torsdag den 25. februar 2010

Drops sokker

En gang om måneden møder jeg først på arbejde om eftermiddagen og det betyder at jeg har hele formiddagen og første del af eftermiddagen for mig selv. Som regel forsøger jeg at planlægge dagen sådan at jeg ikke behøver at arbejde - det er nemlig balsam for sjælen at have enetid uden faste planer. Så er der nrmlig tid til at sætte sig i sofaen med en god kop kaffe og strikke og som regel er der også tid til en lang løbetur. Løbeturen må nok droppes i dag - det er isslag udenfor og stjerneglat (spændende at skulle til møde i Århus senere i dag....). Istedet kan der jo så blive tid til at blogge lidt.
De her blev færdige i går aftes:

Mønster: Sokker fra Drops med det skønne navn 118-35, modificeret med hæl- og tåindtagning fra 'the knitter's handy book of Patterns af Ann Budd. Slog 60 masker op.
Garn: 84 gram ShiBui Sock Yarn, farve 'earth'. Jeg tror ShiBui Sock Yarn er blevet mit absolut farvorit strømpegarn. Det er blødt og meget, meget lækkert at strikke med. Jeg ved ikke om det er en lille bitte smule tykkere end meget andet strømpegarn, men det er en rigtig god 'fasthed' i det strikkede som jeg rigtig godt kan lide.
Pinde: 2,25 mm knit picks strømpepinde.
Hot? Ja, de sidder ret så perfekt på foden. Mønstret er et dejligt basis-mønster, der giver nogle velsiddende strømper og så er det rigtig fjernsyns-/bilstrik. Jeg har i lang tid næsten kun strikket strømper med boomerang-hæl, men de sidste 2-3- par har jeg strikket med kilehæl. Jeg synes faktisk de sidder bedre på foden (og de er absolut uden huller ved hælen), så jeg tror det bliver min foretrukne hæl for fremtiden.

lørdag den 20. februar 2010

Uge 7 - strikkedelen

Jo da, en lille smule garnindkøb blev det også til. Efter Nationalmuséet proklamerede jeg, at nu skulle jeg altså i Sommerfuglen - og så måtte man selv vælge om man ville med eller ej. Manden forduftede hurtigt (!!!) med Andreas, så Kristine og jeg osede lidt rundt blandt garner og andet godt.

På trods af, at vi har boet 3½ år i København var det mit første besøg her (men det var også først i slutningen af denne periode at strikkedillen, omgang 3, for alvor fik fat i mig igen). Skøøøøn butik - godt for os jyder at de også har en web-version. Sidstnævnte in mente gjorde at indkøbet blev ret beskedent.
To nøgler Noro Silk Garden Sock Yarn i smukke farver.

Det blev også til lidt feriestrik, men mine planer om at deltage i Ravelympics skrinlagde jeg inden legene gik i gang. Det er ikke fordi mit strikkemojo har været væk, men jeg har simpelthen ikke kunne finde et projekt jeg sådan rigtig brændte for at komme i gang med. Derfor er det mest blevet til de små projekter - som sædvanlig er der gang i et par strømper:

Jeg forsøgte mig ellers med spidskompetence af Bente Geil. Fik strikket 10 cm inden jeg trævlede det hele op. Ikke fordi strikkefastheden var hen i vejret eller fordi jeg havde lavet fejl, men simpelthen fordi at jeg kunne mærke at det bare ikke skulle være. Det er en flot model, men helt ærligt er den nok ikke mig. Istedet bruges garnet nu til denne her - og det er vist samme garn som også kan købes med opskriften:Jeg er cirka halvvejs og det skal nok blive godt. Det er i hvert fald en fornøjelse at strikke og supernemt fordi det bare er en stor firkant.
Slutteligt har jeg også gang i et rigtigt langtidsprojekt - 'Lange Skygger' af Anette Danielsen. Første ærme er strikket, men lige nu lígger den stille i strikkekurven. Den skal nok blive strikket, for det er en trøje jeg bare vil eje - jeg skal bare lige have taget mig sammen til at jonglere med seks nøgler på en gang samt en masse garnsnoninger (intarsiastrik).

