tirsdag den 31. december 2013

Godt nytår!

Strikkenissen og alle hendes venner er pakket væk og med det næsten også det gamle år. Der er plads til nye tanker og nye planer!

Sidste år var planerne, at
:: have det sjovt. Tjek. Jeg har haft det sjovt med strikketøjet. Og jeg har strikket meget, men mere om det senere.
:: begynde på Johannes sengetæppe (quilt). Ja. Jeg havde faktisk håbet på at blive færdig, men der kom for meget i vejen. Lige nu er planen at få forside og bagside riet sammen inden jeg begyder på arbejdet igen. 
:: Købe noget mere garn! Yes! Selvom der er over 5 kg garn på lageret har jeg faktisk ikke mere end 2-300 gram i samme garn. Ergo kan jeg ikke pludselig impulsstrikke en sweater, trøje eller lignende til mig selv. Og det går virkelig ikke. Over 7 kilo garn er kommet ind, så ...tjek!
 :: på strikkefestival til september. Det var en hyggelig weekend.
:: strikke Parrot af mine rester fra Marina. Tjek.
:: supplere Andreas' garderobe med et par sweatre (han trænger!). Tjek og tjek og tjek!
:: have det hyggeligt i vores nystartede strikkeklub og Dét har jeg haft og der er ikke noget så hyggeligt som at shoppe garn sammen med andre...
 :: ellers bare strikke det jeg har lyst til. I det store og hele - kun mine børn og manden får lov til at bestille lige hvad de ønsker.

Så hvad med 2014? 
I 2014 har jeg strikket mange store projekter til mig selv og har luret lidt på om 2014 skulle være de små projekters år - vanter, strømper, huer, dyr og sjaler.
Men hvis jeg lige hurtigt laver en liste over de ting jeg lige nu og her vil strikke ser den sådan ud:
- Citron (sjal) 
- Monkey-socks
- businesscasual-socks
- nye Jaywalkers
- vanter til A i Finull 
- mønstede vanter til mig selv
- hulkrus til Johannes
- en sommertop i pink hør
- Canvas i spinni/alpaca1 
- Folded af Veera Välimäki i Wolmeise + en mørk kidsilk
- Maestro af Heidi Kirrmaier i blackhill + alpaca
- Dameting fra Bente Geil i tweed
- Vanilla af Helga Isager
- Skråplan af Bente Geil til Andreas
- vest til Johannes i Geilsk tweed + supersoft

Og på den liste er der jo langt fra kun små projekter og der er slet ikke taget højde for nye garnindkøb der jo kan ændre selv de bedste planer eller nye mønstre der bar må strikkes.

Så til næste år tror jeg ikke der bliver nogle konkrete planer, men ovenstående liste lader jeg stå til sjov sammenligning om et år. 
Hvad ender jeg med at strikke i stedet?


 Godt nytår!

mandag den 30. december 2013

Rocky Road

Jeg har været næsten strikkemonogam i december og det er der kommet denne skønne trøje ud af:
Mønster: Rocky Road af Heidi Kirrmaier. Jeg har strikket den lange version, str. M1. Ingen ændringer overhovedet.
Garn: Blackhill højlandsuld, strikket dobbelt i farven blåbær. Som udgangspunkt en lidt usædvanlig farve for mig, men jeg synes nu den er ret fin så jeg skal nok blive glad for den. 503 gram garn er brugt.
Pinde: 4½ mm.
Hot? Den er lækker! Hyggelig at strikke omend lidt tung til sidst og så minder mønstret mig om strik fra dengang jeg var barn. Jeg huser en venindes sweater der havde et lignende strukturmønster jeg bare synetes var så flot. Og nu har jeg selv en :-) 

Ellers holder vi juleferie i adstadigt tempo. Vi har på været på farten og selv haft gæster, men altsammen i overkommeligt tempo med indbygget tid til at bygge Lego, spille de nye spil og sumpe. Det er slet ikke så ringe endda....

søndag den 22. december 2013

Glædelig jul

Her er julefreden så småt ved at indfinde sig. Vi har alle ferie og vi har alle gaver i hus. Nu mangler jeg bare at finde et transportabel julestrikketøj - det er lige til at overkomme.

Glædelig jul!

søndag den 15. december 2013

Vi når det nok!

Siger manden til sin kone der er på mentalt overload. Og objektivt har vi faktisk styr på det meste. Vi skal være gæster i julen, så selve juleaftens-planlægningen slipper vi for. Alle gaverne er købt og de værste arbejdsopgaver og møder på arbejdet er overstået.
Men min hjerne føles som splat. Måske det skyldes et langt travlt arbejdsefterår uden ferie eller de 117 arrangementer for børn og voksne med medfølgende koordinering og travlhed både til hverdag og i weekender eller for få løbeture eller en kombination af det hele - men faktum er at min hjerne føles udbrændt.
Så selvom planen var at strikke 2-3 forskellige håndledsvarmere til min mor der i det sidste år har fået gigt i fingrene og trænger til varmen fra ulden bliver det kun til ét enkelt par. Og så må det være godt nok.
Mønster: Samme mønster som Asta-halvhandskerne, men blot som håndledsvarmere.
Garn: 25 gram Wollmeise DK i farven denim - rester herfra.
Pinde: 3½ mm.
Hot? De er pakket ind og klar til jul. Et hurtigt projekt, så falder de ikke helt i smag er det ikke den store katastrofe.

