onsdag den 30. december 2015

Restetæppe, version 4

Og så er årets sidste projekt færdig. Sådan næsten. Hvad man ikke kan se på billedet er de mange ender der ikke er hæftet på den ene side og som resten af aftenen skal gå med. Men jeg måtte udnytte dagslyset mens det var der.
Mønster: A la det her, men med lidt flere opslåede masker (170?? måske). Det måler 120 x 135 cm, hvilket er fint til bilen hvor det skal bo. Det her tæppe er der allerede, men det er ikke stort nok til alle tre børn og det kan en sjælden gang medføre en konflikt eller to...
Garn: 675 gram rester i tynd uld lagt dobbelt.
Nål: 5 mm.
Hot? Det kunne være så genialt hvis det betød at konflikter i bilen fremover var en saga blot, men...ahem... det er vist for meget at håbe på:-)

tirsdag den 29. december 2015

Swedish Triangular Shawl

Sådan en juleferie gør underværker på strikkefronten. Et lidt hengemt projekt fra strikkekurven er færdigt og det næste stærkt på vej. 
Mønster: Swedish Triangular Shawl af Maria Montzka. Strikket efter opskrift til punkt og prikke! 125 x 55 cm.
Garn: 75 gram Yaku 4/16 i lysegrå.
Pinde: 4 mm.
Hot? Det lå længe gemt i strikkekurven efter de indledende pinde og første diagram. Men så er der intet så godt som en lang køretur til det nordsjællandske og tre dage med masser af snak og stole-/sofasidden-stille. Vupti! Et styks færdigt sjal i en fin farve og en passende størrelse til indendørs brug. Fint garn at strikke med og dejligt blødt - det kommer ikke til at kradse om halsen.
Og sådan passerede jeg 22 km strikket garn i år! 

søndag den 27. december 2015

Sort til Kristine

Min mor blev glad for begge de hjemmestrikkede gaver og har haft huen i brug allerede. Succes! Julen er således veloverstået og vi er i fuld gang med Lego-byggeriet. Så er juleferien for alvor i gang:-)
 Før jul blev jeg færdig med Kristines sorte trøje. Og bommede kun en lille afgørende smule på de meget specifikke instruktioner om en oversized sort trøje. Hun havde set en rød trøje i et H&M-katalog, som hun bad om at jeg strikkede til hende i sort. Og på trods af megen måling af strikkefasthed, diverse matematiske udregninger osv. er den ikke blevet den ønskede størrelse. Bevares, den passer, men lur mig om ikke det bliver de små brødre der slider den op. På trods af pigebarnets forsikringer om brugen af trøjen tror jeg ikke på det...
Mønster: Efterligning af en H&M-trøje. Rib 1x1 og ellers skiftevis 5 omgange ret, 2 omgange vrang. Udgangspunktet for mønstret er raglan-modellen i Ann Budd's 'the knitters handy book of sweater patterns'. Er nok endt med en str. 152-164.
Garn: 220 gram af Rasmillas ynglingsgarn i sort, strikket dobbelt.
Pinde: 3½ og 4 mm.
Hot? Jeg er temmelig ærgelig over at den ikke er over-sized. Jeg sad faktisk og diskuterede med mig selv - inden jeg slog op - om jeg ikke skulle gå en størrelse op, hvilket jeg så valgte ikke at gøre. Og på trods af tvivl undervejs - som man jo skal lytte til!! - var det først til sidst jeg opdagede bommerten. Kristine kunne mærke min ærgelse og forsikrede mig om at det ikke gjorde noget (søde pige!), så jeg trævlede ikke op. Men den hænger på en bøjle på hendes skabslåge og der har den hængt siden:-)

Ja, ja.

