mandag den 31. marts 2014

Træning, marts

Løb: 34 km
Cykling: 223 km

Jeg har måttet tage en længere pause med løbeturene på grund af mit knæ, men nu er jeg så småt ved at komme i gang igen. Heldigvis var det vist bare en mindre pludselig belastningskade. 

søndag den 23. marts 2014

Høstjakke!

Meget passende på en dag hvor vi har været en tur rundt i haven og set at tulipanerne har knopper, nogle af hyacinterne er sprunget ud og salaten i drivhuset er kommet op. Foråret er på vej! Men jeg har fået mig en høstjakke...
 Sådan set i bakspejlet ville jeg måske have ønsket at jeg havde strikket lange ærmer og måske gjort den en anelse længere. Men jeg havde kun 300 gram af højlandsgarnet og det er praktisk talt udnyttet til sidste meter. Og da jeg er tosset nok til at have en lille intern konkurrence med mig selv om hvor længe jeg kan vente med at købe garn i 2014 ville jeg ikke bestille det ekstra nøgle der skulle til. I må gerne sige at det er temmelig fjollet... 
 Fakta er:
Mønster: Høstjakke fra Pickles. Min strikkefasthed var 15½ maske/10 cm, så ved at følge str. XS (den gratis version) har jeg fået en str. M, der ikke er over-sized. Præcist som jeg ønskede. Ærmerne er trekvart-lange og er afsluttet med en rillekant, hvilket er den eneste ændring jeg har lavet. (men jeg kan som sagt godt lide Birgittes ærmer).
Garn: To tråde højlandsuld (3 nøgler) og en tråd Blackhill alpaca (knap 2 nøgler) i farven amarone, 409 gram ialt.
Pinde: 6 mm. Det går hurtigt på de store pinde og trøjen har da også taget mindre end 14 dage, men det bliver aldrig min 'go-to' størrelse. Giv mig hellere end str. 3½ mm!!
Hot? Altså jeg fik opfyldt mit behov for et hurtigt stort og nemt projekt! Den passer, farven er fin, så jeg skal bare lige have det med ærmerne til at fungere.

Om lidt må jeg hellere finde garn til endnu et par håndledsvarmere i sort som min gigt-ramte mor har efterspurgt. Hun bruger rent faktisk de blå meget, men de er en anelse for korte og så kunne hun godt tænke dig et par sorte. Det er da et overkommeligt projekt. Og så skal jeg yde mit til forskningen og have svaret på mit skema fra 'Bedre sundhed for mor og barn'-projektet. Det er lidt sjovt at børnene nu er blevet så store at de også får et.
Ellers er her meget fredeligt. Johannes sover, Kristine spiller håndboldkamp og manden og Andreas er cyklet op i hallen for at heppe. Kaffekoppen er indenfor rækkevidde ligesom computeren, sofaen, et tæppe, hjemmebagte cokkies fra i går...aaahhhh.....

søndag den 16. marts 2014

Stille søndag

Efter en uge der bl.a. har budt på fødselsdag for 4b's piger, fødselsdag for familien, arbejde, håndbold, skole og en sen aften med MGP er en stille søndag hvad alle familiens trætte medlemmer trænger til.
 Jeg har fundet de tykke strikkepinde frem og strikker på en 'høstjakke'.
Senere på dagen er der rester af kanelsnegle, hjemmelavede romkugler og panderkager og en gåtur i skoven.
Det er lige til at klare :-)

lørdag den 15. marts 2014

11 år!

Tillykke med dagen min sødeste Kristine!

søndag den 9. marts 2014

Poppy

Som tidligere nævnt her på bloggen købte jeg sidste år impulssivt kittet til Hanne Falkenbergs Tivoli. Det var alligevel ikke mig og første projekt af garnet blev til Ravello. Andet projekt er Poppy til Johannes. Den ene farve i kittet var 75 gram af en blandet sort/hvid tråd som viste sig at være helt perfekt til den multifarvede Poppy  - både fordi jeg dermed slap for at hæfte et uendeligt antal ender og fordi jeg fik brugt hver eneste meter af garnet på nær 1½. Win win.
 Mønster: Poppy af Helga Isager. Min strikkefasthed var en anelse større grundet lidt tykkere garn, så jeg har brugt maskeantallet til str. 2 og længder mv. til str. 4 år. Jeg satte 8 masker af under ærmerne og på ærmerne fordi jeg synes det giver bedre pasform og måtte følgelig sjusse lidt med at få rudemønstret til at passe. Ligeledes med halsen, hvor maskeantallet heller ikke passede. Men pasformen er fin. Der mangler er knap bagi, men jeg er ikke sikker på den nogensinde kommer i...  
 Garn: 148 gram af Hanne Falkernbergs Shetlandsuld i sort som bundfarve og sort/hvid som kontrast.
Pinde: 3 og 3½ mm.
Hot? Modtageren er gået vældig op i strikkeprocessen, men han var lidt uvillig til at prøve i morges over nattøjet. Måske fordi han var lidt for optaget af sin leg og moderen var for utålmodig til at vente med at tage udendørsbilleder. Så kan hun lære det...:-)

Hmrph!

Den ene af mine to monkey-sokker gemte sig i vasketøjet og røg i en almindelig kulørt vask på 40 grader. Faconen holdt sig, men se lige farverne! Jeg er faktisk lidt mopset over at farverne ikke holder bedre selvom de ikke er blevet vasket på uldprogram. 
Hmrph!

torsdag den 6. marts 2014

Småting

Eller smågaver er det vel egentlig.
Til Kristines fødselsdag i næste uge har jeg broderet en bogmærke. Datteren er en ægte bogorm, der sluger uendelig mange bøger og er en fast og god kunde på biblioteket. Og da forældrene af og til beder hende lægge bogen væk fordi vi skal spise/hun skal i seng/hun skal dække bord/i skole INDEN hun er færdig med bogen - så er et bogmærke en god ting. Og det er et lille overskueligt projekt når man nu havde lyst til at brodere lidt, men ikke modet på et større projekt.
 Selvom Johannes startede i børnehaven i mandags er det først i næste måned han bliver 3 år. Jeg tror han skal have den lille robot:
Mønster: 'Stanley and Sophie the Shy Little Robots' af Jenna Krupar. Kristine synes den skal hedde 'Robo'.
Garn: Rauma Finull rester fra Andreas' stribede trøje. 55 gram ialt, strikket med dobbelt tråd). Plus 10 assorterede knapper fra kassen. Jeg leder egentlig efter nogle 'safety eyes' - nogen der ved hvor man kan købe dem?
Pinde: 4,5 mm - både krop og ben er strikket med magic loop.
Hot? Hyggeligt lille projekt. Og nu mangler jeg kun at strikke noget til Kristine.