mandag den 26. oktober 2015

Vanilla

At strikke Vanilla har været ligesom at spise en elefant i små bidder. Tror jeg. Lidt af gangen og meeeget langsomt. Så nu bliver der lige lidt billedspam:

 Mønster: Vanilla ad Helga Isager fra Amimono fra Knit Collection 2010. Som sædvanlig strikker jeg den læææænge efter alle andre. Jeg får 24 masker i tynd uld på pind 3½, så jeg har strikket mindste størrelse for at få en str. M. Jeg har aldrig strikket en biese før, men fandt en tutorial på garnstudio, så man slipper for at samle alle masker op igen til biesen og jonglere med 3 pinde. Jeg har strikket den ca. 5 cm længere i kroppem og 2-3 cm længere på ærmerene og lånt Birgittes ide med kun at strikke vandrette masker til ca. op til taljen.
 Garn: 180 gram supersoft fra Holstgarn i farven 'coffee'. Skøn farve, men det er lidt svært at strikker biese og sy sammen i så mørkt garn. Dertil 7 fine knapper fra Birthe Sahl.
Pinde: 3 og 3½ mm.

 Hot? Det tror jeg. Lige nu er jeg faktisk lidt forbeholden overfor fordi jeg så ofte var irreterret over den - den der elefant smagte faktisk ikke altid lige godt... Ok, det lyder fjollet - jeg er sikker på jeg bliver glad for den i brug. Det ér altså en fin model.

søndag den 25. oktober 2015

62 gram striber

 Et lille sideprojekt mens jeg venter på clue 4 (stadig - jeg troede det var i fredags det kom, men det er først på onsdag) og mens jeg - laaaangsomt - får monteret Vanilla er blevet til et par strømper til Andreas. Fordi han elsker sine hjemmestrikkede strømper og ikke har taget dem af siden han fik dem i morges. Tidligt. Før kl. seks vintertid... 
Mønster: Udgangspunkt = 44 masker. Rib 1 ret, 1 vrang af hele skaften og ovenpå foden. Str. 34.
Garn: 62 gram sekstrådet af Opals stribemania color i farve 06364.
Pinde: 3 mm.
Hot? Hvis han ikke vokser ud af dem forinden vil de blive slidt op. Stensikkert!

søndag den 18. oktober 2015

Efterårsdage

Børnene har holdt fri hele ugen og besøgt Bedste de første dage. Alle tre på én gang. Det er godt nok sjældent vi er helt børnefri! Og hvor er det stille - jeg er ikke helt sikker på jeg bryder mig om det... Så vi brugte tiden på at arbejde:-)
 Vi havde heldigvis også nogle fridage sammen. Vi tog på skattejagt sammen...
 ...og fandt nisser og trolde i skoven. Kristine styrede kortet og sporene, så vi fandt heldigvis også skatten til sidst (slikposer).
Vi har været kreative:
malet
udhulet græskar
og broderet.
Jeg er færdig med clue 2 (sllikbutikken) og clue 3 (juletræsbutikken). Clue 4 skal ligge som en bjælke under hele byen, men kommer først på fredag, så jeg væbner mig med spænding og tålmodighed.
I morgen står den så atter på arbejde, børnehave og skole. Og det er vel alt i alt også ok.

onsdag den 7. oktober 2015

A Very Merry Christmas Town - del 1

Jeg har taget forskud på julen!
The Frosted Pumpkin Stitchery har udgivet et hemmeligt julebroderi der kommer i 4 dele. Her er 1 del færdig (clue 1). Del 2 og 3 er kommet og del 4 kommer sidst i oktober, så der er tid til at blive færdig til jul.
Kittet kan købes direkte fra The Frosted Pumpkin Stitchery, men med fragt og told mv blev det mere end dobbelt så dyrt som selv at købe materialerne. Materialer, farver osv er angivet i mønstret så man selv kan købe det, så det har jeg gjort. Jeg har købt hvid aida med glimmer (!). En lidt lys blålig eller naturfarvet bund kunne også have været fint og vist den hvide farve bedre, men sådan blev det ikke.
Det er sjovt og jeg får luftet nålen mere end pindene i disse dage. Jeg er frygtelig fristet til at melde mig til deres årlige year-a-long med månedlige clues afhængig af temaet. 

søndag den 4. oktober 2015

sibella pullover

I går lavede vi picnic i haven med kage og saftevand. I dag har vi lavet popcorn over bål og siddet på terrassen og drukket kaffe. Jamen er det ikke fantastisk midt i oktober!
Jeg har også prøvekørt min nyeste bluse aka pullover.
 Mønster: sibella pullover af Carrie Bostick Hoge. Jeg har strikket str. 38" uden andre ændringer end at jeg har lavet lange ærmer. Og at jeg har strikket den nederste rib på en størrelse mindre pinde end anbefalet fordi jeg læste forkert. Og så strikkede jeg et par forkorkede rækker på ryggen lige inden jeg samlede krop og ærmer. Jeg havde egentlig tænkt at lave nogen i nakken lige inden ribben, men halsen er så stor at jeg ikke synes det ville gøre den store forskel.
 Garn: 184 gram supersoft fra Holst Garn i 'flannel grey'. Jeg havde en cone af garnet og vaskede det ikke inden jeg strikkede og hold da op hvor var der meget spindeolie og farve i vandet da jeg skyllede den op i går. Jeg måtte skylle efter 4 gange før vandet var klart igen. Jeg synes ikke der plejer at være så meget.
Pinde: 3 og 3,5 mm.
Hot? Jeg bliver inspireret til at strikke lace for tiden og jeg synes mønsteret gør sig fint i det grå garn og til en enkel bluse. Pasformen er god og jeg er tilfreds. 

I morgen venter hverdagen så igen, men der er også strikkeklub og hygge, så det er ikke så ringe endda.

fredag den 2. oktober 2015

Succulent

Det er faktisk ikke fordi strikningen bliver forsømt at der ikke er indlæg. Det er bare...livet...og travlhed....der æder al min tid og energi.
Indimellem har jeg strikket på et sjal til min nye vinterjakke eller til de kolde dage på kontoret eller i sofaen.
Mønster: 'Succulent' af Maria Montzka. Jeg har strikket den største størrelser (6 gentagelser) helt efter mønsteret.  Sjalet målet 204 cm i bredden og 92 i højden. Maria har i øvrigt en hyggelig podcast som jeg bestemt synes det er værd at lytte til.
Garn: 117 gram geilsk tynd uld i en lys lilla farve - samme garn som denne her.
Kristine hjælper mig med at fotografere og posere
Pinde: 3,5 mm. Jeg skulle nok være gået op til 3, 75 mm eller måske endda 4 mm - jeg måtte blokke det temmelig aggressivt for at få det så stort og luftigt som jeg ville.
Det er altid sjovt at følge forvandlingen fra krøllet klud til smukt sjal. Man bliver lige forbløffet hver gang.
Hot? Det er så længe siden jeg sidst har strikket et sjal at det har været en ren fornøjelse. Det er blødt, let, luftigt og varmt, så jeg er glad. Men jeg kan godt vente med at tage det i brug hvis det betyder at det fine vejr fortsætter.