onsdag den 9. december 2015

Gaver til mor

Altså ikke til mig, men til min mor. Med juleaften d. 24. og hendes fødselsdag d.25. tillagt lettere kræsenhed omkring gaver er det altid svært. Men de købte er nu næsten på plads og og det er de strikkede også. Og hun bliver i øvrigt så også den eneste der får strikkede gaver. Så alt er som det plejer:-)
Mønster: Udgangspunktet var 60 masker, lidt rib og ellers glatstrik med en forstærket hæl med løftede masker. 
Garn: 65 gram Regia i farven 'Fall Night'.
Pinde: 2,25 mm.
Hot? Det startede helt klart ud med at det skulle være mine strømper, for jeg er helt pjattet med farverne. Men så så min mor dem. Og spurgte om det var til hendes julegave. Sagt på en måde som kun min mor kan og som i virkeligheden irriterer mig - og alligevel får hun selvfølgelig strømperne. For så er der en mere gave på plads. Tjek.
Under samme besøg sad hun også og bladrede i Helga Isagers nye 'Room 606'. Og snakkede om at hun gerne ville strikke Malene-huen. Så da hun tog hjem fandt jeg to nøgler Blackhill Alpaca Air jeg havde købt fordi jeg syntes det var noget sjovt garn, men faktisk ikke rigtig havde vist hvad jeg skulle bruge til.
Mønster: Malene fra room 606. Jeg har strikket ribben et par cm kortere, da jeg ellers var bange for at løbe tør for garn og det viste sig at være en god beslutning.
Garn: 100 gram (minus et par) sort alpaca air lagt dobbelt. 
Pinde: 4,5 og 5 mm.
Hot? Alpaca'en giver en lidt 'tung' hue, men den har en rigtig god pasform og varmer rigtig godt om ørerne lige der hvor man har behovet, så hvis den ikke falder i modtagerens smag overtager jeg gerne.
Strikkede julegaver. Tjek.

mandag den 7. december 2015

Weekendstrik

Mens blæsten har rusket og hærget og sendt os alle indedøre har vi bagt småkager. Min mor samlede min søster og jeg + børn og sørgede for forplejning, indkøb af remedier og masser af julehygge. Og så bagte vi ellers. Til den store guldmedalje eller i hvert fald til 14 dåser (store) var fyldte. Selvom de skal fordeles på flere familier spår jeg der er nok til julen. Og så mangler vi stadig at bage pebernødder herhjemme...
Men man kan jo ikke bage hele tiden og engang imellem bliver min mor lidt for meget, børnene lidt for krævende og alting bare lidt for.... meget fælles. Så fredag aften kl. 21.30 slog jeg op til et par strømper, der ikke krævede tankevirksomhed og de blev færdige i går lige inden håndbold. Tjek - et par weekendstrømper færdige, strikket her og der i løbet af weekenden.
Mønster: Ligesom dem her, bare uden de matchende striper da jeg ikke turde løbe an på at jeg så havde garn nok hvis jeg blev nødt til at lade noget gå til spilde.
Garn: 77 gram 6-trådet Regia i farve 6364, 'resterne' fra Andreas' sokker. De sidste 5 gram ryger nok ud...
Pinde: Mine nye 3 mm karbonz. Jeg har et par i 2,25 mm som jeg strikker mine strømper i tynd strømpegarn med, men jeg manglede et sæt til de tykke strømper. Og da jeg alligevel skulle bestille garn til en bestillingssweater til Kristine røg der lidt mere med i kurven.
Og trøjen kommer der mere om.
Hot? De passer:-)
Bonusbillede af mit indrammede broderi. Det sidder næsten lige i rammen:-)

