torsdag den 30. juli 2009

Ferieproduktion II

I feriens uge 2 blev grå projekt nummer 2 færdig. En stikkelsbærvest. Efter at have set Nanas vest var det bare at finde pinde og garn frem til en til Andreas. Han er storforbruger af veste og stikkelsbærtrøjen er bare så fin som vest. Meget drenget i det og efter at have rådført mig med manden blev vi enige om at jeg skulle strikke huen på, så vesten også kunne blive lidt sej. Det blev den. Andreas er vild med huen og jeg er meget tilfreds med det færdige resultat.
Mønster: Stikkelsbær som vest fra 'Hønsefødder og gulerødder' af Annette Danielsen. Str. 2 år. Kommer til at passer perfekt til efteråret og vinter. Forlængede (som altid) med et par centimeter. En skøn opskrift med mange fine detaljer - der er ingen sammensyninger eller kanter ved skulder eller hætte og det gør den bare så børnevenlig.
Garn: 164 gram lysegrå lanett (og to bjørne Hamilton knapper). Jeg har strikket en del med garnet det sidste års tid og jeg synes det er supert til baby/børnetøj. Blødt, tyndt og kan vaskes i maskinen. Men om det duer til en voksenstrøje....?
Pinde: 3 mm addi turbo 60 cm rundpind og 4 maskeholdere.
Hot? Der er alvorlig fare for at han kommer til at slide den op inden han vokser ud af den:-)


Feriens uge 2 er blevet tilbragt hjemme på egen matrikel:
Vi har
- haft besøg af den ældre generation
- fodret ænder (Andreas jagtede ænderne med sit (gamle) brød og da de stakkels ænder flygtede fra ham spiste han da selv andemaden
- flyttet om på Kristines værelse (inklusiv smidt en sort sæk med alskens småting i skraldespanden - hvem sagde samlermani) og lavet nyt skrivebord til den kommende skolepige
- strikket :-)
- opdateret børnenes album
- været på det årlige McDonalds-besøg...
- leget med Barbie
- bagt vandbakkelser (der faldt sammen)
- cyklet i tordenvejr
- besøgt Viborgs bymuseum
- hygget
Joooo, på trods af vejret (som ved gud ikke er særlig sommerligt!!) så er det en god ferie.

onsdag den 29. juli 2009

Ferieproduktion I


Ferien er ikke helt forbi, meeeen jeg har brug for at huske på, at det rent faktisk var godt vejr i den første uge af ferien og at vi havde flere gode strandture. Vi var i sommerhus ved Gjerrild Strand på Norddjursland. Et naturskønt område - for første gang har jeg tænkt, at hvis vi skulle have et sommerhus (hvad vi ikke skal) så skulle det være der eller i et lignende område.
Vi har før holdt ferie på Djursland og området blev valgt igen på grund af sine dejlige børnevenlige strande og masser af udflugtsmuligheder til dage med regn (nå, ja, og så fordi vi var heldige i lodtrækningen om en af arbejdspladsens feriehuse i de eftertragtede ferieuger). I år blev det til en tur i Kattegatcenteret og Skandinavisk Dyrepark - jeg vil aldrig mere kunne hilse på isbjørnen i Kbh. Zoo uden at tænke på de store vidder isbjørnene har i Dyreparken. De fleste andre dage blev tilbragt ved Gjerrild eller Fjellerup Strand - vi fangede krabber og byggede sandslotte. Det var rigtig, rigtig hyggeligt og ugen gik med ekspresfart.


Indmellem blev der strikket lidt - sokkerne øverst på billedet blev færdige en af de første dage (jeg ved ikke hvorfor men jeg kan ikke få billederne placeret som jeg vil og plejer at gøre). De har været læææænge undervejs, men så fik jeg endelig taget mig sammen, 'lært' mønstret udenad og vupti var der et par sokker. Str. 39 og tiltænkt mine egne uldsokke-elskende-fødder. Efter længere tids 'plageri' fra min mor om et par hjemmestrikkede sokker er de istedet blevet lagt i gavekassen. Så er første julegave til mor klaret. Eller første fødselsdagsgave til dagen efter. Hmm. Jeg har strikket til hende et par gange for nogle år siden - endda efter bestilling - og jeg har aldrig set det strikkede blive brugt. Deraf min vægring ved at give hende hjemmestrik. Men et par sokker er da overkommeligt :-)
Mønster: Mock Wave Cable Socks af Ann Budd fra 'Favorite Socks'. Maskeantallet er justeret pga. tykkere garn og jeg har strikket anden hæl.
Garn: 92 gram 6-trådet opal i en lys grå.
Pinde: 3 mm clover strømpepinde.
Hot? Tjaa, jeg synes de er fine. Det fine bølgemønster ses ikke så tydeligt på billedet, men det er vældig fint og meget nemt.

onsdag den 8. juli 2009

En grå måned

Men kun strikkemæssigt. I strikkekurven er der tre projekter – alle i en grå farve. Disse skal der strikkes på i juli i håbet om at få færdiggjort et par stykker af dem.
Der er:
1) Adamas shawl: 5 mønsterrapporter ud af 14 er strikket, så der er laaaang vej endnu. Jeg har lovet mig selv at strikke én rapport i ugen – når ferien er over ½ rapport i ugen. Strikketøjet fænger ikke, måske fordi jeg skal koncentrere mig mere end min trætte hjerne kan klare om aftenen når det er blevet strikketid, men jeg VIL have sjalet og på denne måde bliver jeg færdig … engang.
2) Mock Wave Socks: Joooow…siden billedet blev taget er første sok blevet færdig og en 3-4 cm af skaftet på anden sok er strikket.
3) Stikkelsbærvest: Ideen er tyvstjålet fra Nana. Bagstykket er næsten færdigt og den er rigtig hyggelig at strikke. Et ’snakke-strikke-tøj’.

I anledningen af at jeg er blevet færdig med julekalenderen har jeg begavet mig selv med lidt garn. Det er jo ikke alverden der ville blive sat ind på opsparingskontoen hvis det kun var ½-delen af garnforbruget jeg fik, så i stedet blev det en lille garngave. Et klap på skulderen for veludført arbejde skal man vel ha’! Ja, og lidt mere klap for endelig at have fuldført en tandlægebehandling (isættelse af implantant) der har strukket sig over et halvt år med 10+ besøg. Og et ekstra klap fordi jeg lider af uforklarlig tandlægeskræk og alligevel gennemførte det. Så skal man altså også forkæles lidt J. Pt. regner jeg med at der er til Pine af Helga Isager og til Cabled Spiral Pullover from Norah Gaughan, men det kan jeg jo nok nå at ændre mening om (det er ikke alt garnet der er foreviget).

Èn arbejdsdag tilbage, så venter 24 dages ferie! Nogle i sommerhus, nogle til familie- og fødselsdagsbesøg, der skal laves skrivebord til den kommende skolepige og løverne i Givskud skal have deres årlige besøg. Og så ellers hvad vi lige kan finde på. Der bliver helt sikkert også strikket lidt, men det kan godt være jeg lader bloggen feriere lidt. Nu får vi se. I hvert fald ses vi igen til august.