søndag den 31. januar 2010

Jaywalkers 2

Mit første par Jaywalkers hører til blandt ynglingssokkerne, så der må flere til:Mønster: Jaywalker Socks af Grumperina. Mindste størrelse.
Garn: Wollmeise 100% merino superwash. Nøglet er et blandt 5 "We're different" i grønne og røde farver, nogle var helt ensfarvede, andre som dette. Ikke helt de farver som jeg normalt strikker med, men jeg prøver på at få flere farver ind i sortimentet (mere herom senere). Farverne er i sig selv meget smukke og garnet er blødt, blødt, blødt og så er det også dejligt at strikke med. Jeg er meget spændt på hvordan det klarer sig til at blive gået på. Der findes også nylonforstærket Wollmeise-strømpegarn, men de var væk, da jeg tilfældigt fangede en webshop-opdatering. Selvom det bestemt er et dejligt luksusstrømpegarn må jeg indrømme, at jeg ikke helt forstår hvorfor det er så eftertragtet at det nærmest er umuligt at få fat i.
Jeg brugte 111 gram og da garnet leveres i fed af 150-160 gram er der stadig til et par små sokker tilbage. Mit røde nøgle er foreløbigt reserveret til et par knæstrømper til mig selv.
Pinde: 2,25 mm knit picks strømpepinde.
Hot? Ja da, det er jo version 2 og når jeg igen gider mønstret kommer der nok også en version 3 og 4, for Jaywalkers passer min fod perfekt.

Weekenden har stået i fødselsdagens tegn - den nærmeste familie tæller 18 mennesker, så det er altid lidt af en invasion. Jeg er mest til lidt mere 'intime' besøg, så jeg må indrømme, at jeg følte mig ret så brugt da det var overstået. Men det gik fint og fødselsdagsbarnets værelse må vist omorganiseres lidt for at få plads op hylderne til det nye legetøj.

Næste uge byder vist ikke på noget usædvanligt - sne kan ikke længere komme under dén kategori. Jeg kan gode lide sne og vinter og har intet imod kulde (hey, jeg har jo skabet fuld af uldsweatre), men familien har lagt hverdagen an på, at mindst én (og helst begge) kan cykle på arbejde, så vi kan arbejde ' forskudt' og skiftes til at hente/bringe børn. Og ganske vist er cykelstierne som regel ryddet for sne, men ikke for det tykke lag is nedenunder, som nu er spejlblankt efter sidste onsdags regnvejr med efterfølgende frost. Det betyder, at vi nu alle må køre sammen og det betyder lange dage for især Kristine, som især må holde for, da hun er først hhv. sidst på turen. Nå, ja, og så saaaaaavner jeg mine cykelture. Så hvis jeg kunne bede om så meget tøvejr så isen kunne smelte væk ville det være helt perfekt.
Ja, ja, der er store problemer og der er små problemer...
Ha' en god uge!

torsdag den 28. januar 2010

2 år!

Tillykke med dagen min store lille dreng!

tirsdag den 19. januar 2010

Clara

Lørdag: Vi er i Århus til min fars fødselsdag. Da Andreas sover til middag bliver min søster og jeg enige om at 'lufte' børnene lidt. Det blæser en stiv pelikan, så istedet for at gå ud mod vandet går vi ind i byen. 10 minutter senere er vi ved Graven 3 og jeg får naturligvis lokket søster + børn med indenfor en tur. Det er altid sjovt at gramse på garn og blive inspireret af de færdigt strikkede modeller. Det er nu helt sikkert, at jeg skal have strikket 'Skorstensfejeren' af Anette Danielsen - hold da op hvor er den fin!
Kristine kiggede i kurven med børnestrik, fandt Clara og spurgte om jeg ikke ville strikke en til hende. Vupti - så røg der mønster og 200 gram garn i kurven.
Søndag: En hel dag uden planer - skøønt. Der blev både strikket, leget med LEGO, og jeg fik løbet en tur. Endelig er stierne så ryddet at det er muligt at løbe på dem. Når man hverken kan cykle eller løbe pga. sne bliver jeg en anelse afspændt, så det var rigtig dejligt.
Mandag: En hel aften med strik og så var Clara færdig.
Tirsdag: Tid til at blogge - Andreas skal til kontrol, men inden da sover han sin skønhedssøvn og mor holder fri.
Og her er hun så - den skønne Clara:
Mønster: Clara af Karin Vestergaard Mathiesen, str. 7 år uden perlestrik ved ærmerne.
Garn: 176 gram Isager Alpaca 3 i lysegrå. Mit første møde med dette garn, der er meget blødt og løst tvundet. Jeg mistænker det kraftigt for at vokse i brug - ikke at det gør noget, for Kristine vokser jo også, men til en voksenmodel ville jeg nok supplere med spinni/tvinni eller andet tynd uld. Og så synes jeg at det 'løse', tykke garn gør det svært at strikke jævnt.
Pinde: 4½ mm addi bambus, 60 cm
Hot? Tjaaa, det er jo til Kristine, men mon ikke hun tager den på i ny og næ?