tirsdag den 24. november 2015

Jen, version 2

De hårde fakta er:
Mønster: Jen af Josée Paquin. Min strikkefasthed var 20 masker/10cm, så jeg har strikket str. XS for at ende med en str. M. Jeg har strikket den korte version, men med lange ærmer og uden vendestrik ved ærmerne, da jeg ikke helt kan se pointen med det. Lavede i øvrigt også færre vendinger på ryggen på grund af strikkefastheden.
Garn: Jeg har strikket med en tråd blackhill højlandsuld og en tråd blackhill silkmohair, begge i en rød farve og jeg kan ikke huske hvad ulden hed. Ialt 248 gram hvoraf de ca. 85 gram er silkmohair.
Pinde: 3½ og 4 mm.
Hot? Jeg elsker min første version af Jen, som er perfekt oversized, blød, lun og i farver jeg kan lide på mig selv og jeg bruger den derfor tit.
Denne version er .... ikke god til mig. Rød er bare ikke min farve. Den er desuden en tand for kort til hvad jeg kan lide og slidsen i siden (som ikke kan ses og som gemalen ikke fik taget gode billeder af) er for lang, så trøjen simpelthen falder underligt på mig og afslører 'mormaven' alt for meget.
Til gengæld sad den fint på min mor som besøgte os i weekenden - og hun kan godt lide rød. Så Jen, version 2 har fået et nyt hjem! Og jeg er glad for at den ikke kommer til at fylde forgæves i skabet.
Faktisk tog hun også min 'Høstjakke' med hjem. Den lå fremme så jeg kunne tage den med på arbejde til kolde dage, og ja, pludselig havde den også fået et nyt hjem. Jeg brugte den ikke ret meget og da jeg bedst kan lide at mit skab kun indeholder ting jeg rent faktisk bruger er det bare win, win for både min mor og mig.

lørdag den 14. november 2015

Snawheid- and paws

Min søster oplyste i sidste weekend at uge 46 er kårets som årest kedeligste uge. Og i dag giver jeg hende inderligt ret. Snot, feber, ondt i halsen og hovedet - jeg har tilbragt en stor del af ugen hjemme i sengen og glæder mig til uge 47. Den kan kun blive bedre!
Børnene har været søde og stille og Kristine har hjulpet med at få taget billeder af min hue ynglingshue og vanter. Lyset er ikke det bedste i disse novemberdage og der er skygger på billederne, men sådan er det nu engang...
Mønster: Snawheid og Snawpaws af Kate Davies. Ingen ændringer udover den manglende pompom. Men så kan huen ikke passe under cykelhjelmen og det skal den. Passer perfekt til mit hoved og mine hænder.
Garn: Tusindfryds Engleuld i lys grå og midnatsblå.. Huen vejer 34 gram og vanterne 37 gram. Jeg brugte næsten nøjagtigt (men lige knap) et nøgle blå, resten grå. Strikkefastheden passede ret præcist med opskriftens (Jamieson & Smith 2 ply jumper weight). Det er første gang jeg strikker med Engleuld og jeg er ret begejstret. Det er blødt og fint at strikke med og farvestrikken træder tydeligt frem.
Pinde: 2½ og 3 mm.

 Hot? Hvis jeg ikke kan lide den overtager Kristine gerne. Men der er der ikke stor risiko for.
Og så lige et billede af mit krøllede og endnu ikke indrammede julebroderi. Sødt og fint og lidt amerikansk. Jeg har hygget mig rigtig meget med det og skal nu på jagt efter en ramme. Mønsteret er fra The Frosted Pumpkins Stichery.

mandag den 26. oktober 2015

Vanilla

At strikke Vanilla har været ligesom at spise en elefant i små bidder. Tror jeg. Lidt af gangen og meeeget langsomt. Så nu bliver der lige lidt billedspam:

 Mønster: Vanilla ad Helga Isager fra Amimono fra Knit Collection 2010. Som sædvanlig strikker jeg den læææænge efter alle andre. Jeg får 24 masker i tynd uld på pind 3½, så jeg har strikket mindste størrelse for at få en str. M. Jeg har aldrig strikket en biese før, men fandt en tutorial på garnstudio, så man slipper for at samle alle masker op igen til biesen og jonglere med 3 pinde. Jeg har strikket den ca. 5 cm længere i kroppem og 2-3 cm længere på ærmerene og lånt Birgittes ide med kun at strikke vandrette masker til ca. op til taljen.
 Garn: 180 gram supersoft fra Holstgarn i farven 'coffee'. Skøn farve, men det er lidt svært at strikker biese og sy sammen i så mørkt garn. Dertil 7 fine knapper fra Birthe Sahl.
Pinde: 3 og 3½ mm.

