onsdag den 31. december 2008

Ingenue

Årets sidste færdige projekt er Ingenue. Blødere og skønnere trøje skal der ledes længe efter!! Og helt perfekt til mine ynglingsjeans. Enkeltheden med det glatstrikkede og de fine kanter er rigtig god.

Vi har ellers ikke været gode venner hele tiden. Først var der det med pindestørrelsen. Startede med for tykke pinde. Det blev ikke pænt. Trævle op... Så var der det med strikkefastheden. Den passede ikke, og selvom jeg vidste det og strikkede et par størrelser størrere blev det for småt, så jeg trævlede op... Til sidste var det der med interessen. Ret og ret og ret og rundt og rundt og rundt er altså ikke superspændende.....
Men nu er den færdig og den passer perfekt - oppe-fra-og-ned-konceptet er genialt når man er nødt til at prøve sig lidt frem.
Mønster: Ingenue fra Custom Knits med små ændringer. Strikkefastheden passede som sagt ikke, så jeg startede ud med maskeantal for største størrelse for at få halskanten så 'bred' som muligt, men har knap så mange raglanudtagninger og udtagninger under ærmet. Opskriften er i 'rows'/antal pinde - jeg har regnet i cm pga. strikkefastheden og har et par indtagninger mere på kroppen og en enkelt udtagning mere end opskriften tilsiger og de er placeret lidt tættere end i opskriften. Det samme med ærmerene. Kroppen er strikket lidt længere og der er lidt flere mønstergentagelser forneden og ved ærmerne. Det eneste der ærger mig var, at jeg glemte at komepensere for strikkefastheden i starten = halsen. Dvs. den har fået 10 mønstergentagelser som opskriften tilsiger, men med min strikkefasthed skulle den nok have haft 12 - 14. Jeg har kompenseret en lille smule ved ikke at sy den helt ned til kanten, men halskanten kunne godt være højere. Det er småting og alt i alt er jeg YDERST tilfreds.
Garn: Dobbelt Tvinni Tussah købt hos Heinrichensens Uldspinderi i en smuk champagne-lignende farve. Jeg er en anelse bekymret for om den vil vokse lidt, men den klarede fint en tur i maskinen på koldt program, så så må den bare få nogle ture der. Forbrug = 365 gram.
Pinde: 4,5 mm addi turbo.
Hot? Jaaaa!
Ellers er det jo årets sidste dag. Jeg glæder mig til at tage fat på det nye år, der byder på en ny hverdag med arbejde, kollegaer og to institutionsbørn, men jeg synes samtidig det er noget vemodigt at tage afsked med det gamle. Men det er vel naturligt - et år med familieforøgelse bliver svært at slå. Det er svært at tage afsked med orloven og den stille hverdag - fik vi nu alle det ud af det vi håbede på?
Men vi er klar til i aften. Kristine har forlangt raketter og bordbomber og pynt og manden og jeg åbner en flaske vin og fejrer 10-års-dagen.
Godt nytår!

lørdag den 27. december 2008

Quick fix nr. 2

Glædelig jul. Selvom julemanden endnu ikke har fået fødder lykkedes det ham tilsyneladende alligevel at producere en anseelig mængde gaver til børnene. Vi havde en dejlig juleaften og lige nu nyder vi nogle stille dage der mest af alt byder på hygge og leg på stuegulvet. Ungerne nyder det og dét er dejligt.
Før jul blev det til endnu en hurtig produktion -denne hue, som jeg først så hos Kristine.
Mønster: Hue fra Drops, strikket i str. 12/18 måneder.
Garn: Nøjagtig ét nøgle Peruvian Highland Wool i marineblå.
Pinde: Vistnok 5½ mm - kunne i hvert fald konstatere, at jeg ingen små rundpinde har, så hele huen måtte strikkes på strømpepinde.
Hot? Tjaa, man skal være hurtig for at binde huen fast under hagen inden sønnike hiver den af.
I øvrigt kan det anbefales at tvinde en snor ved hjælp af en boremaskine - det går tjept!

fredag den 19. december 2008

Evas lua

Mellem julekalenderen og Ingenue havde jeg brug for et hurtigt fix og det blev til denne hue (jeg beklager billedekvaliteten - huen er faktisk meget sød, men indendørs er det svært at tage ordentlige billeder og det er mørkt udenfor...):
Mønster: Evas lua. Jeg har slået 90 masker op og strikket 9 mønstergentagelser.
Garn: En tråd Arwetta strømpegarn i råhvid og en tråd ubestemmeligt uld som har ligget på lageret i umindelige tider og som er blødt og lækkert og stort set nøjagtig samme farve som arwetta'en. Forbrug = 100 gram.
Pinde: 4½ mm addi turbo rundpind 40 cm. Jeg bliver aldrig helt gode venner med de korte rundpinde - jeg holder nærmest krampagtigt fat på dem og får hurtigt ondt i håndleddene. Og der var for mange masker til at det var rigtigt sjovt at bruge strømpepinde.
Hot? Jo, den sidder faktisk meget godt selvom det ikke ses på billedet og så er den dejlig lun - til de kolde dage.

Åh, ja. Opfølgning på Andreas. Den stakkels lille fyr har masser af væske i ørerne og begyndende mellemørebetændelse. Som lægen sagde da vi gik ud af døren med en recept på penicillin i hånden: "Han har altså ondt i ørerne, så det vil være en god ide at give ham lidt børnepanodil". Ravnemor! Nu håber vi penicillinen hjælper, så det i det mindste ikke er helt forgæves at vi gør overgreb på den lille fyr hver morgen og aften, når han skal have sine 5 ml.

mandag den 15. december 2008

25 gange

18.50-19.05: Puttes, falder nemt i søvn
19.40 (3x ind for at give sut, nusse)
19.55 (2x)
20.24
21.24 (4x)
22.36
23.54
00.12 (2x)
00.26
00.40
1.04
1.55 (4x)
2.47
4.30 (2x)
4.48
6.30 - vågen

"Det er kun en fase, det er kun en fase, det er kun en fase, det er kun en fase, det er kun en fase, det er kun en fase, det er kun en fase, det er kun en fase..."

søndag den 14. december 2008

Næste år?

