mandag den 17. december 2007

Kristines huse

Så blev Kristines huse endelig færdige.
148 cm x 225 cm stort sengetæppe efter ide herfra. Syet af rester - dog har jeg købt mig til det røde og lyserøde stof, der er brugt til bjælker og kanter. Bomuldspladevat imellem.

Bagstykket er også syet af rester og tæppet kan i princippet vendes.
Tæppet passer til Kristines nye seng, der skal tages i brug om to dage, men som 'hyggetæppe' er det for stort og tungt til en 4-årig. Der må hun bruge sine gamle sengetæpper, der er bløde med fleece på bagsiden.

Tæppet er maskinsyet og maskinquiltet og jeg er faktisk vældig tilfreds med det. Det er et pigetæppe, men ikke udpræget 'prinsessetæppe', så det skal nok passe fint ind på Kristines nye værelse, der i disse dage er ved at blive malet blå (!) - hendes ynglingsfarve.

Omend det har været sjovt at quilte lidt igen og dejligt tilfredsstillende at færdiggøre projektet er motivationen der ikke rigtig (endnu da) til at begynde et nyt størrere projekt. Måske en smart lille taske/pung, der kan indeholde et nøgle Opal og fem strømpepinde - sådan lige til at putte i (pusle-)tasken? Indtil videre er det fortsat strikkepindene der klirrer.
Frode mangler lige den sidste kant og knapper. Den er rigtig fin, billede kommer når den er helt færdig.
Sidst, men ikke mindst, vi har endelig overtaget vores nye hus!! Manden og hele familien (undertegnede + afkom undtaget) maler og maler i disse dage. Hytten her er pakket, der er holdt afslutning i børnehaven og på onsdag kommer flyttebilen. Jeg glæder mig! Til at få det overstået. Til at holde jul. Til mentalt at komme meget 'nærmere' lillebrors ankomst. Til at vide at her skal vi bo i maaaaange, maaaange år.
Glædelig jul til alle hvis vi ikke høres ved på denne side af d. 24.

1 kommentar:

strikkeforsker sagde ...

Kristines tæppe er rigtig flot, tillykke med et gennemført projekt og husnøglerne. God Jul og pøj-pøj med flytningen.