 Hot? Det tror jeg. Lige nu er jeg faktisk lidt forbeholden overfor fordi jeg så ofte var irreterret over den - den der elefant smagte faktisk ikke altid lige godt... Ok, det lyder fjollet - jeg er sikker på jeg bliver glad for den i brug. Det ér altså en fin model.

søndag den 25. oktober 2015

62 gram striber

 Et lille sideprojekt mens jeg venter på clue 4 (stadig - jeg troede det var i fredags det kom, men det er først på onsdag) og mens jeg - laaaangsomt - får monteret Vanilla er blevet til et par strømper til Andreas. Fordi han elsker sine hjemmestrikkede strømper og ikke har taget dem af siden han fik dem i morges. Tidligt. Før kl. seks vintertid... 
Mønster: Udgangspunkt = 44 masker. Rib 1 ret, 1 vrang af hele skaften og ovenpå foden. Str. 34.
Garn: 62 gram sekstrådet af Opals stribemania color i farve 06364.
Pinde: 3 mm.
Hot? Hvis han ikke vokser ud af dem forinden vil de blive slidt op. Stensikkert!

søndag den 18. oktober 2015

Efterårsdage

Børnene har holdt fri hele ugen og besøgt Bedste de første dage. Alle tre på én gang. Det er godt nok sjældent vi er helt børnefri! Og hvor er det stille - jeg er ikke helt sikker på jeg bryder mig om det... Så vi brugte tiden på at arbejde:-)
 Vi havde heldigvis også nogle fridage sammen. Vi tog på skattejagt sammen...
 ...og fandt nisser og trolde i skoven. Kristine styrede kortet og sporene, så vi fandt heldigvis også skatten til sidst (slikposer).
Vi har været kreative:
malet
udhulet græskar
og broderet.
Jeg er færdig med clue 2 (sllikbutikken) og clue 3 (juletræsbutikken). Clue 4 skal ligge som en bjælke under hele byen, men kommer først på fredag, så jeg væbner mig med spænding og tålmodighed.
I morgen står den så atter på arbejde, børnehave og skole. Og det er vel alt i alt også ok.

onsdag den 7. oktober 2015

A Very Merry Christmas Town - del 1

Jeg har taget forskud på julen!
The Frosted Pumpkin Stitchery har udgivet et hemmeligt julebroderi der kommer i 4 dele. Her er 1 del færdig (clue 1). Del 2 og 3 er kommet og del 4 kommer sidst i oktober, så der er tid til at blive færdig til jul.
Kittet kan købes direkte fra The Frosted Pumpkin Stitchery, men med fragt og told mv blev det mere end dobbelt så dyrt som selv at købe materialerne. Materialer, farver osv er angivet i mønstret så man selv kan købe det, så det har jeg gjort. Jeg har købt hvid aida med glimmer (!). En lidt lys blålig eller naturfarvet bund kunne også have været fint og vist den hvide farve bedre, men sådan blev det ikke.
Det er sjovt og jeg får luftet nålen mere end pindene i disse dage. Jeg er frygtelig fristet til at melde mig til deres årlige year-a-long med månedlige clues afhængig af temaet. 