Mens jeg gaber over absolut ingen søvn i nat og mens jeg på 1½ time har været 7 (!) gange inde hos Andreas for at give ham sutten og nusse ham på maven (Jep - der ringes til lægen i morgen for at få en tid til at få ørene tjekket) planlægger jeg næste års strik/håndarbejde.
Realistisk set bliver næste års produktion knap så stor som den har være de sidste par år. Opstart på job og to børn sætter sine begrænsninger, når jeg også prioriterer 2-3 løbeture om ugen højt. Men da det absolut er målet, at Andreas i løbet af den næste måned igen sover normalt regner jeg med at det fortsat kan blive til noget strik om aftenen.
  • Julekalenderen skal være færdig. Den har fået et par timers opmærksomhed de sidste dage, så lidt fremad går det.
  • Cabled Spiral Pullover af Norah Gaughan fra Knitting Nature. Jeg synes den er så flot - ville være perfekt til et par jeans.
  • 2-3 par strømper til moi. Intet slår hjemmestrikket uldsokker - jeg elsker dem. Samtidig må jeg også bekende, at der er for meget 'fru juristen' over mig til at jeg vil tage mine sokker i selvstribet garn på på arbejde... Derfor skal de næste produktioner være i diskrete farver - så må mønstret peppes lidt op.
  • Veste til Andreas. Andreas (eller hans mor) er storforbruger af veste. Fx er denne i brug stortset hver morgen, når vi står op inden der tændes op. Sjovt som der er forskel på børn. Kristine svedte altid - en trøje på i voksiposen var selv om vinteren næsten for varm for hende og hun har stortset aldrig gået i andet end langærmede t-shirts om vinteren (endnu en årsag til de trange kår for moderens hjemmestrik :-)). Andreas har som minimum fleecedragt på når han sover ude og han har aldrig været for varm.
  • Manden skal som altid have et par strømper.
  • Clover i mørke farver.
  • Adamas shawl.

Og hvis jeg nu ikke laver listen længere er det måske realistisk at nå den). Jeg fortsætter med at bruge af lageret og kun købe garn for halvdelen af det brugte.

mandag den 8. december 2008

Fire...

...gode grunde til ikke at poste indlæg i et par uger:
1) En forlænget marathon-småkage-bage-weekend. Søster, niece, mor, far og søsters kæreste invaderede huset. De første tre i 3½ dag, de sidste kun i 1½. Ungerne fik trillet pebernødder, lavet figurer og pyntet disse, leget i haven, åbnet adventsgaver og leget. Det gik fint, men så store er vores 150 m2 heller ikke...
Om aftenen tvang jeg mig selv til at strikke lidt for at holde hovedet koldt og slappe af. Så kunne mandens strømper også bliver færdige:
De er det nærmeste jeg kommer til at lave 'bestillingsarbejde' og kun fordi jeg kan se hvor flittigt manden bruger sine hjemmestrikkede strømper. Han har dem på stort set hver dag og han elsker dem. Han havde dog udtrykt ønske om nogle helt ensfarvede, så det får han selvfølgelig.
Mønster: 56 masker, boomeranghæl, str. 43.
Garn: 6-trådet Regia i en helt mørkegrå farve.
Forbrug: 118 gram.
Pinde: 3 mm strømpepinde. Jeg har strikket dem på tyndere pinde end jeg plejer for at få mere fasthed og forhåbenlig mere slidstyrke i sokkerne.
Hotte? Jep, de har været i brug hver dag siden den blev færdige for lidt over en uge siden.
2) Omgangssyge. Jeg blev ramt og datteren blev ramt. Synkronopkast er det nye ord herhjemme... Manden var lettere anstrengt og måtte tage en barn syg dag for at passe os alle tre.
3) December. Julepynt, juleafslutninger til svømning, musik, gymnastik, juledekorationseftermiddag i børnehaven, julebesøg/frokoster hos den pukkelryggede familie, pakkekaldender, julegaveplanlægning og -indkøb (sidstnævnte sker i morgen).
4) Denne lille fyr, der ser sød og chamerende ud på billedet. Det er han også, men for ..... da han sover dårligt for tiden. Vi er godt nok klatøjede. Og vi aner ikke hvad vi skal stille op. Det er ingen løsning at tage ham over i sengen - der har han aldrig sovet særlig godt.
Og så er der jo alt det løse - rengøring, madlavning, tøjvask, leg med ungerne...
Summa summarum - min store plan om virkelig at gøre noget ved julekalenderen kan jeg skyde en hvis pil efter. Jeg når i hvert fald slet ikke så langt som jeg håbede. Når jeg endelig har sat mig med et håndarbejde har det været nemmere at hive strikketøjet op af kurven. Men der blev efterlyst et billede og her er det så:
Ingenue er også undervejs, sådan cirka 2/3 af kroppen. Men den er faktisk noget kedelig. Udover de fine kanter er der ikke noget spændende at strikke - så er det en helt almindelig ligeud oppe-fra-og-ned-raglan. Ret, ret og ret. Og da strikkefastheden passer af h til, må jeg hele tiden prøve mig frem og trævle op når nødvendigt.

Ideer til et lidt mere udfordrende ikke alt for stort strikketøj???

mandag den 24. november 2008

Dagens post

Humør: Supert!
Dagens aktiviteter indtil nu: Stået op i ro og fred (Andreas sov længe), hygget med Kristine, smurt madpakke, været i børnehaven, ryddet op og lagt en snottet Andreas ud at sove. Derefter broderet lidt på julemandens skæg.
Drikker: Dagens anden kop pulver kaffe.
Det bedste ved dagen: At formiddagen - dagens bedste tidspunkt - ikke helt er ovre og at Andreas og jeg skal ud at gå i den hvide frostsmukkeskov senere på dagen :-)
Det værste: At jeg har trævlet Ingenue op to gange og er i gang med tredie forsøg nu - lige nu ligger den godt nede i strikkekurven.
Ugens projekt: Der skal pyntes op til jul. Sidste år var december en lidt tam fornemmelse pga. flytning - i år pynter vi TIDLIGT. Det er julesmåkagebageweekend sammen med moster, mormor og kusinen, så i år giver vi den fuld skrue!
Decemberprojekt: Til de stille morgenlursstunder: Julekalenderen :-)

torsdag den 20. november 2008

Jakke med krave

Aka "Kragejakke" fra 'Strikk til nøstebarn' af Kathrine Gregersen.
Den er enkel og super, super nem at strikke. Tenderende til det kedelige, da den nærmest er støvsuget for detaljer. Der er indtagninger til lidt talje og så er der kraven. Og det er kraven der gør at jeg rent faktisk har strikket den. Det er så skønt at man lige kan knappe op og få lunet halsen, hvis det er koldt. Eller omvendt når man er ude at gå og har fået varmen.




