tirsdag den 30. august 2011

Hvad strikker du?

Spurgte mandens næsten 85 år gamle farmor i lørdags.
"En vest til Andreas" svarede jeg.
"Er der knapper i?" fortsatte den ældre dame.
"Næææææ...."
"Så er det ikke en vest! Så er det en slipover!"
Hmmm...måske er det teknisk set en slipover, men fru Rasmilla kalder den selv en vest og det gør jeg også :-) Udgangspunktet er Teitur, men med anden strikkefasthed og planer om at strikke rundt med steeks (hvad hedder de egentlig på dansk?), så der ikke skal strikkes flerfarvestrik på vrangen bliver der en del ændringer. Men det er et særdeles hyggeligt strikketøj.
Et noget mere automatstrikketøj er mit restetæppe, der sluger en hulans masse rester. Jeg er noget mere en halvvejs og er påbegyndt indtagningen, men det vejer allerede over 500 gram og jeg skal passe på mine håndled kan jeg mærke. Så pt. er der restriktioner på maks. et par pinde om dagen.
Så det kan godt være at der har været en del syprojekter på det sidste, men jeg strikker altså stadigvæk :-)

onsdag den 24. august 2011

4 måneder

Allerede!! I dagens anledning poserer han for fotografen i sine nye bukser. Og smiler lidt forsigtigt hvorefter han overgår til råben fordi hans mor har glemt at han skulle fodres først.

Det er ingen hemlighed at jeg elsker overalls og heldragter til små børn, så jeg har testet et par designs. Første forsøg får ingen adgang til bloggen. Heldragtmønstret fra Meedom er ok, men man skal ikke teste nyt mønster og nye sømme i næsten sort strækvelour med sort tråd. Ak og ve et resultat- men jeg lærte lidt om hvilke overlocksømme min symaskine har...

Andet forsøg er Elsebeth Gynters 'bukser med lap'. Jeg faldt pladask for modellen og retrostilen og første par er klar. De blev hæderlige, men der er plads til maaange forbedringer.
Mønster: 'Bukser med lap' af Elsebeth Gynther. Str. 6 mdr. Passer stort set Johannes på en prik. De er lidt lange på benene, men jeg turde ikke lægge dem op, fordi jeg syntes de så korte ud, så de fik en ribouleau istedet. Når jeg får tid bliver de klippet af og bukserne lagt op, for ellers passer de først i benene når han helt sikkert vokser ud af resten. Jeg har også lavet en ribrouleau foroven og det blev ikke så vellykket. Den er blevet strukket for meget så kanten nu flaner og så syede jeg den fast med et bikubemønster for at få den pæn på bagsiden. Det har ligesom gjort kanten for 'fast' og 'flad' - et gammeldags skråbånd havde nok været bedre. Næste gang laver jeg belægninger istedet - det tror jeg bliver pænere.
Stof: Brun babyfløjl - det samme som Andreas bukser - jeg havde 1 m og med lidt fiflen frem og tilbage med mønstret gik det lige - det skal jo vende samme vej når det er fløjl.
Hot? Afgjort en model jeg skal have syet igen. Overvejede lidt om jeg synes de er træls der ikke er knapper forneden til bleskift (hvad man jo selvfølgelig bare kan lave) men efter at have arvet et par overalls uden knapper fandt jeg ud af, at det ikke generede mig voldsomt, så det er blevet uden.
Modellen er i øvrigt en glad og mild dreng - vægt og længde er vi ikke helt opdateret på, men han spiser godt, sover godt og elsker at blive underholdt af sine søskende.

