torsdag den 22. april 2010

Legesweater

Tak for jeres kommentarer til Linus - den hænger nu på bøjle og knage på Andreas' værelse, så jeg kan nyde farverne indtil den passer ham.
Efter afslutningen af sådant et skønt strikketøj kommer altid en strikkekrise - hvad kan matche den strikkeoplevelse eller være endnu bedre? Jeg er gået i den anden grøft og har på mindre end en uge strikket (endnu) en trøje til den stakkels dreng.
En rigtig 'legesweater' - sådan en af dem der bruges uendelig meget fordi den er så praktisk og lige til at have indenunder regnbukserne når man skal hjælpe far i drivhuset eller haven.

Mønster: Basismønster fra 'Strikk til nøstebarn' af Kathrine Gregersen - Raglangenser i dobbelt 2-tråds garn. Strikket endefra og op. Ændringer: Maskerne til ærmegabene er ikke lukket af, men sat på en snor og syet sammen med maskesting, ligesom jeg heller ikke har lukket af til halskant, men strikket forkortet rækker. Der er således et minimum af træls 'kant' = meget børnevenlig.
Str. 3/4 år. Den kommer nok først i brug til næste år.
Garn: Arwetta strømpegarn i farve 'Perfect Storm' og lammeuld i farven 'Bluebird' - begge fra 123knit. Lammeulden havde jeg købt tidligere, men farven havde snydt mig og så lå de 100 gram og kiggede i garnkurven. Jeg har brugt lidt mere end 100 gram Arwetta, hvilket passer fint med at der lige er til et par strømper til mig. Forbrug ialt = 206 gram.
Pinde: 3½ og 4½ mm.
Hot? Tjaaa, den er jo ligesom ikke i samme kategori som Linus, men lur mig om den ikke nok skal blive brugt mindst ligeså meget. At jeg så egentlig synes den er lidt for 'rodet' er jo så lige meget. Andreas var i hvert fald igen villig til posere foran kameraet. Også selvom det var tirsdag morgen og han hverken havde fået morgenmad eller tøj på:-)

Jeg synes dog stadig ikke jeg er kommet over min 'strikkekrise' - jeg mangler ideer til et rigtig godt strikketøj. Noget til mig selv, gerne lidt udfordrende, men suuuuk - også gerne betaleligt. Månedens hobbybudget ER brugt på;
- et akut tandlægebesøg, knækket plombe mv. ØV.
- et dyrt billede taget på A13! (De af jer der kender A13 ved da, at det en aften uden nogen form for trafik nærmest er en menneskeret at få lov at køre 92 kmt/t - også selvom det nok ikke er helt lovligt. Dyyyybt suk!)

3 kommentarer:

strikkeforsker sagde ...

Praktiske bluser er gode... ØV med fartbøde, det kunne have været mig i en lignende situation.

Et nyt projekt. Vælt alt garnet ud på gulvet og vælg det, der er flottest og lige præcis fanger dig.
Eller udfordrende strømper i noget lækkert lagergarn?
Fik du ikke Cat Bordhi eller en anden strømpebog af manden for nylig? Alternativt kan du jo købe dig en opskrift, de fås under 50 kr.

Strikkeheksen sagde ...

En god, anvendelig sweater skal der jo til og den er da blevet så fin :-)

Hvis du har tynde uldgarnsrester, hvad så med en kæk stribet cardigan til dig selv? Det er så sejt til et par jeans her i foråret.

Strikkekrise er et totalt ukendt begreb hos mig, i hvert fald i betydningen mangel på projekt, men jeg føler med dig :-)

britt sagde ...

De simple ting er oftest dem, der ender med at blive brugt rigtigt meget af børnene. Så selvom Linus er suuuuuperflot, så vil jeg alligevel ikke bliver overrasket, hvis den anden bliver slidt mere....

Næste projekt: jeg vil også sige at du skal gribe ud efter det garn, der får dit hjerte til at banke og så lave noget af det. Hvis nyt, så køb et enkelt nøgle suuuperlækkert garn og så lav en lille halsting af det...måske Peppy?

:-) Britt