Og så har den en rigtig flot mørke-lilla-agtig farve der ikke helt kommer til sin ret på billederne. En nedefra-og-op-raglan model, men der er et eller anden ved hullet under ærmerne der ikke er blevet super godt. Måske lukker opskriften for mange masker af (10 på pind 4½) - selvom det er syet 'rigtigt' sammen med madrassting er det blevet bulet og lidt grimt. Det ses ikke rigtig ved brug og der er i øvrigt ikke så meget at gøre ved det.
Mønster: Kragejakke fra 'Strikk til Nøstebarn'. Jeg har strikket str. M, men den ligger nok mellem S og M. Det er lidt tætsiddende, men jeg ville, at der skal være plads til at trøjen kan vokse bare en smule og stadig sidde tæt og godt.
Garn: Isager alpaca/virgin wool - har lige nøjagtigt måtte tage hul på tredie nøgle midt i sidste kant-, farve13 og Isager tvinni tweed, farve 52 S (jeg tror nok jeg så en lignende farvekombination hos Brit engang - Maple måske?) og syntes farven var så flot. Forbrug = 392 gram.
Pinde: 3 og 4 mm (størsteparten på rosentræspinde - mmmmmm).
Hot? Ynglingstrøje bliver den nok aldrig, men med dens enkelthed og praktiskhed skal den nok ende med at blive den trøje man altid lige tager på en smuttur ud i haven eller under regnfrakken når familien skal i skoven.
Om lidt er der krimi. Jeg ser maaange krimier, god at strikke til og bedre underholdning end så mange andre programmer. Alligevel må jeg nok give manden ret i, at det ligesom bliver til lidt for mange (og vi har ellers kun 3 kanaler...). Nogen der har et par afvænningsfif??

tirsdag den 18. november 2008

Nye bøger mv.

Egentlig var jeg for nogle dage siden tæt på at skrive et "åh, det-er-så-synd-for-mig-indlæg", "jeg skal hente/bringe/lave mad/putte/vaske tøj/vaske op/trøste/læse godnathistorier/støvsuge-indlæg", men så læste jeg Helles indlæg (13. nov.) og blev enig med mig selv om, at jeg nok ikke havde det så galt. Jeg havde jo også besøg af svigermor og mor (eller var det i virkeligheden det sidste besøg, der til slut var ved at drive mig til vanvid??). I
Og nu hvor manden er landet igen - og kufferten de obligatoriske 24 timer efter - er alt fryd og gammen igen. For se:

Manden havde en hel stak af inspiration med hjem. Han var blevet sent afsted med en prioriteret liste, men jeg har en mistanke om at han bare afleverede sedlen hos boghandleren og derefter lukkede øjnene ved kassen... Jeg har i hvert fald masser af læsestof til mange timer og strikkeprøven til Ingenue er allerede lavet.

Tak for alle jeres kommentarer til elefantjakken. Den er et hit og vækker stor beundring fra gæster, der forvilder sig ind på Andreas' værelse.
Kravejakken ligger og tørrer og kommer på kanalen ligeså snart den er tør og har fået påsyet 9 knapper.

fredag den 7. november 2008

En elefant kom macherende....


Og her er de så allesammen. Elefantjakken er færdig og jeg er såååååå glad, tilfreds og stolt. Det har været en lang strikkeproces med masser af udfordringer, men jeg glæder mig sådan til Andreas bliver en str. 86/92, så han kan tage den i brug. Og med den fart han har på vej til str. 80 pt. bliver det måske allerede til foråret? Forløbig hænger den her:
Inde på hans værelse. Det tjener to formål 1) Jeg (og andre) kan beundre den og 2) Jeg glemmer ikke at tage den i brug når den bliver stor nok.

Jeg faldt pladask for jakken en dag i den lokale garnbiks Mathilde og mønster + garn blev fluks købt. Det gik også strygende de første 2/3 af bullen - indtil jeg opdagede at min strikkefasthed var helt hen i skoven. Af angst for at komme til at trække trådene for stramt var det blevet aaaaalt for løst. Der blev rimlet op..... og jeg måtte tage mig gevaldigt sammen og starte påny.
Hvis man kigger godt efter kan man godt se, at jeg ikke har trævlet helt nok op. Min strikkefasthed blev bedre i andet forsøg (øvelse gør mester) og trøjen har et lille 'swung' forneden, lige præcis der hvortil jeg trævlede op. Det gør nu ikke noget. Så er der plads til en blebagdel:-)
Jaquardstrik på tynde strøpepinde til ærmer bliver jeg aldrig forelsket i, men det gik. Den absolut helt store udfordring var at sy og klippe i strik. Jeg tænkte at det hellere måtte briste eller bære, så så snart trøjen var tør efter en tur i maskinen (hvor alle bulerne på magisk vis blev til glat og fint strik) trådede jeg symaskinen. Og vil I tro - det lykkedes i første forsøg. (Ja, jeg er ret så stolt af mig selv...). Selve monteringen var .... som den slags nu er ... ikke særlig spændende. Andreas' formiddagslur er blevet inddraget hele ugen. Måske er jeg alligevel ved at blive gammel - men jeg har ikke kunnet se ordentlig om aftenen til at montere i det mørke garn. Eller også skal vi bare have noget bedre belysning? Lynlåsen blev sat i i går - det gik ok, men jeg lader jer ikke se bagsiden....
Fakta er:
Mønster: Elefantjakke fra en Sandnes hæfte, men jeg ved faktisk ikke hvilket. Strikket str. 2 år og eneste ændringer i forhold til opskriften er, at jeg har sat en lynlås i istedet for de to knapper foroven som opskriften er født med. Det synes jeg ikke er praktisk nok.
Garn: 230 gram Lanett, blødt og dejligt at strikke med, det er nemt at strikke fint jævnt. Opskriften siger, at der skal bruges 150 gram af hver af de to hovedfarver i str. 2 år. Jeg har brugt 100 gram af hver + ½ meter af tredie nøgle af den mørke grå og 1 meter af tredie nøgle af den lysegrå. Og så grønt for resten. Der er rester til en matchende hue?
Pinde: 2 og 2½ mm addi turbo og bambusstrømpepinde til ærmerne.
Hot? Ja, i bogstavligste forstand, med 230 gram til en str. 2 år er der tale om en tyk trøje. Den skal bruges når vi skal ud at lege i haven, en tur ud at handle o.lign. Det bliver ikke den der kommer til at ligge som ekstra trøje i vuggestuen....
Apropos vuggestue, så er brevet fra pladsanvisningen kommet. Min lille dreng skal starte i vuggestue d. 1/1. Samme institution som Kristine går i (hurra for søskendefordel), så selvom det er en stakket frist, er det nu rart at vi det første halve år kun skal aflevere ét sted. Den ene skal så bare til højre, den anden til venstre for garderoben.
Jeg agerer græenke pt. Manden holder forældresamtaler (maaaaaaange) om aftenen og i morgen rejser han på arbejdslejr til Califonien i 9 dage. Vi har - helt tilfældigt? - inviteret Bedste og mormor til at komme og besøge os lidt på skrift.

tirsdag den 28. oktober 2008

Datoforvirring?