søndag den 4. oktober 2015

sibella pullover

I går lavede vi picnic i haven med kage og saftevand. I dag har vi lavet popcorn over bål og siddet på terrassen og drukket kaffe. Jamen er det ikke fantastisk midt i oktober!
Jeg har også prøvekørt min nyeste bluse aka pullover.
 Mønster: sibella pullover af Carrie Bostick Hoge. Jeg har strikket str. 38" uden andre ændringer end at jeg har lavet lange ærmer. Og at jeg har strikket den nederste rib på en størrelse mindre pinde end anbefalet fordi jeg læste forkert. Og så strikkede jeg et par forkorkede rækker på ryggen lige inden jeg samlede krop og ærmer. Jeg havde egentlig tænkt at lave nogen i nakken lige inden ribben, men halsen er så stor at jeg ikke synes det ville gøre den store forskel.
 Garn: 184 gram supersoft fra Holst Garn i 'flannel grey'. Jeg havde en cone af garnet og vaskede det ikke inden jeg strikkede og hold da op hvor var der meget spindeolie og farve i vandet da jeg skyllede den op i går. Jeg måtte skylle efter 4 gange før vandet var klart igen. Jeg synes ikke der plejer at være så meget.
Pinde: 3 og 3,5 mm.
Hot? Jeg bliver inspireret til at strikke lace for tiden og jeg synes mønsteret gør sig fint i det grå garn og til en enkel bluse. Pasformen er god og jeg er tilfreds. 

I morgen venter hverdagen så igen, men der er også strikkeklub og hygge, så det er ikke så ringe endda.

fredag den 2. oktober 2015

Succulent

Det er faktisk ikke fordi strikningen bliver forsømt at der ikke er indlæg. Det er bare...livet...og travlhed....der æder al min tid og energi.
Indimellem har jeg strikket på et sjal til min nye vinterjakke eller til de kolde dage på kontoret eller i sofaen.
Mønster: 'Succulent' af Maria Montzka. Jeg har strikket den største størrelser (6 gentagelser) helt efter mønsteret.  Sjalet målet 204 cm i bredden og 92 i højden. Maria har i øvrigt en hyggelig podcast som jeg bestemt synes det er værd at lytte til.
Garn: 117 gram geilsk tynd uld i en lys lilla farve - samme garn som denne her.
Kristine hjælper mig med at fotografere og posere
Pinde: 3,5 mm. Jeg skulle nok være gået op til 3, 75 mm eller måske endda 4 mm - jeg måtte blokke det temmelig aggressivt for at få det så stort og luftigt som jeg ville.
Det er altid sjovt at følge forvandlingen fra krøllet klud til smukt sjal. Man bliver lige forbløffet hver gang.
Hot? Det er så længe siden jeg sidst har strikket et sjal at det har været en ren fornøjelse. Det er blødt, let, luftigt og varmt, så jeg er glad. Men jeg kan godt vente med at tage det i brug hvis det betyder at det fine vejr fortsætter.

tirsdag den 8. september 2015

Robottrøjen

Andreas har fået sig en ny robottrøje af rester af tynd uld fra lageret. Det er faktisk ved at være et par uger siden den blev færdig, men mine egne billeder af trøjen og drengen blev alt for dårlige, så jeg måtte overtale Andreas til endnu en fotosession med manden bag kameraet. Og Andreas insisterer på at gå i t-shirts endnu, så helt begejstret var han ikke.
Mønster: Jeg har taget udgangpunkt i 'rullegenser' fra Strikk til nøstebarn af Kathrine Gregersen str. 6 år, men med længder til str. 8 år. Ellers synes jeg trøjen bliver for bred. Der er 2 x 2 rib ved kanterne og en almindelig hals uden slids, men med forkortede rækker istedet for at lukke halsmasker af. Til mønster har jeg brugt disse robotter. Der er en lille fejl i diagrammet idet kun være anden rækker robotter har en 'ekstra finger' - hvilke jeg selvfølgelig først opdagede da jeg var på sidste række.
Garn: 138 gram tynd uld - 'slate grey' fra Holst Garn og 'silver grey' fra Garnudsalg. Rent lagergarn - det kan vi li'!
Pinde: 3 og 3½ mm.
Hot? Den er tynd og fin. Jeg strikkede den bevidst til Andreas som er den der er mest glad for hjemmestrik, men også på grund af arvepotentialet. Og fordi han er midterbarnet og fordi flerfarvestrik skal maks udnyttes.

