torsdag den 30. august 2007

Mors sokker


Der har været rig mulighed for at gå med varne tykke sokker de sidste par dage. Kristine ligger på fjerde døgn med feber og først i dag er feberen faldet lidt. Tre døgn med 40 i feber kan bekymre ethvert moderhjerte - også mit. Ifølge lægen er det bare en virus der skal "brænde ud", så det håber vi så den gør snart.
Vi har i forvejen et stramt program med arbejde, aflevering og hente i børnehave, madindkøb, madlavning mv. her indtil jeg går på barsel og vi flytter. En uge med sygdom vælter totalt læsset. Vores ellers fine pasningsmuligheder hos diverse bedsteforældre er næsten ikke-eksisterende lige præcis i denne uge - så det tærer hårdt på min flex. Suk.
I det mindste har jeg ikke haft så ondt i lænden/under maven af den ellers daglige lange kørsel.

Der har været tid til at færdiggøre et par sokker til mig selv.
Mønster: 56 masker med boomerang-hæl, 2 vrang, 2 ret rib, ellers glatstrikkede.
Pinde: 2½ mm bambus, 19 cm. Aaaaalt for lange pinde til at strikke strømper med. Undervejs købt jeg mig et par 15 cm rosewood strømpepinde, som jeg tog i brug med stor begejstring og lettelse. Det varede ca. 5 omgange, så knækkede den ene pind!! Det er bare for dårligt for pinde til den pris! Altså jeg brugte dem til at strikke med - ikke til at grave huller ude i haven! Så tilbage til de lange bambus. Da sokkerne var færdige ryddede jeg op i strikkekurven - og fandt et par Pony strømpepinde 2½ mm, 15 cm. Jeg må være ved at blive senil. I hvert fald var det da skønne spildte kroner.
Garn: Opal, forbrug 65 gram (og hermed ryger de først 32,5 gram på opsparingskontoen).
Hotte? Ja, de er i brug i skrivende stund, men helt så bløde og lækre som mine strømper strikket af Lornas Lace er de ikke. Lornas Lace er mit favoritstrømpegarn.

Ingen kommentarer: