tirsdag den 29. januar 2013

Still Light

 I cerise! Og den bliver ikke gemt bagest i skabet. Knappen blev syet i søndag morgen og resten af søndagen hang den på mig. Den er så let at have på, sidder godt, god pasform til dem der ikke har helt flad mave og varm og let. Jeg er sikker på at den bliver et af årets kandidater til 'årets strik' næste gang jeg deler awards ud.
Men den kan godt være lidt sej at strikke. Der er mange, mange retmasker der skal strikkes, men perfekt til tv-strik, strikkeklub og bilture. Jeg tror faktisk ikke den har taget mig mere end 3 uger at strikke - jeg har været meget trofast (fraset Fishermans Pullover, men den var der heller ikke mange masker i). Og der er stadig 1-1½ måneds koldt vejr til at bruge den i, inden foråret forhåbentligt sætter ind med varmere grader. 
 Mønster: Still Light Tunic af Veera Välimäki. Jeg har strikket med en strikkefasthed 21-22 masker på pinde 3,75 og derfor strikket efter str. XS for at ramme str. M. Det gik - den passer i hvert fald fint. Ribkanterne i hals og på ærmer er strikket på 3 mm. Og så har jeg laver udtagninger på hver 5 pind i stedet for hver 6. når der tages ud til lommer for at kompensere for strikkefastheden. Det gik - måske sidder mine lommer en anelse langt nede.
Garn: En tråd alpaca 1 i cerise og en tråd tvinni tweed ligeledes i cerise. Jeg har brugt 421 gram, heraf ca. 177 gram alpaca 1.
Pinde: 3 mm og 3,75 mm, Måtte hasteindkøbe nogle strømpepinde i rette størrelse...
Hot? JA! Jeg tror måske ligefrem jeg bliver glad for cerise og tror måske endda farven klæder mig en lille smule. Manden har endda kommenteret på min fine nye kjole....

mandag den 28. januar 2013

5 år!

Tillykke  med de 5 år min røde Ninja!

onsdag den 23. januar 2013

Fisherman´s Pullover

Som nævnt trænger Andreas til nogle nye sweatre. Han har faktisk kun én hjemmestrikket han kan passe og det er lige lidt nok. Det kan jo hænde at den bliver glemt i børnehaven eller hjemme... Så nu har han fået en ny - og han virkede glad for den selvom det med at prøve den og posere foran kameraet måske ikke lige var en del af hans plan for dagen :-)
 
Mønster: Fisherman´s Pullover af Veera Välimäki. Jeg har strikket str. 8 år med længder for str. 6 for ikke at få den alt for smal. Min strikkefasthed svarer til opskriftens. Den er lige præcis en anelse for stor, så der er plads til at vokse, men ikke større end at den kan bruges nu.
Garn: Resterne af det jeg købte til mandens sweater, dvs. cashmere/angora tweed fra Garnudsalg i lys grå. Ialt 208 gram.
Pinde: 5 mm til det hele undtagen ribben på ærmerne der er strikket på pind 4 mm så det ikke blev for løse.
Hot? Den er blød og velsiddende og matchers fars. What's not to like?
Og så røg der lige et ekstra billede med i dagens post; Johannes dybt koncentreret i gang med at farve.Og sådan sad han vel det meste af en time - det er sjovt at male:-) Bemærk i øvrigt at han har de hjemmesyede overalls på - de bliver meget flittigt brugt og sidder supergodt.
Over and out - arbejdet kalder lige straks.

lørdag den 19. januar 2013

Cerise!

Nyt år = nye muligheder. Jeg greb chancen og startede et nyt strikketøj. Det i sig selv er der ikke noget usædvanligt i - men farven! Cerise! Til mig selv! Jeg er i den grad laaaaangt udenfor min comfortzone og føler mig på temmelig glat is. Faren lurer derude - der er stor risiko for at vi ender med en sag der kommer til at leve sit liv permanent i skabet.
Til gengæld har jeg valgt en nogenlunde sikker model - Still Light Tunic - og garnet går man heller ikke fejl af: En tråd tvinni (farve 17S) og en tråd alpaca 1 (farve 17). Jeg har dermed større strikkefasthed en opskriftens og strikker derfor str. XS på pinde 3,75 for at ramme str. M. Det tror jeg i hvert fald lykkes.
Og ellers står den på fredelig weekend. Vi har spillet, handlet et par gaver og fornødenheder til weekenden, spillet Juniormatador og quizbattle, spist fastelavnsboller og gået tur og om lidt skal vi se Matador og spise de obligatoriske popcorn. Det bliver ikke meget bedre eller fredeligere.
God weekend!

tirsdag den 15. januar 2013

Men jeg forsøgte da...