mandag den 31. august 2015

Pin stribed socks, version 2

Lørdag var en lang dag. Vi skulle besøge svigermor og det betyder blandt andet 2 x 2 timer i bil, masser af sidde-snakke tid og således også en del strikketid. Så meget at jeg nåede at blive færdig med mine strømper uden at have tænkt på et back-up strikketøj. Heldigvis var det sidst på dagen... Og så kunne jeg lige nå at tage et billede af strømperne på svigermors sengetæppe. Som er en quilt jeg syede til hende for over 10 år siden:-)
 Kristine hjalp mig med at tage nogle udendørs billeder og insisterede på at strømpernes bund også skulle med.
Mønster: Pin Stribed Socks af Julia Stewart. Udgangspunkt = 64 masker. 
Garn: 70 gram Lornas Lace Shepherd Sock i farven Argyle.
Pinde: 2,25 mm karbonz strømpepinde.
Hot? Bestemt, det er andet par i dette mønster. 

Hverdagen har indtaget os efter ferien som så mange andre.  Manden har fået nyt arbejde, jeg har også travlt på arbejdet og børnenes fritidsaktiviteter er i fuldt gear. Det første der bliver nedprioriteret er bloggen, men  sådan må det jo være. Strikketøjet er afstresning = essentielt og børnene kan jeg heller ikke undvære.
Men Andreas' robottrøje er også færdig, så den kommer også på bloggen lige om lidt. 

søndag den 9. august 2015

Lidt af hvert

Jeg strikker på lidt af hvert:
Et par strømper til mig selv.
En robot-trøje til Andreas.
Vanilla til mig selv.
Alle og ingen får min fulde opmærksomhed, så det går ikke hurtigt. Samtidig skal de konkurrere med solskin og udeliv, 'Washington-dekretet' og en ny og lidt travlere hverdag hvor mine løbeture må henlægges til efter aftensmaden og putning af drenge. 
Når det så er sagt så har jeg i dag strikket på terrassen samtidig med at jeg kunnet kigge på søde drenge der har badet i badebassinet og Kristine der har hjulpet manden med at male flagstangen. 
Vanilla får sikker også et par cm mere om lidt når manden og jeg sandsynligvis snupper et afsnit mere af The Tudors. Nu har kone nr. 5 fået kappet hovedet af, så vi nærmere os afslutningen. Gode forslag til andre serier på Netflix der er gode at strikke til?

søndag den 2. august 2015

Bøvertun

Aka trøjen der gang på gang var ved at blive smidt væk/trævlet op/hensyne i strikkekurven. Først tror jeg jeg fik filtret det blå garn lidt i maskinen da jeg vaskede det. Jeg har forvasket garn i maskinen på uldprogram adskillige gange, men det er første gang det har føltes filtret og ikke blødere i strikkeprocessen. Det var ikke værre end at det gik, men det føltes lidt træls. Efter at den er blevet færdig, vasket og centrifugeret er det ikke til at se - den har nærmere fået et lidt rustik udseende der klæder den godt.
For det andet valgte jeg en forkert pind. Jeg have ellers nøje udregnet den størrelse jeg skulle strikke ud min faste strikkefasthed på 24 masker i tynd uld på pind 3½ mm. Så min bekymring var stor da jeg fandt ud af at jeg havde strikket på pind 3 mm. Efter at hele bullen var færdig. Men efter en prøvning og 3 ekstra masker under hver arm er jeg på magisk vis alligevel landet på en str. m. Enten havde jeg oprindelig regnet forkert og eller har jeg bare været heldig med at tage den forkerte pind. Jeg ville i hvert fald have fået en for stor model hvis det havde været på pind 3½ mm. Og på den måde kan jeg godt tilgive de mange lange række på pind 3. For der går det ikke så forfærdeligt hurtigt...
 Mønstret var sjovt at strikke og jeg fandt nogle fine knapper hos garnudsalg. Desværre glemte jeg at tage billeder af båndet jeg har syet på indvendigt til at dække for klippekanten. Men der er nogle fine norsker stjerne på.
Mønster: 'Bøvertun' fra Kofteboken. Jeg har strikket mindste størrelse med en anden strikkefasthed og som nævnt lidt ekstra masker under armen. Jeg har desuden ikke slået op til knappekanten fra starten, men bare strikke kanter 'vandret' på efter at have syet på maskine og klippet op. Jeg synes det er nemmere at styre og lave en pæn kant på den måde. Og selvsagt er det versionen uden mønster efter bullen.
Garn: 264 gram blackhill højlandsgarn og ja, jeg har allerede glemt hvad farverne hedder (her har jeg virkeligt et udvikingspotentiale - jeg kan absolut ikke huske det og glemmer altid at skrive det ned, hvilket også er upraktisk hvis man skal bestille mere).  Måske den 'blå planet' og 'flødeskum'???, heraf ca. 230 af den blå farve.
Pinde: 2½ og 3 mm.
Hot? Jeg er ovenud glad for resultatet og at jeg hang i så den blev færdig. Klap på skulderen:-)
Der er flere af kofterne i Kofteboken jeg gerne vil strikke, men flere af dem har tre eller flere farver på samme pind og det synes jeg egentlig er noget rod at strikke, så jeg går altid udenom. Men nogle gange må man altså godt give sig selv en udfordring, så man kan rykke sig lidt, ik'?

mandag den 27. juli 2015

Og så sluttede ferien!

Lidt brutalt føles det vel altid når der er ting man 'skal' og ikke bare det man har lyst til. Jeg har dog overlevet den første arbejdsdag og det gik fint. 
Og hvis det er lidt for surt kan man jo altid tænke på søde børn, is og varme. Meget varme (i Italien forstås). Så varmt at det der med at strikke faktisk ikke rigtig blev til noget. Udover en lille hue der ikke tager mere end et par timer.
Mønster:  Sinaihue af Helga Isager.
Garn:  En tråd silkmohair (lys petrol) og en tråd højlandsgarn (isblomst) fra Garnudsalg samt diverse rester af uld, alpaca og bomuld i diverse blandinger til striberne. Ialt 46 gram, hvoraf de 9 gram er silkmohair.
Pinde: 6 mm.
Hot? Måske. Jeg startede faktisk på et matchende halstørklæde, men synes det kradsede for meget, så det pillet op røget i skraldespanden.Måske huen også viser sig for kradsende? Men den har i hvert fald en fin pasform. Og det føles næsten som huevejr udenfor.

onsdag den 24. juni 2015

Rachel

Jeg er i gang med den sidste laaaange to do liste inden sommerferien. Det er måske ikke strengt nødvendigt, men et af punkterne er at få dokumenteret Rachel på bloggen. Den har nemlig været færdig en god uges tid.

Mønster: Rachel af Josée Paquin. Jeg har strikket str. M - fulgt opskriften til punkt og prikke:-).
Garn: 171 gram SilkWool fra garnudsalg. Dejligt garn at strikke med og på pind 4 mm giver det et luftigt let stykke 'stof'.
Pinde: 3½ og 4 mm.
 Hot? Ja, den er desværre stadig lige tilpas til det danske sommervejr.... Men den er også lige mig - blød, luftig og nem og behagelig at have på. Passer til det meste og så kan jeg godt lide 'dropped shoulders'. Det gør også ærmerne nemme at strikke.
Farven i virkeligheden

To do listen er lang, så der kommer næppe mere strik på denne side af sommerferien. Næste punkt er at finde et passende feriestrikketøj - ikke for tungt og varmt, for der er heldigvis næsten garanti for sol der hvor vi og teltet skal hen.
Go' sommer!