Og så kan jeg konstatere, at blogger ikke selv skifter dato på en kladde. Forrige indlæg blev påbegyndt i går, men først offentliggjort i dag.

mandag den 27. oktober 2008

WIP-eliminering

Mønster: 48 masker, boomeranghæl, str. 39.
Garn: 6-trådet Opal, farve ? F
orbrug 86 gram.
Pinde: 3,5 mm strømpepinde.
Hotte? Ja, de er varme, meeeen jeg synes faktisk ikke de er så pæne. Jeg er ikke til sådanne bolchefarvede sokker - der er nok lidt for meget 'fru-juristen' over mig trods alt. Så selvom garnet var billigt, så er garn ikke alt.... Men jeg kan dog konstatere, at de er gode til at futte rundt i herhjemme inden der er blevet tændt op i brændeovnen
Og så er det på tide at få strikket et par strømper med kilehæl. Boomeranghælen er fin og nem og sidder udmærket på foden, men det er mig umuligt ikke at få et lillebitte hul i sidderne ligemeget hvor meget jeg strammer garnet.

torsdag den 23. oktober 2008

Så langt, så godt


Så er delene til den næsten uendelige elefanttrøje færdigstrikket. Pyyyyh... Nu starter den virkelige udfordring så. Jeg har aldrig syet og klippet i strik før og jeg har næsten koldsved bare ved tanken.
Gode råd modtages derfor med kyshånd.
Og til sidst et helt konkret spørgsmål: Skal spændingen på symaskinen ændres når der syes i strik?

onsdag den 22. oktober 2008

Montego Bay Scarf

Hvaa' mor - er det til mig? To sekunder senere opdagede han kameraet og så var freden forbi; nøgler, mobiler, kamera, babyalarm, fjernebtjeninger, computere mv. - Andreas bliver fuldstændig elektrisk når de er i nærheden. Vil ha', vil røre. Og nu hvor han kryber skal vi være hurtige... min mobil dødede næsten af for meget babysavl. Lidt batteritørring hjalp heldigvis på det.

Mønster: Det er nok lidt svært at se på billedet men halstørklædet er Montego Bay Scarf af Amy R. Singer fra Interweave Knits, summer 2007. Garn: 110 gram Day & Night, 50% Cotton / 50% Lambs Wool i hørfarve. Nøjagtig det der var tilovers fra min Harmony og det rakte til nogle frynser og ca. 30 x 150 cm tørklæde. Passer med at det kan snores to gange om halsen, bindes og så lige varme en anelse ned på brystet. Blev straks taget i brug. Oprindeligt havde jeg bare lavet frynser, men efter at tørklædet var en tur i vaskemaskinen var frynserne næsten filtret helt sammen. Så i går flettede jeg dem alle og det blev tørklædet faktisk kun pænere af. Pinde: 4½ mm Addi Bambus. Hot? Skønt, jeg er lidt sart med uld, men det her garn blandet med bomuld kan jeg i hvert fald fint bære direkte mod huden.

Og så giver det en god lagernedbringnedsfølelse - der er absolut intet garn tilbage fra mit Harmony-kit. Jeg har ellers været lidt ramt af den 'må have'-syge som Brit har talt om. Sidst pralede jeg af kun at købe garn til konkrete projekter og at være trofast overfor projekterne. Det sidste er jeg nu stadig, meeeeen jeg ville lyve hvis der ikke er købt garn bare fordi... Og det er jo hyggeligt og dejligt og lækkert at have. Men de to bedrollere jeg har med garn er fulde nu. Der kan ikke være mere garn i dem!! Som jeg ser har jeg to muligheder. Købe en ny bedroller eller genindføre opsparingskontoen. Jeg vælger den sidste - det skal være en udfordring... Dvs. halvdelen af det garn jeg bruger ryger på opsparingen. Det kan der købes nyt for. Gaver tæller naturligvis ikke med. Lad os så se hvor længe det holder denne gang... De første 55 gram sættes straks ind.

søndag den 19. oktober 2008

Manisk

Manden mener jeg begynder at strikke manisk når jeg er frustreret. Sådan nærmest krampagtigt...
Jeg havde forestillet mig, at min lillebitte søn i hvert fald skulle ammes til han var et år. Det er jo hyggestunder for mor og barn og noget så sundt. Men Andreas ville det anderledes. For en uge siden sagde han stop. Bare sådan. Ikke mere. Niks nej. Du kan godt pakke sammen mor! Amningen har naturligvis været på nedtrapning efterhånden som den faste føde har taget over. Andreas er et rigtigt madøre der eeeeeelsker grød og mos og grøntsager og rugbrød og mors mælk....troede jeg. Det blev sværrere og sværrere at lægge ham til og for en uge siden sagde han helt stop. Jeg har hørt om babyer der har vænnet sig selv fra før, men troede da ikke min ville gøre det. Men jo.
Ok, han er en stor rask dreng i trivsel, så der er ingen køer på isen. Alligevel vil jeg godt have lov til at være lidt ked af det. Sådan en brat afvænning...

mandag den 6. oktober 2008

Lidt nyt

Det er blevet til lidt nye bøger. Manden forstår simpelthen ikke hvordan man kan læse strikkebøger som godnatlæsning - det giver jo ingen mening andet end når man strikker. Er jeg den eneste på hvis sengebord der ofte ligger strikkebøger?
'Strik naturligvis' af Anette Danielsen er den nyeste på matriklen og var ventet med spænding - jeg er meget begejstret for 'Hønsefødder og gulerødder'. Men jeg er ikke helt solgt. Jo, vist er der nogle fine modeller, men ikke nogen der bare siger 'Strik mig!'. Måske de tre herremodeller - dem synes jeg er vildt flotte. Jeg skal nok have nærstuderet den nogle flere gange.
Eller måske er jeg kommet i en lillebitte strikkekrise. Efter at jeg så småt kan se at elefanttrøjen rent faktisk bliver færdig og efter at jeg har hamstret så meget fint tvinni tussah, skal jeg jo finde det heeeeelt rigtige nye projekt. Det perfekte projekt til det perfekte garn. Og i denne søgen er jeg på mærkværdigvis gået helt i stå. I virkeligheden er ventelisten af kommende projekter laaaang, så lang, at jeg bliver helt stresset ved tanken om alt det jeg skal nå. For jeg ved jo godt, at jeg ikke kan strikke alt. Suk. Og så kan jeg slet ikke vælge.
Imens krisen kradser strikker jeg noget meget simpelt, enkelt og nemt. En 'kragejakke' til mig selv fra 'Strikk til nøstebarn'.
Den tjener flere formål.
For det første som aflastning fra elefanterne. Det er ikke altid man har overskud til flerfarvestrik, slet ikke når der skal snakkes eller ses en spændende film. Og strømper er ikke i kridthuset for tiden.
For det andet opdagede jeg for en uges tid siden at min Pisa er for åben i halsen og fortil når man er på legepladsen ved søen og det blæser. Maple er for kort og så synes jeg jeg manglede en enkel klassisk trøje der er let at strikke. Jeg tror dog jeg skal lede efter nogle smukke lyse træknapper til. Er der nogen der ved hvem der har et udvalg af træknapper?