En gang skal jo nogle gange være den første, så jeg meldte mig til Kirstens Kapurs Mystery Sock KAL 2013. Og valgte en fin sennepsgul farve til sokkerne. Det gik også godt med første clue - fik strikket en fin picotkant og ribben på begge strømper. Så motivationen var stadig helt i top da clue 2 kom og jeg fik hurtigt strikket et par centimeter eller tre...og så gik jeg helt i stå. Det er ikke farven - selvom den er lidt usædvanlig for mig er den rigtig fin. Og det er heller ikke pindene (knit pro) eller garnet (arwetta). 
Næææ - jeg tror såmen bare at problemet er at når jeg strikker sokker gider jeg ikke sidde med næsen begravet i mønsterstrik, tælle omgange og holde styr på mine strømpinde. Strømper er for mig totalt afslapningsstrik (enkelte letfattelige mønstre må da gerne forekomme:-)). Jeg kunne slet ikke forliges med mønstret (som der slet ikke var noget galt med) og lysten til at strikke videre var lig nul. Så nu er de trævlet op. Og nu er det prøvet.
Så næste KAL jeg vil melde mig til skal være en sjals-KAL. Dét tror jeg til gengæld vil være lige mig.

fredag den 11. januar 2013

Awards a la Lena, 2012

Godt nytår! Meget forsinket, men sådan må det være når forbindelsen til omverdenen kappes og den nye lod vente på sig. Men nu er der (endelig!) hul igennem og mine priser for 2012 skal traditionen tro uddeles.

I år er de:
Årets hit, voksne: Jeg har lidt svært ved at uddele denne pris, for skal den gå til mest brugte eller til den jeg er gladest for at have strikket? Den går, lidt overraskende måske, til min A million stripes loop, fordi jeg bruger loop'en hver eneste dag i denne tid, og fordi jeg hver eneste dag er glad for farverne der pifter den sorte vinterfrakke op. Og den er varm og blød. Jep, den tager prisen.
Årets hit, børn: Jeg giver den til Johannes' rullegenser, skarp forfulgt af Kristines Tankestreg. Bare fordi rullegenseren er så umanerlig god og anvendelig og fordi jeg er glad for de skarpe grønne striper. Jeg var noget betænkelig ved at strikke supersoft på 3 mm, men det holder fint og er tyndt og let.
Årets kedeligste strik: Uhhh, jeg er ked af at måtte uddele prisen til mandens sweater, men for søren den var ikke særlig spændende - simpel glatstrik kombineret med et garn jeg ikke strikker ret godt i/med gjorde det til lidt af en pine at komme gennem sweateren. Det er trods alt ikke så tit det tager mig 11 måneder om noget så simpelt. Det er dog et stort plaster på såret at modtageren er så glad for den!
Årets stolthed: Her kommer vi ikke udenom Marina! Der er ingen vaklen i geledderne - Marina tager prisen længder foran alle andre. Flittigt brugt - foråret og efteråret igennem som en udendørs trøje og nu indenfor på de koldeste dage. Den er så fed.
Årets overraskelse: Jeg har fået strikket meget mere end jeg havde troet - men jeg er også så nørdet så jeg altid strikker i bilen hvis vi skal køre bare mere end en halv time, når ungerne bader, leger med Lego, når jeg venter mens børnene er til fritidsaktiviteter eller når der er Disney Sjov. Sådan cirka næsten altid når jeg får chancen:-)
Årets kikser: Jeg har (for en gangs skyld?) ingen storkiksere, men no. 23 er ikke helt i øjet...
Årets bedste strikkeoplevelse: Man kan vel godt give prisen til Marina igen i år?
Årets garn: Hmmm, den var værre, men jeg vil rigtig gerne strikke i shetlandsuld som Marina er strikket med. Synes også Isagers Alpaca 1 er helt genialt som følgetråd til en tråd uld. Jeg er meget glad for den effekt det giver.
Årets tal: Ved indgangen til året var der 5994 gram på lageret. I løbet af året er der blevet anskaffet nye 6707 gram. Og strikket 14594 meter. Så der har været godt gennemtræk på lageret der nu er på 5583 gram. Uden at det har et mål er det blevet reduceret med 411 gram. Jeg er ganske godt tilfreds.

Planer for 2013? Jeg skal
:: have det sjovt
:: begynde på Johannes sengetæppe (quilt)
:: Købe noget mere garn! Yes! Selvom der er over 5 kg garn på lageret har jeg faktisk ikke mere end 2-300 gram i samme garn. Ergo kan jeg ikke pludselig impulsstrikke en sweater, trøje eller lignende til mig selv. Og det går virkelig ikke. 
:: på strikkefestival til september
:: strikke Parrot af mine rester fra Marina
:: supplere Andreas' garderobe med et par sweatre (han trænger!)
:: have det hyggeligt i vores nystartede strikkeklub og
:: ellers bare strikke det jeg har lyst til.