torsdag den 31. december 2009
Roza's Socks
Garn: ShiBui Sock - farven kan jeg ikke huske (måske Pebble), men den er sådan lidt søgrøn i det. Forbrug = 78 gram. Det er første gang jeg strikker med garnet, men helt sikkert ikke sidste gang (nu er der også til et par strømper til på lageret). Det er såååå blødt og lækkert. Jeg er spændt på hvordan det arter sig i brug.
Pinde: 2,25 mm Brittany Birch, afløst af Clover. Jeg havde erhvervet mig er sæt 12 cm Brittany Birch pinde, som jeg har i andre størrelser og er ret glad for at strikke med. Og så skulle jeg bare prøve helt korte strømpepinde. Jeg blev ret hurtigt forelsket i de 12 cm - det er sgu smart når man hele tiden skifter pind. Men i 2,25 mm størrelsen er de åbenbart skrøbelige som bare pokker. Det tog halvanden sok at knække to pinde (der kommer i sæt af 6). Nu er jeg tilbage til Clover hhv. Knit Picks, der så til gengæld er 15/16 cm.
Hot? De passer og de er bløde og det er første gang jeg har syet Kitchener Stitch med sådan en fart - Nancy Bush's beskrivelse ('Knitting on the road') af hvordan man syr sammen med Kitchener Stitch var lige til højrebenet - fremover nynner jeg bare 'knit, purl, purl, knit', 'knit, purl, purl, knit' - så er der absolut ingen ben i det.
Rigtig godt nytår!
onsdag den 30. december 2009
Snip, snap,
Nå, men roen er ved at indfinde sig og nytårsaften skal vi traditionen tro bare være os selv. Posten kom med mandens julegave i dag, så lige om lidt skal jeg have en kop varm the og bladre lidt i bøgerne - mon ikke der kommer et par sokker eller to derfra i løbet af næste år?
tirsdag den 22. december 2009
Glædelig jul
Andreas leger med pakkekalenderlastbil iført en ny vest, der skal fungere som afløser for den gamle ribvest, som er alt, alt for lille, men som manden trofast har givet drengen på hver morgen for lige at lune ham lidt mens havregrøden indtages. 91 gram grå Navia Trio iblandet lidt sorte striber Peruvian Highland Wool er blevet forvandlet til en ny ribvest i str. 2-3 år.
Så er der kun tilbage at ønske en glædelig jul (og krydse fingre for at sneen bliver liggende et par dage endnu).
mandag den 14. december 2009
Til ham og til hende
lørdag den 12. december 2009
Ulmus
fredag den 11. december 2009
Afrapportering og nye mål
Listen så sådan ud:
- Andreas Julekalender - tjek.
- Cabled Spiral Pullover - tjek.
- 2-3 par strømper til mig selv - tjek, tjek. Og så er det tredie par lige på trapperne.
- Veste til Andreas. Tjek. Tjek.
- Et par strømper til manden. - tjek.
- Clover - tjek.
- Adamas Shawl - tjek.
Jeg er sådan lidt selvfed lige nu. Især er jeg glad over at alle de hjemmegjorte ting på listen bliver flittigt brugt - dog er det pt. nok julekalenderen der hitter allermest!!
Målene for 2010 er:
- Linus til Andreas.
- Elvira af Karen Noe (Ravelympics?)
- 4 par strømper til mig selv. Jeg har erhvervet mig en del lækkert strømpegarn på det seneste...
- Flytte ordentligt ind på Ravelry. Jeg er bare bange for, at det er en tidssluger og derfor har jeg været lidt nølende.
- Et par strømper til gemalen.
- Tegne og klippe/skære til Andreas' sengetæppe.
- Trøje, bluse til mig selv af garn fra lageret.
Jeg kunne sagtens lave listen meget længere, men det er de ting jeg VIL have lavet - og der skal erfaringsmæssigt være masser af plads til pludselige indskydelser.
tirsdag den 8. december 2009
Småkager, Berlin mv.
Efter 7½ times effektiv autobahnns-køretur med et par afstikkere til henholdsvis Sachenhausen og en grænseshoppetur (kvalmende i sin kontrast til førstnævnte) var det nu skønt at se børnene igen, som svigermor havde taget sig af. Tak for det!