Og lidt gammelt


Elefanterne macherer igen. Og jeg hygger mig igen med at strikke den. Hmmm, lige pt. er jeg ved det øverste stykke efter at have lukket af til hals - det vil sige jaquardstrik frem og tilbage. #¤%¤%&(&/)!!! Og hvis snabelen ikke vender rigtigt skal man trævle op og strikke endnu flere vrangpinde..
Det bliver en dejligt tyk og tung trøje.
Næsten ligeså tung som jeg føler mig når jeg er ude at løbe.
Jeg startede op med at løbe igen for ca. 3 mdr siden. Sådan lige så stille og roligt, men lidt for sporadisk til at formen rigtig blev forbedret. Nu er jeg begyndt på et 12 ugers program, der skal munde ud i en 10-kilometers løbetur. Det går rigtig godt og jeg nyder at føle formkurven gå opad. Andreas hygger sig også. Vi har en kombineret cykel/løbevogn (med plads til to børn), så han følger trofast med på de fleste ture. På den måde gør moderen noget for sig selv, barnet bliver underholdt og der er fortsat tid til at strikke om aftenen. Det er jo hele tre fluer med ét smæk!

torsdag den 2. oktober 2008

February Lady Sweater

Sådan endte min version af FLS så med at se ud. Ganske vellykket synes jeg selv - jeg er meget tilfreds og den er blevet taget i brug som den hyggetrøje jeg havde tænkt mig den skulle være. I ved - den man tager på en søndag morgen eller når man er træt om aftenen og sætter sig i sofaen med en kop varm the eller kakao.
Alligevel har den hængt over en stol et par dage, så jeg lige kunne se knapperne lidt an. De var nemlig købt til mit første forsøg og jeg ved ikke rigtig om jeg synes de passer til den endelige udgave.
Her et nærbillede:


Kiksede eller hotte? Indtil videre lader jeg dem sidde på - så må de blive skiftet ud hvis jeg finder nogle bedre.

Mønster: February Lady Sweater. Jeg har dog valgt at lade mig inspirere af hende her og hende her, dvs. lavet en anden kant og taget ud indtil maskeantallet passede istedet for at lave en hulrække. Og så er der tre ekstra masker i hver side, så der er lidt mere plads til knapperne.
Garn: 326 gram super soft, farve denim, fra Marianne Svit. Strikket dobbelt. Det er første gang jeg prøver garnet og det har været rigtig fint. Garnet er blødt og lækkert og strikket dobbelt i en denimfarve har det givet cardiganen lige det lidt 'rå' look jeg gerne ville have. Perfekt til cowboybukserne. Og så er det ganske prisvenligt.
Pinde: De sædvanlige Addi Turbo 4,5 mm.
Hot? Den er nærmest ikke blevet lagt ind i skabet endnu. Når man sådan går hjemme om efteråret er sådan en trøje helt uundværdig. Strikkeprocessen har været god og superhurtig. Trøjen har været mit 'tage-med-på-tur', 'strikketøj-ved-besøg', 'mens-vi-venter-når-datteren-er-til-gymnastik' osv. Jeg troede det ville holde længe, men man bliver jo grebet og vil være færdig.
Og sådan ser den så også ud:
Sjovt som farverne er forskellige på de tre billeder. En mellemting mellem farverne på de to første billeder kommer nok nærmest.

mandag den 29. september 2008

8 måneder

8 måneder blev han i går. Altid i godt humør og ellevild med sin storesøster og mor og far. Sidder selv uden støtte, forsøger at komme i kravle stilling, men kan ikke få det sidste ben vendt rigtigt endnu (og hvis han får det vendt flader han ud som en pandekage), et madøre der kan lide alt (undtagen hirseflagegrød, men hvem kan det?!) og så snakker han i et væk. Dada, nana, baba, whiiiii, waaaahh mv. Elsker støvsugeren, balloner, nøgler og fjernbetjeningen.
Jeg 'frygter' den dag jeg skal tilbage på arbejde, men har besluttet at prøve at lade være og bare nyde mine børn. Den første arbejdsdag skal nok komme og jeg ved at det så også er helt fint at komme i gang.
Jeg kunne bare godt tænke mig at tiden stod lidt stille lige nu.

I weekenden havde vi familiebesøg. Min lille niece skulle have en 'spændepung' til sine hårelastikker og spænder. Det var et lille hurtigt projekt som blev klaret mens de to små sov til middag og min søster underholdt Kristine.
Mønster: 'Bløt syboks' fra bogen 'Lapper stort og smått' af Lise Bergene.
Materialer: Lidt rester stof og lidt volumenflies samt en lynlås. Mål på stof og taske har jeg ikke, da den er rejst videre med sin ejer, men størrelse kan varieres i det uendelige afhængig af længden på lynlåsen.
Hot? Bestemt. Minn to-årige niece mente dog ikke den skulle bruges til spænder - dem gider hun nemlig ikke gå med. På billedet indeholder den hendes højtelskede abe og så blev vi i øvrigt enige om at man også kunne gemme sutter i den.
Coming up: FLS, der pt. ligger til tørre.

onsdag den 24. september 2008

Pulsvarmere, garnrov, mv.

Jeg er lidt af en frossenpind og på flere af mine trilleture med barnevognen har jeg allerede frosset om hænderne.
Med fuglemammas opskrift på pulsvarmere i mente var der ikke langt fra tanke til handling.
Mønster: Fuglemammas pulsvarmere a la gemma.
Garn: 36 gram Regia Silk i råhvid. En rest fra Andreas' babytæppe.
Pinde: 3 mm clover strømpepinde - så lækre at strikke med.
Ændringer: Jeg har strikket med tyndere garn end opskriften og dermed også flere omgange. Samme antal masker og de passer helt perfekt.
Hotte?Ja, de er dejligt lune og vil blive flittigt brugt her i efteråret.

I går blev lageret forøget med garnet på billedet. 850 gram Tvinni Tussah - måske nok mit favoritgarn. Så lækkert at have på kroppen og så skønt at strikke i.
Svigermor og jeg (og Andreas) tog til Skive - naturligvis herhen. Åhh, et mekka for garnelskere - et lillebitte garnudsalg på 1. sal proppet med lækkert garn. Jeg ville gerne have set spinderiet rigtigt, men det må man ikke. Vi smugkiggede dog på vej op af trappen....
Jeg prøvede at styre mit garnindkøb og købte kun det jeg - næsten - har planer for og som jeg måtte eje. Halvdelen af garnet er i øvrigt fødselsdagsgaven fra svigermor. Så det blev slet ikke så slemt for pengepungen som frygtet.
Ahem... og så taler vi SLET IKKE om den finde hvide seddel der lå i forruden, da vi kom tilbage til bilen. En 510 kr. parkeringshilsen! Er I klar over hvor meget garn jeg kunne have købt for de penge istedet?! Man er vel eks-anklager, så jeg inspiserede naturligvis åstedet for skilte og beviser. Suk. Suuuuuk. Der står højt og larmende at man skal stille p-skiven....

mandag den 15. september 2008

Det var den uge...

