torsdag den 23. december 2010

Glædelig jul

Her i Viborg forstår vi slet ikke al virakken med al den sne - vi har ikke fået et eneste nyt snefnug. Men der er rester fra sidst og fint hvidt udenfor med frosthvide træer, så julestemningen er så småt begyndt at indfinde sig.
Dagen i dag vil vi dog huske som dagen hvor vi bisatte familiens ældste medlem, gammel, slidt og til sidst svækket. Det var trist, men en dag hvor familien samledes og det var også hyggeligt.
I den anden ende af livet er lillebror og den strikkende mor har begået et par små bløde bukser:

Mønster: Udgangspunktet er 'Sparkebukse med fot' fra Strikk til nøstebarn af Kathrine Gregersen, men uden seler og uden fødder. Til gengæld med ekstra lange ribstykker i livet og ved fødderne - så regner jeg med at de kan passe fra fødsel og flere måneder frem. Maskeantal for str. 0-3 mdr.
Garn: 47 gram tussah/merino fra Heinrichsens uldspinderi.
Pinde: 2½ og 3 mm.
Hot? Enkle og bløde = det bedste udgangspunkt for et stykke brugbart babytøj. Der er garn nok til fx en matchende omslagstrøje, men lige nu er der et par andre ting der skal gøres færdige.
Til sidst et billede af gemalens marcipangrise som jeg synes er så fine at de fortjener en plads på bloggen (efter ide af Mette Blomsterberg). Den største er til mandelgaven - de andre er trøstpræmier (hvis der ellers er nogen der kan spise mere efter andsteg, brunkartofler og ris a la mande).

Glædelig jul!

3 kommentarer:

Ulla sagde ...

Glædelig Jul

Lækre bukser til baby. Mums indbydende marcipangrise.
Her har vi masser af sne, periodisk lukkede motorvej, snefygning og andet godt. Skal vi bytte?

lykkefanten sagde ...

Glædelig jul (lidt forsinket)!

Skønne uldne benklæder (lige til at blive misundelige over i det her vejr) og sikke nogle skønne smil-fremkaldende grise!

Britt sagde ...

Rigtig glædelig bagjul! Sikke nogle herlige grise!
Her i Storstaden har vi godt nok fået riiiiigeligt med sne......pyyyyhhhh!