søndag den 8. december 2013

Pin Striped Socks

Ved ni-tiden i morges sendte jeg manden ud med kamera og mine nye strømper for at tage billeder. Et lidt utaknemligt job i den regnfulde og endnu ikke lyse dag. men jeg var travlt optaget af at pakke og få børn i tøjet for julemanden havde fortalt at familien skulle på tur til Den Gamle By i Århus. Så det måtte vi så. Og det var en god tur helt uden billeder for manden glemte kameraet i bilen og ingen gad gå tilbage efter det... Men det var en hyggelig tur. Det regnede ikke nok til at man blev rigtig våd, men nok til at holde mange mennesker væk, så der var god plads til at kigge.
Vel hjemme igen fik jeg og søsteren min koordineret og bestilt en række julegaver  - nemt og bekvemt via nettet. Og sådan blev en helt almindelig søndag til eftertænksomhed over den overflod vi lever i. Eller bare over det faktum at ens barndom nu er kommet på museum i den 'nye del' af Den Gamle By. Så er man vist ikke helt ung længere...:-)
 Tilbage til sagens kerne - jeg har tilbragt et par dage i sofaen/sengen og summa summarum er jeg blevet et par sokkere rigere.
Mønster: Pin Striped Socks af Julia Stewart. Et gratis mønster på Ravelry som med en enkelt løftet maske lige gør den glatstrikkede strømper lidt mere interessant at strikke. Udgangspunktet er 64 masker.
Garn: 65 gram 75% bluefaced Leicester wool/25% nylon i farven 'This ain't A scene' fra Countess Ablaze. Måske ikke mine normale 'go-to' farver, men fantastiske farvesammensætning jeg måtte prøve her i denne grå årstid. Man kan kun blive glad i låget af at kigge på sine fødder med dem på:-)
Pinde: 2,25mm 100cm hiyahiya sharp. Det ekstra særlige ved disse strømper er nemlig at jeg for første gang har strikket et par strømper med magic loop. Og det var faktisk slet ikke svært. Heller ikke at vende hælen (you tube my friend!). Hiya hiya sharp er super spidse og fleksible og perfekte til formålet. Man kunne måske nøjes med 80 cm, men umiddelbart er jeg glad for den lange pind til formålet. Jeg kan især se fordelen ved magic loop hvis der skal strikkes komplicerede mønstre. Det må det absolut være en fordel kun at have to pinde, så mønstret ikke skal deles. 
Hot? Ahhh men - de er da skønne!

PS: Har I set at mit knitmeter nu er over 20 km garn strikket i år!! Det er da seriøst et produktivt år!!

fredag den 6. december 2013

Ravello

Da jeg i foråret var i Saltum til Uldfestival købte jeg kittet til Hanne Falkenbergs 'Tivoli' - en superfin jakke der sad rigtig godt på mig, så den måtte jeg bare have. I hvert fald lige på det tidspunkt. For efterfølgende har det fine bare ligget i gemmerne og hygget sig. For måske var Tivoli alligevel ikke heeelt mig - for 'damet'?, for 'jakket' (?), for ...? Og det er jo alt for lækkert garn til at lade gå til spilde.
Så nu er noget af det blevet til en bluse til mig:
Mønster: 'ravello' af Isabell Kraemer. Jeg har strikket str. M uden andre modifikationer end at jeg har taget lidt ekstra ind på ærmerne og ved ribben på ærmerne som jeg gerne ville have skulle sidde til. Enkelt velbeskrevet mønster.
Garn: 230 gram Shetlandsuld i sort, lys beige og lilla. Jeg har masser af garn tilovers og tror der bliver til en tynd trøje til Johannes når han vokser ud af den han bruger nu. Lækkert garn.
Pinde: 3½ mm.
Hot? Efter at have strikket et ærme og noget at kroppen til en Puffin Sweater  af garnet er jeg nu endt med at være rigtig glad for at jeg trævlede det hele op til en ravello. Den er fin, tynd, med striber (eeelsker striber) og meget hverdagsagtig anvendelig. Den vil helt sikkert blive mere brugt en Tivoli ville have været. Og så har den været et godt strikketøj til når man fx er ude at se datteren spille håndboldkamp og efterfølgende vente på at de 10-årige piger bliver færdige med at bade og fnidre..... :-)

søndag den 1. december 2013

1. december

Børnene har fået kalendergaver og chokolade og manden har fået chokolade. Jeg ved af erfaring at jeg er nødt til at forkæle mig selv her i forbindelse med december (og læs: jeg er på ingen måde sur eller bitter - det er bare sådan det er :-)). Så jeg har købt nyt garn i ny farve og i dag blev der slået op til mit december-strikketøj - Rocky Road af Heidi Kirrmaier.