Så gik der endnu en uge. Spørg mig ikke hvor den blev af, men jeg kan mærke at den gik uden at jeg fik mit daglige strikke-fix. Næsten i hvert fald.
Først og fremmest fik vi overstået Andreas' høreprøve til UG med kryds og slange. Ikke at vi havde nogen som helst mistanke om, at han ikke kan høre, men alle 'hans slags' bliver rutinemæssigt sendt til hørescreening på audiologisk afdeling da enkelte børn udvikler en kraftig hørenedsættelse. Udfordringen i prøven ligger i, at han skulle sove. Ha, ha, vi ved alle hvor nemt det er at få en 7½ måned gammel baby til at sove på kommando. Det blev faderens lod - jeg havde nemlig lagt mig med en særdeles nederdrægtig omgang omgangssyge, hvor en times køretur til afdelingen i Århus ikke var muligt. Men manden - han kunne da sagtens få sønnike til at lukke øjenene i :-)
Nå, men jeg hyggede mig hjemme, bl.a. med at ringe afbud til mine fødselsdagsgæster næste dag. Det var den fødselsdag - sygdom forhindrede mig dog ikke i at blive 35. Manden mente jeg ønskede mig en ny slagboremaskine, så sådan en fik jeg (blandt andet!) Jeg truede ham med at bytte den...
I weekenden var vi på vennebesøg i Nordsjælland. Altid hyggeligt, men ingen tid til strik. Manden proklamerede at han havde travlt med at forbederede sig til at være censor, så jeg måtte køre - der røg 4 timers strik. Suk, jeg kan godt lide at køre, men det er hyggeligere at strikke. Tivoli lignede sig selv - datterbarnet var især vild med Odinekspressen - jeg hyggede mig nede på jorden med Andreas og min meget højgravide veninde.
Endelig på vej hjem - mig plantet på bagsædet med Andreas, der storhyggede over Sjælland, sov over Fyn og først i Jylland krævede sang, banan og sutter - kunne jeg endelig finde pindene frem. Aahhhh... FLS fik vel ca. 10 cm.
Det gjorde godt og jeg er nu klar til at tage fat på en ny uge.

mandag den 8. september 2008

Harmony

Harmony er færdig:Og jeg er sådan ret godt tilfreds. Eneste aberdabei er, at den er liiiige vel kort. Jeg var lige ved at slå ekstra masker op til det nederste retstrikkede, men gjorde det ikke. Hmmm.... Jeg har strukket den lidt i våd tilstand, men den skal have en tur til. Så skal den nok blive ok. Jeg har under alle omstændigheder tænkt mig at bruge den med en langærmet t-shirt indenunder. Ved nærmere øjesyn kan man se en fejl jeg har lavet ved det ene ærme, men det er der bare ikke noget at gøre ved. Når den er på lægger man ikke mærke til det.
Den har været rigtig skøn at strikke. Mit første Hanne Falkenberg kit, men bestemt ikke det sidste. Velskrevet opskrift og der sker noget hele tiden, så den aldrig har været kedelig at strikke. Minimal montering. Hullerne under armene og så lige en gang maskesting i den ene side.
Mønster: Harmony fra Hanne Falkenberg, købt hos den lokale garnpusher.
Garn: Day & Night, 50% Cotton / 50% Lambs Wool. Hørfarvet. Dejligt garn at strikke med. Det rejser sig lidt efter at være blevet skyllet op og får et bedre fald. Før det virkede den temmelig bred i forhold til længden - sådan ligesom forkert proportioneret, men det rettede sig helt. Forbrug 220 gram. Jeg har strikket str. S/M og har stadig 117 gram tilbage. Temmelig meget - hvad skal jeg bruge resten til?
Pinde: 2½ mm - for det meste addi turbo.
Hot? Jep, den skal nok blive brugt. Jeg kan godt lide veste - jeg synes tit uldtrøjer bliver lidt for varme.
Dagens problem:


Vores tomater bliver ikke røde. Men der er - som det ses - masser af grønne tomater. Kan man bruge dem til noget?

fredag den 5. september 2008

Husflidsmesse


Om lidt vågner Andreas og skal have nogle bittesmå rugbrødshapser. Bagefter griber vi mei tai'en og pusletasken (og dankortet) og så er vi dem der er gået...

onsdag den 3. september 2008

Status

1) FLS, 2. forsøg. Jeg vil også have mig en FLS og er nu i gang med andet forsøg. Jeg har strikket ca. 10 cm af mønstret og det ser lovende ud. Faktisk nøjagtigt som jeg havde forestillet mig det. Om 1½ uge venter endnu en weekendtur der inkluderer ca. 9 timers kørsel, og da FLS er perfekt som bilstrikketøj bliver den lagt i strikkekurven i venteposition.

2) Harmony. Den har ligget i sofaen i over en uge nu og bare råbt på at få hæftet ender, blive skyllet op og få strikket hals. Jeg venter på et roligt øjeblik og monterings-aage , men jeg regner med han er lige om hjørnet.

3) Sokker, 6-tråds-opal. Gaaab - de virker kedelige lige nu. Ligger i pusletasken til en nødsituation. Der kommer de nok til at ligge lidt tid. Eller indtil vejret bliver koldere.

4) Elefanttrøjen. Den har haft godt af en lille hvil. Jeg kan mærke lysten til at strikke elefanter er der igen. Måske fordi jeg så en elefanttrøje hænge i et andet barns garderobe i børnehaven. Lige om lidt henter jeg den op af kurven igen.

5) Julekalenderen. Jooooo, jeg er startet, og nu hvor sommeren officielt er forbi skulle jeg være færdig med den første figur. Hmm..... Den bliver en snøvl-along.

6) Krakasjalet. Det ligger længst nede i kurven. Er tæt på at blive påklistret et UFO - venter på bedre tider.

Og så er der de projekter der presser sig på. En lille elefanthue til sønnike, et tørklæde til mor til vinter, sukkertrøjen, osv. Men jeg skal altså lige færdiggøre et projekt eller to før jeg starter nye op.

Jeg tror jeg vil sætte mig i sofaen og hæfte ender. Har lige været ude at trille en skøn tur med sønnike - det meste at turen sad han op og fulgte med. Helt stille. Kiggede bare. Skoven, markerne, blomsterne - det hele er meget ovevældende for øjne der endnu ikke er vant til den smukke natur. Jeg glemte mit kamera, synd, for vi så den fiiineste mark med vilde blomster. I alle regnbuens farver.
Ha' en god dag.

søndag den 24. august 2008

Bedstes rok


Sjovt som der bare er nogen ting man ikke har fået set på før. Vi var til Bedstes (læs: svigermor) fødselsdag i går. Skulle egentlig have været i Legoland, men fandt ud af, at Legoland holdt 40 års-jubilæum og forventede 25-30.000 gæster, så det blev hurtigt droppet (i mine unge dage arbejdede jeg i Legoland og ved godt hvordan en fyldt park ser ud og hvor laaaaange køerne er sådan en dag).
Det gjorde ikke noget for mig, for langt om længe fik Bedste vist mig sin rok og principperne i at spinde og tvinde. Og jeg har fået lovning på at jeg kan prøve næste gang vi er der.
Det har egentlig slet ikke interesseret mig før - det med at spinne sit eget garn - men i går fandt jeg ud af, hvorfor der er nogle der synes det er sjovt! Kan godt se det meditative ved at sidde ved en rok og spinde smukke fibre og drømme om de projekter der skal strikkes af det færdigtvundne.
Ikke at jeg er på vej til at anskaffe mig en rok - det er tiden ikke til nu, men engang....
Til gengæld når jeg jeg ikke mit OL-projekt. Håndledene har brug for små bidder af Harmony af gangen, så den kommer til at tage et par dage ekstra.

torsdag den 21. august 2008

Mere OL mv.