Dagen i dag har som sædvanligt været brugt på at skovle sne (!), lidt bagning og 6 maskinfulde tøj. I aften er der OL. Jeg ærgede mig til over tidsforskellen til at begynde med, men har fundet ud af at det egentlig er ganske praktisk at det først starter om aftenen. Og så er sådan en omgang sport - langrend og skiskydning som favoritterne - perfekt at strikke til.

fredag den 19. februar 2010

Uge 7 - feriedelen

Når manden underviser og datteren går i skole er man selvskrevet til at holde vinterferie. Endnu har jeg ikke lokket manden med på skiferie (og nu er det ved at være + 10 år siden jeg sidst har haft ski på = aaaaaalt for længe) og Andreas er for lille, så i år gik turen til en af arbejdspladsens ferielejligheder på Christianshavn. Herfra kan mange serværdigheder nåes på gåben eller klapvognshjul og metroen er 5 minutter væk.
= vi har været en uge i København og det har været så godt.
Fordi:

- man skal kun lave et minimum af mad og rengøring
- man kan besøge gode venner, snakke og drikke rødvin, mens ungerne leger
- man kan gå hele vejen op af sneglen i rundetårn og beundre udsigten. Dette med at gå hele vejen op (og ned) gælder også små ben på to-årige drenge, der vil gå selv.
- man kan besøge Rosenborg og beundre dronningens diamanter.

- man kan køre i Metro - ifølge nogen det sjoveste ved ferien
- man kan se pengesedler og ligge i amazonindianske hængekøjer på Nationalmuseet ("skal vi allerede hjem?" spurgte datteren efter 3 timer på museet - hmmmm....)
- besøge familie i området
- se Ramasjang i fjernsynet (det kan vi ikke herhjemme i det mørke Jylland)
- med garanti lokke forældrene til mere chokolade og pomfritter end man ville kunne hjemme
- besøge dronningen. Nå, ja, næsten, men hun var da hjemme, så vi fik hele det store vagtskifte at se med musik mv.
- og så er der masser af tid til hygge og leg
De har noget sammen de to :-)

søndag den 7. februar 2010

Herbivore

Hvis man savner et hurtigt, nemt og transportabelt projekt (istedet for sokkerne?) kan jeg anbefale Herbivore. Jeg slå masker op tirsdag eftermiddag og lukkede de sidste masker af i går aftes.Mønster: Herbivore af Stephen West. Ingen ændringer i opskriften, der har et rigtig fin aflukningsdetalje.
Garn: Wollmeise 100% superwash merino (igen). Forbrug = 84 gram. Garnets blødhed gør det rigtig fint til sådan en lille halsklud og så er farven helt fantastisk. Rigtig dyb grøn med et fantastisk farvespil - det er svært at fange med kameraet.
Pinde: 3½ mm addi turbo 60 og 100 cm.
Hot? Faconen på 'kluden' gør at den sidder fint om halsen og den har en fin størrelse til en forårskølig morgen eller bare til en bluse. Herbivore er nem at gøre større hvis man vil, men jeg kan faktisk godt lide at den bare er sådan en lille ting til lige at tage rundt om halsen.
Og så hjælper et lille hurtigt succesfuldt projekt lidt på humøret - i går trævlede jeg nemlig 'Spidskompetence' op - det skulle bare ikke være os to.

lørdag den 6. februar 2010

Dagens post

Humør: Godt!
Det er sket: Huset støvsuget, vasketøjet lagt sammen, traileren gravet fri af sne, ungerne luftet (indtil flere gange), ænderne fodret og aftensmaden ryddet af bordet.
Det skal ske: Laves kakao, den sidste halvdel af et af mine igangværende projekter skal lukkes af, vaskes og spændes op, vasketøj skal hænges op og så skal der måske slåes op til et nyt projekt eller spilles med manden.
Lytter til: Manden der er læser godnathistorie for Kristine.
Læser: Ingenting.
Kigger på: Fjernsynet er slukket og jeg tænder heller ikke for Melodi Grand Prix. Måske Barnaby hvis jeg holder mig vågen til den tid:-)
Vejret: Det er frostvejr (har næsten lige været ude med skraldeposen).
Det værste: Uhhhh, jeg er altså ikke glad når jeg kan se at jeg nok skal til at trævle et igangværende projekt op, fordi mavefornemmelsen bare siger nej, nej, nej.
Det bedste: At der er en hel aften uden planer foran mig? At weekenden ikke er over? At vinterferien venter lige om hjørnet med lejlighed i KBH og masser af forhåbentlig fine oplevelser? At begge unger bare har været super glade i dag?