fredag den 15. februar 2008

Ribvest nr. 3

Uge 1 var ren idyl. Vi brugte timer på at kigge på vores lækre unge, vi nød de første gåture med barnevognen og det var rendyrket lykke at se på hvor forelsket storesøster er i lillebror. Andreas spiste, sov og sk.. og trivedes som enhver nyfødt baby.
Uge 2 blev boblen slået i stykker. Andreas bon'ede ud på PKU-testen og vi måtte lige pludselig forholde os til, at han har fået påhæftet en alvorlig kronisk sygdom. Det betød hasteindkaldelse på hospitalet (en telefonopringning om at komme NU), blodprøver, samtaler med læger, ventetid, ventetid og ventetid, men frem for alt ANGST. Det positive er, at selvom Andreas ikke kan helbredes kan han behandles 100 % effektivt. Blot ved at tage en lille pille (mikstur som lille) hver dag. Han får ingen mén og vil udvikle sig og trives som enhver rask dreng. Der er ingen følgevirkninger/bivirkninger til hverken sygdom eller medicin og ingen indskrænkning i hans livsførelse. Så på sin vis er han/vi heldige. Det kunne virkelig være meget værrere.
Uge 3. Vi er ved at lande på benene igen og forsøger at forholde os til det hele. Sidste uge skal mentalt fordøjes og vi skal lære at huske at give medicin hver dag. Angsten fra sidste uge sidder stadig i kroppen - der findes ikke noget værre end bekymringerne om ens børn. Men vi kigger på Andreas og glæder os over hvor godt han trives. Han er efterhånden mere vågen (det kunne heller ikke gå anden vej... sovetryne!) og meget opmærksom på os. Storesøster har han et helt specielt forhold til - de to kigger hinanden dybt i øjnene mange gange hver dag. Han elsker at komme i bad og puslebordsseancerne er blevet til hyggestunder (frem for skrigestunder). Han spiser godt og der er heldigvis masser af mad til ham. Men han er også lillebror og bliver derfor slæbt med i børnehaven, til dans med storesøster mv., så vi må også forholde os til, at han allerede er blevet snotforkølet! Suk...

Ribvest nr. 3 er færdig - påbegyndt et par dage efter fødsel. Jeg måtte bare have noget i hænderne til den dejlige unge.
Mønster: Baby i rib fra design.club.dk, størrelse 6-9 mdr. Så har jeg strikket vesten i alle størrelser, men den er en klassisker. Den første vest bliver flittigt brugt.
Garn: Duo merino/silke, rester fra Frode, forbrug 34 gram. Nu er der så også kun ganske få gram tilbage.
Pinde: 3 mm 30 cm addi turbo rundpind.
Hot? Det tror jeg bestemt medmindre han lige præcis rammer størrelsen midt i sommerheden.

Og til sidst lige en bonusbillede:

6 kommentarer:

Julie sagde ...

Jamen dog, sikke en forskrækkelse! Hvor er det dog godt at høre, at han ikke får mén!! Hvor er det bare uretfærdigt at skulle opleve afgrundsdyb angst, lige når man har født - det er så modstridende følelser man skal jonglere med på en gang! KH Julie

Losarinas mor sagde ...

Hold da op! Godt det blev opdaget og alt bliver godt. Men øv, at du skulle igennem det! Men han er da det hele værd! :)

Tina Olsen sagde ...

åh nej.. sikke noget rod..hvor er det bare noget uretfærdigt noget, når sådan en lækker lille en ikke er helt rask.. men godt at i kan få styr på det med en lille pille..alt godt ønskes herfra - og lækker ser han nu ud den lille Andreas..knuser

Fuglemamma sagde ...

Det må ha vært en forferdelig opplevelse. De er så sårbare disse små, og de gjør oss så sårbare også. Godt at det lar seg medisinere, og godt at det så ble oppdaget så tidlig - vi er tross alt heldige som lever i land hvor slike ting blir undersøkt for alle barn. Håper at dere nå kan kose dere enda mer med den nydelige knekten deres - og den flotte store storesøsteren:-)

strikkeforsker sagde ...

Sikken en omgang. Men hvor er det godt, at det blev opdaget i tide og at han med medicin kan få et normalt liv. Lækker dreng iøvrigt.

Fuglemamma sagde ...

Hei - ville bare si at jeg titter innom stadig vekk, og tenker på dere. Håper at dere har kommet dere over det verste sjokket og er tilbake i "boblen" igjen! Ha en god ny uke:-)