Jeg er småskadet. Om det er de mange masker eller de tynde pinde ved jeg ikke, men faktum er, at jeg efter 20-25 minutters strik får ondt i højre håndled. Ganske upraktisk når man kan lide at strikke og OL nærmer sig sin afslutning. Det gør Harmony ganske vist også. Forstykke og bagstykker er samlet igen, og det tegner godt. Særdeles godt. Eneste minus er at strikkefastheden passer i højden, men ikke i bredden. Jeg forstår det ikke - var meget omhyggelig med strikkeprøven. Må prøve om den kan strækkes i våd tilstand, så den lige bliver de 5 cm længere den skal være for at blive helt perfekt.
Der venter en heldagsfamilieudflugt lørdag, så jeg skal gøre mit bedste for at komme i mål, men jeg garanterer ikke.

Når håndleddet har gjort for ondt har jeg moret mig med at ordne mine strikkeopskrifter og strikkeprøver. En stor bunke er nu forvandlet til en sirligt ordnet mappe. Skønt!
Egentlig skulle jeg have taget fat på den store bunke papirer der ligger og venter på kontoret, meeen...ahem.. man skal jo starte et sted...
I øvrigt har jeg lige besluttet at Kristine aldrig får lov at flytte hjemmefra. Hun er taget på lejr med børnehaven og gud hvor er her tomt. Selvfølgelig nyder jeg det også, men hva' f.... gør man når børnene flytter hjemmefra. Får en hund?
Bettefyren sover. Hvis der er nogen der er trætte af de monstermange hvepse der har været her i år, så er han det da i særdeleshed. Den anden dag formåede en af de sataner at kravle ind under fluenettet mens ungen lå og sov og stikke ham! Han vågnede selvfølgelig med et hyl. Heldigvis sad brodden fast, så vi kunne trække det meste af giften ud igen, men den led godt nok en grusom død, den lille s.....

fredag den 15. august 2008

OL-update


Harmony tager stille og roligt form. Næsten for stille og roligt synes jeg nok - en vest så ud til at være et perfekt OL projekt; ikke aaalt for stor, men jeg havde liiige glemt at der strikkes med tyndt garn på 2½ mm pinde. Så kan det altså godt tage lidt tid. Men jeg er næsten halvvejs og det er OL også, så indtil videre er jeg ikke slået ud, selvom stilen ikke er overbevisende...

mandag den 11. august 2008

Hurtigere, hurtigere, hurtigere!

Jeg er i gang med mit OL-projekt. De første masker blev strikket under åbningsceremonien og nu er jeg sådan - godt i gang... Meeeen jeg synes der er lang vej endnu og det kan godt være jeg kommer til at kæmpe om at fuldføre. Til gengæld er jeg solgt! Hanne Falkenbergs opskrift er guld! Så detaljeret og nøjagtig beskrevet - ingen plads til gætterier eller misforståelser. Skønt at strikke efter. Garnet er ovenudlækkert og blødt, vesten har skønne fine detaljer og jeg er ret vild med det firkantede mønster. Så jeg klør på!







Og så lige et billede af mindstemanden taget for et par dage siden.
Note til mig selv: Husk at han ikke han lide hirsegrød - det er et værre svinderi når det bliver spyttet ud igen ligesom skrigeríet - mens mor fremstiller anden mad - er meget højt!
PS: Nu sover han!

torsdag den 7. august 2008

Arghhh!




For ..... da også!!! Jo, jeg havde godt set det komme, men troede ikke det gjorde noget og at jeg kunne leve med det. Det kan jeg ikke. Kan I ikke se det? Strikkefastheden. Ca. 7-8 cm oppe er den helt gået fløjten og trøjen nærmer sig str. 4-5 år. Og trådene på bagsiden er begyndt at hænge. Suk. SUUUUK.
Det er godt at OL og Harmony venter på mig, for elefanterne og jeg skal da vist lige have en pause, så jeg kan få den alt for løse strik ud af fingrene. Godt jeg valgte str. 2 år.
Niecen trænger til nye sokker og de bliver sendt i morgen sammen med den tegning Kristine har lavet her til eftermiddag.
36 gram Regia strømpegarn, vistnok crazy colour (banderolen er blevet væk), 48 masker, strømpepinde 2½ mm, og boomeranghæl. Ca. str. 24/25. Jeg synes det festlige ved selvstribede garn netop er at sokkerne bliver forskellige, så heller ikke her har jeg forsøgt at lave dem ens.
Hot? Ja, for niecen er startet i vuggestuen og mangler et par varme sokker til gummirøjserne.
Det gør jeg faktisk også - så dan nogle tykke nogle. Så i aften mens det endnu er forbudt at slå op til Harmony, jeg ikke gider elefanttrøjen eller krakasjalet (for ikke at tale om julekalenderen) vil jeg bare slå op til sokker til mig selv - to ret, to vrang, to ret.... skulle jeg falde i søvn betyder det ikke noget...

mandag den 4. august 2008

Træningslejr

Jeg indrømmer det blankt - jeg eeelsker at se OL. Og når man er på barselsorlov kan man se rigtig meget OL. Vistnok noget der næsten ligner 24-7. Jeg skal se OL. Jeg skal se meget OL!
Derfor er jeg også nødt til at være med til Ravelympics. I hvert fald på sidelinien. Jeg er inde på Ravelry, men kigger kun forbi et par gange om måneden. Jeg er simpelthen bange for, at det vil opsluge alt for meget tid.
Men udfordringen med at begynde og afslutte et projekt under OL kan jeg ikke stå for. Så jeg er også med her på min egen lille del af www.
Valget faldt på Harmony i et skøn hørfarvet garn tvundet med ubleget bomuld. Mit allerførste Hanne Falkenberg kit og et design der er lige i øjet til mig. Jeg glæder mig og jeg har trænet frem til OL. Det voldte mig lidt problemer at få strikkefastheden til at passe, men blev til slut enig med mig selv om, at jeg må et halv nummer ned i pinde til 2½ mm.
Jeg ved ikke rigtig om jeg er for ambitiøs - om jeg kan nå målet. På den ene side er der jo også en lille baby at passe og hen på eftermiddagen skal den store hentes og hygges med. På den anden side, OL varer jo hele 17 dage og det er jo kun en vest. Man kan jo kun vinde hvis man tror på det...

torsdag den 31. juli 2008

Snip snap snude....