søndag den 10. januar 2010

Auch fürs Büro

Dette var grund-ideen til et par herresokker til ekstragve til min far, der bliver 65:Det endte med et par sokker til mig:Hvad gik galt?
Mønstret er halvpatent og således meget elastisk, hvilket jeg var meget obs på. Opskriften i 'Das geniale Sockenbuch' er i 4-tråedet strømpegarn, men jeg ville lave et par i 6-trådet garnrester fra lageret. Så efter lidt udregninger slog jeg 56 masker op, strikkede rib og tog så ind til 48 masker til selve mønsteret. Mere end havvejs oppe (nede?) af skaftet prøvede jeg dem på manden for ligesom at få en ide om størrelsen. Han mente de var alt for løse - svarende til ca. 8 masker for meget. Så jeg rimlede op, slog 52 masker op, strikkede rib og tog så 12 masker ind til 40 til selve skaftet. Og strikkede løs. Lige inden tåen prøvede manden igen - og kunne ikke få dem på! Ak, ja, til gengæld passede de mig fint.
Derudover var jeg heller ikke helt begejstret for det 'urolige' udtryk som jeg syntes sokkerne havde fået - og de var dermed heller ikke rigtig gavemateriale - men jeg havde ikke garnrester nok til at lave helt koksgrå felter som bogens model.
Så jeg tog mig sammen; så Disney-sjov, besøgte min mor og tog til 5-års-fødselsdag i weekenden - og bingo: Et par færdige sokker til mig. Garn fra lageret og de varmer fint i støvlerne, så alt i alt er det alligevel blevet en win-win-situation.
Men min far må nok vente noget endnu før det bliver hans tur til et par sokker.
Mønster: Auch fürs Büro fra ' Das geniale Sockenbuch' med ovennævnte ændringer.
Garn: Rester af 6-trådet koksgrå Regia og 6-trådet selvstribende Opal - 81 gram ialt.
Pinde: 3 mm.
Hot? Njaaa.... Tåen ser lidt sjov ud og mønstret bliver ligesom udvidet for meget på foden. Men de kan da bruges i støvlerne.

fredag den 8. januar 2010

Ny gagdet!

Så, nu tælles der ikke bare i gram, men også i metre! Eller kilometre?!

onsdag den 6. januar 2010

Grå sweater til Andreas

For en måneds tid siden var manden og jeg i Berlin og med 14 timers køretur, af hvilke jeg fik lokket manden til at køre de fleste (så jeg kunne strikke) havde jeg behov for et simpelt strikketøj, der kunne strikkes på i mørke. Så valget faldt på denne:
Mønster: 'Grå genser' fra lanett baby 0914 (SandnesGarn), str. 3 år. Ingen ændringer i opskriften.
Garn: Lanett i hvid, lysegrå og koksgrå. 182 gram. Ifølge opskriften kan man nøjes med tre nøgler af hovedfarven, men jeg måtte altså tage det fjerde nøgle i brug, som jeg heldigvis havde købt for en sikkerheds skyld.
Pinde: 2 og 2½ mm og derfor perfekt til autobahn når der bare skal strikkes rundt og rundt og rundt. Og når man så kommer hjem igen er det tid til at det sjove flerfarvestrik.
Hot? Jep - og den er stor nok til næste vinter også.

Andreas er glad for mors uldne hjemmestrik, men ikke på vilkår om han gider alt det hvide stads jorden er dækket med - den ellers altid glade 'ude-dreng' er siden de første snefnug faldt i midten af december blevet forvandlet til en indefims.

Billedet er fra i går hvor han højlydt tilkendegav at han overhovedet ikke brød sig om at se sine støvler forsvinde. Siden er der faldet endnu mere sne (vel ialt en 40 cm), så jeg er glad for at Kristine vil lege i sneen - vi har lavet sneaftryk af mor og Kristine, bygget snehule og haft sneboldskamp. Det var smadder sjovt - der er ikke noget som store mængder af lækker ny sne,der knirker!

lørdag den 2. januar 2010

Awards a la Lena, 2009

Produktionen for 2009 kan læses i sidebaren og jeg har tidligere skrevet om strikkeplanerne for 2010. Men for lige at afrunde 2009 helt uddeles årets awards hermed:

Årets mest bruge strik, voksne: Cabled spiral pullover. Den er forholdsvis ny i garderoben, men allerede brugt meget flittigt. Den er varm, blød, let og klædelig uden at være kedelig. Kan gå til jeans, cowboynederdelen og de sorte bukser. Og så luner den dejligt om halsen når man cykler om morgenen.
Årets hit:Cabled spiral pullover og Clover.
Årets stolthed: Andreas' julekalender. Det er ganske vist ikke strik, men det er nok den ting jeg har været mest glad for at færdiggøre og vise frem. Der er nu noget særligt over at lave ting til sine børn, som tages frem år efter år og som bliver en del af børnenes tradition.
Årets mest brugte strik, børn: Hmmmm, den er godt nok svær. Trøjen som ligger i vuggestuen og som Andreas har på hver dag når han skal sove eller måske den stribede raglan som passer perfekt nu og som næsten aldrig er i skabet fordi den enten er på drengen eller i vasketøjskurven. Og så er der jo også diverse veste.... Under alle omstændigheder er Andreas en meget taknemlig bruger af mors hjemmestrik. Det er sket mere end en gang at han har taget en vest frem med ordet 'på'. Eller har nægtet at tage den af om aftenen med det resultat at han ofte sover med uldvest på.
Årets flop: Tjaaaa, der er ikke nogen oplagt kandidat som sidste år, men det er altså begrænset hvor mange gange jeg har haft Storm på - den er aldrig rigtig kommet til at sidde godt på mig og er lidt for vamset til at være fiks på kontoret. Den kan dog fint bruges som hygge/hjemmetrøje. Frode 3 er nu heller ikke noget at råde hurra for - den er for vid i halsen og er bare sådan lidt la la, måske kommer den hen at bo i vuggestuen som ekstra trøje.
Årets redning: Pine. Var næsten færdig med hele trøjen, da jeg klippede ærmerene op nedefra fordi de var for lange for efterfølgende at finde ud af, at man ikke kan samle masker op den gale vej i patent. Hold k... hvo fik jeg sved (helt bogstavligt) på panden. Og så lykkedes det alligevel at få en rigtig, rigtig lækker trøje ud af det, som kandiderede til årets hit.
Årets overraskelse: At jeg rent faktisk fik strikket Adamas Shawl færdigt og at sjalet bliver pænt flittigt brugt som sådan en pænt krøllet/arrangeret klud om halsen til den sorte bluse. Og til festmiddagen på årsmødet - pænt 'foldet ud' over skuldrene. Jeg er generelt blevet meget bedre til at bruge mit strik - nu går der sjældent en dag uden at jeg har et eller andet i brug (om ikke andet så et par sokker).
Årets garn: Ikke nogen nyheder her, men jeg har heller ikke rigtig for alvor strikket store ting i nye garner, der for alvor kan give mig en ide. Storm blev strikket i Rowan Big Wool, men de telefonpæle der skal bruges til garnet gør i sig selv at jeg ikke vil strikke ret meget i det. Så alt er ved det gamle: Tvinni til voksne og gerne den bløde Lanett til børn (tyndt, blødt og holder til maaaaange vaske i maskinen uden for meget fnuller).
Årets tal: 5292 gram garn blev strikket op - 6675 gram blev tilført lageret. Det giver et minus (eller plus?) på 1383 gram. Ikke så galt endda og bogføringen giver mig lidt hånd i hanke med lagerforøgelsen når jeg kan se de tørre tal. Og så er jeg lidt overrasket over hvor mange kilo det er blevet til taget i betragtning at det er mit første år som udearbejdende med to børn. Men jeg er blevet godt til at bruge enhver lille anledning til at strikke - når børnene bader, ventetid i lufthavnen eller tandlægen, når den store udvidede familie spiller quizspil (tænker bedst med noget i hænderne), bilture osv. Så alt i alt bliver det alligevel til noget.

2010 er skudt i gang. Vi havde en hyggelig nytårsaften. Naboerne kiggede forbi og drak lidt vin/øl, vi spillede Bohnanza og Kristine klarede at holde sig vågen til kl. 24 for at se fyrværkeri sammen med Andreas, der vågnede for en kort bemærkning.
Første færdige strik ligger til tørre: En sweater til Andreas, meget apropro disse tider hvor sneen og isen har hærget i 14 dage - der er faldet 5 cm mere sne i dag - og temperaturen om natten er under 10 grader.