...så er den ferie ude. Vi har været heldige. Manden har grundet heldige omstændigheder reelt haft ferie i hele juni og juli. Og det har vi stornydt. Ungerne har nydt at have begge forældre hjemme på fuld tid, manden har nydt at have tid med begge unger (en slags uventet barselsorlov) og jeg har nydt at lade manden tage morgentjansen... Vi har været en del på farten, men vi har også været hjemme. I morgen starter manden og hverdagen og jeg vil nyde ikke længere at skulle pakke tasker og bil! Baby bliver ikke mindre krævende nu hvor der også skal tænkes i mos og grød...

Her er Andreas i sin ribvest nr. 4. Lige taget af pindene i mandags hvor han blev ½ år! Den dreng vokser bare alt for hurtigt. Han er glad for sit hjemmestrik, så glad, at han ikke kunne lade være med at tykke og bide i knappen på ribvest nr. 3, så jeg endte med at klippe knappen af. Derudover har han så grundigt undersøgt åbningen foroven at den faktisk er blevet helt filtet. Denne vest får derfor ingen knap.
Mønster: Baby i rib fra design.club.dk, størrelse 6-9 mdr. Den er dog strikket 3 cm længere end opskriften, så han kan passe den et stykke tid.
Garn: Gepard Cotton Wool i lyseblå, forbrug 62 gram.
Pinde: 2½ mm 40 cm addi turbo rundpind.
Hot? Det bliver den når vejret bliver lidt køligere. I dag lider vi alle, 28,1 grader har vi målt temperaturen til. Det er for varmt for mig - jeg er for længst trukket ind i skyggen. Jeg savner det iskolde hav jeg var ude at bade i for et par dage siden.

Det er en uges tid siden Bette nr. 2 kom af pindene. Den er en barselsgave til veninden der ventes at nedkomme med en efternøler om et par måneder. Jooo, jeg er ude i lidt god tid og satser på, at scanningsdamen kan sit kram...
Mønster: Bette - også fra design.club.dk, str. ca. 62 er den vel blevet. Mangler et par knapper.
Garn: Merci, farve jordbæris, forbrug 54 gram, lige lidt mere end et nøgle. Ingen ændringer i opskriften.
Pinde: 2½ mm bambus strømpepinde og 2½ mm 30 cm addi turbo rundpind.
Hot? Det håber jeg da. Det var vigtigt for mig at barselsgaven bliver hjemmelavet, da storebror også fik en strikket bluse og storesøster et quiltet tæppe.
Nu vil jeg ud og spise min aftensmad i fred og ro. Andreas sover og Kristine er blevet i sommerhus sammen med mormor, så jeg vil nyde at temperaturen nærmer sig humane grader og en børnefri middag.

fredag den 25. juli 2008

Strikkeopdatering

Jo da, jeg får strikket lidt. Men det er mest sådan lidt her og der, jeg fanges af en ide, strikker lidt, kan ikke finde ro ved det nye strikketøj, begynder på noget nyt og så fremdeles. Jeg lider af strikkeuro (hvis man kan kalde det det). Heldigvis tror jeg det værste er ved at være overstået - jeg kan så småt mærke strikke-mojo'et vende tilbage.

FLS ses i blogland alle vegne og her og der. Jeg blev også hurtigt indfanget af den skønne trøje og slå masker op og strikkede retrillerne i bærestykket. Og så lå den ellers bare der i kurven. Og jeg kunne lige pludselig se, at den var i farezonen for at blive en UFO. Jeg kunne ikke forlige mig med den - om det er garnet (spinni, Alpacawool) eller den sidste omgang huludtagninger ved jeg ikke. Så selvom jeg nok egentlig gerne vil have en FLS engang valgte jeg alligevel hurtigt at trævle op igen. Hmm...


Krakasjalet havde jeg med på sommerferie. Jeg vil helt vildt gerne have det færdigt - synes det er smukt og glæder mig til at bruge det. Men det har endnu ikke rigtigt 'fanget' mig - det kan vist kun blive færdigt ved brug af en omgang selvdisciplin. Jeg strikkede nogle centimeter på ferien, så kan det godt 'hvile lidt'...

Elefanttrøjen kunne jeg tilgengæld ikke stå for. Den må Andreas bare have. Opskriften er fra SandnesGarn og strikkes i Lannett. Uhh, det er længe siden jeg sidst har strikket jacquard strik og det kræver en del koncentration fra min side. Det er ikke udpræget tv-strik. Lidt Tour de France kan dog 'høres'. Og så skal trøjen klippes op før montering. Dét frygter jeg. Ligesom jeg vil have lynlås i istedet for de to knapper som opskriften foreskriver. Det har jeg heller ikke prøvet før. Så for at være sikker på at Andreas kommer til at bruge den strikker jeg str. 2 år.

Ellers er Bette nr. 2 stort set færdig, ligesom ribvest nr. 4 er på pindene. Og så skal jeg selvfølgelig også til OL som så mange andre skal.

onsdag den 23. juli 2008

Nr. 101

Jeg missede indlæg nr. 100 - dette er indlæg nr. 101.
1½ år tog det. Der er nok dem der er hurtigere end jeg. På den anden side hygger jeg mig vældigt med at blogge og som sidegevinst får jeg nok strikket mere end jeg har gjort før. Og fået både lager- og pindebeholdningen opkvalificeret.
Det hyggeligste er nu nok at surfe rundt blandt andre strikkebloggere, se hvad der strikkes rundt omkring og få gode ideer. Det er helt bestemt med til at holde strikke-mojo'et intakt.
Jeg er klar til de næste 100 indlæg.

søndag den 20. juli 2008

Ferie i Klitmøller

Lidt stemningsbilleder fra sidste uge. Vi var i Klitmøller - en til tider lidt fugtig affære...
Hovedgaden i den ikke så turistede ende. Den anden ende bærer tydeligt præg af, at Klitmøller er 'The cold Hawaii' med masser af surfere og surfbutikker.

Der var naturligvis is hver dag - og de blev gerne indtaget mens vi kiggede på de brølende bølger. Andreas sad som regel i mei tai'en (skildpadde), der viste sig helt uundværlig.

I Vorupør kan man selv lave lys.

Ca. 1950 var min farfar fisker i Klitmøller - han havde en båd som den der er klodset op på stranden fjernest i billedet. Jeg kan slet ikke forestille mig hvilken 'udørk' det var for min farmor at komme til dengang. Den sidste dag blev det heldigvis så vindstille og varmt at vi kunne komme til stranden og bade (soppe...) og blive en lille smule røde i kinderne.

En fin uge, meeen jeg kunne godt have brugt lidt mindre vind og en hjemmestrikket trøje mere.