mandag den 22. august 2011

Racerbukser

Andreas har fået sig et par hurtige bukser - der er efter eget valg nemlig kommet racerbiler på og de skal jævnligt tankes...(?).
Scene 1: Der var ellers intet der i morges tydede på at Andreas' bukser ville blive syet færdig i dag. Drengen havde haft høj feber i går og var stadig lidt slatten her til morgen. Slatten, umulig og konstant snakkende (som altid). Ikke nogen god kombination med en mor der har været oppe at amme et par gange i løbet af natten og derudover har været vågen adskillige gange pga. den syges dårlige søvn. Jeg havde allerede i hovedet formuleret et 'sorte mor' indlæg her til bloggen alt imensAndreas plagede om at jeg byggede en togbane til mig og hylende nægtede selv at bygge den selv da jeg erklærede at det havde jeg ikke lyst til (samtidig med at den sorte samvittighed holdt sit indtog - hvilken mor nægter at bygge en togbane til sin syge søn bare fordi hun er træt?). Jeg ville heller ikke lede efter noget legemad nederst i kassen bare fordi ungen ikke gad rode i den selv osv. Kort sagt var der en dyster og træls stemning i det lille hjem og den trætte mor forudså en lang, laaaaang dag...
Scene 2: Efter en kort historie prøver mor at redde stemningen - "har du ikke lyst til at spille Pixelines lillebror på computeren - så kan jeg se på og sidde og sy ved siden af"? Efter det første hurtige 'nej' bringer mor sukkerpædagogikken på banen og lover en figenstang. "Så skal det også være en grøn en". OK.
Der etableres en forholdsvis fredlig stemning. Johannes sover, Andreas snakker og jeg svarer det bedste jeg kan samtidig med at jeg multitasker - forsøger ihærdigt at følge med i spillet og symaskinen.
Så synes Andreas vi skal sy dyr ( altså sy med de sjove dyresømme maskinen har). Ok - vi finder en prøvelap frem og syr. Stemningen løftes - Andreas er glad og nem og næsten sig selv.
Vi snakker om de bukser jeg er ved at sy - dem som han dagen før selv valgte bilstoffet til. Vi skifter over til at sy bukser igen og Andreas betjener panelet på symaskinen - trykker baglænsknappen, vælger sømme, stinglængde mv. , mens jeg styrer stoffet og trykfoden. Ikke just noget der er hurtigt, men det går fremad og nu storhygger vi os begge. Alene mor-tid og mor laver også noget hun synes er sjovt. Ren win-win.
PS: Jeg kan faktisk godt lide at lave togbane og gør det ofte, men altså bare ikke lige i dag...
Mønster: Bukser fra Meedom og Meedom, form 2, 92 cl. De passer på en prik , men jeg synes de er lidt for posede i det. Og så er de store i størrelsen - Andreas er eller for længst vokset ud af str. 92. Krydret med lommer og efter ide fra Nanna med nogle fine racerbiler. Ville også gerne have syet baglommer på, men der var ikke mere racerbilerstof. Stikninger ved alle sømme undtagen skridtsømmen. Elastik i taljen.
Stof: Babyfløjl fra Stof og Stil samt lidt patchworkstof fra gemmerne.
Hot? De røg på med det samme og de er blev vist frem til både Kristine og far da de kom ind af døren. Jeg synes selv de er blevet vellykkede og er glad over at have knækket lomme-koden - det var jo faktisk ikke så slemt.

Scene 3: Andreas insisterede på at ville skulle ud og køre i bil (sikkert med henblik på at lege en af ynglingslegene - fortælle mig mærkerne på alle de biler vi passerer - og han kan dem alle!), så jeg slog lige igen to fluer med et smæk og tankede lidt manglende rib og nogle andre forskellige stoffer som jeg sikkert kommer til at mangle i fremtiden hos den lokale stofpusher.

Summa summarum: Det var en god dag trods alt.

lørdag den 20. august 2011

I Kristines sidste ferieuge var det bare hende og mig (og Johannes) der var hjemme. Det var så skønt bare at have hende for mig selv - bedsteveninden bor et par hundrede meter væk og der er dage hvor jeg ikke føler jeg ser Kristine.
En af dagene smuttede vi til Herning i Stof og Stil - der skulle købes nyt stof til sækkestolen, fløjl til bukser til Andreas osv. Kristine fandt en buksedragt og noget fløjlsstof og jeg har syet:Mønster: Buksedragt nr. 60007 (stof &stil), str. 8 år. Ingen ændringer, men en anden gang ville jeg nok vælge at sætte bindebåndet i taljen sammen med en elastik. Det tror jeg ville give en bedre pasform.
Stof: Fløjl. Skulle nok have tænkt mig mere om og valgt noget stof der falder bedre. Den er blevet lidt for stiv i det.

Hot? Jeg tror ikke rigtig på at den bliver slidt op - forkert stofvalgt og måske nok også for stort print på stoffet.
Jeg har til gengæld lært min symaskine lidt bedre at kende. Jeg har syet patchwork i mange år, men de eneste sømme jeg har brugt dertil er ligeud og zigzag og eventuelt skiftet trykfod til frihånsquiltning. Således var det noget af en udfordring da jeg skulle sy to knaphuller i løbegangen. Knaphuller??!!!! Hvordan f.... gør man det? Men med god hjælp fra brugermanualen blev den ged barberet til kryds og slange og jeg er nu klar til nye symaskineudfordringer!
For et par uger siden blev vi teltejere (ligesom visse andre). Først i dag artede vejret og tiden sig til at prøveopsætte det. Der var ikke helt plads i haven, så det er lidt 'krøllet' foran. Nøøøj, hvor jeg allereder glæder mig til næste sommer. Har jeg sagt at jeg vil sydover til de lidt varmere himmelstrøg....!
Der er god plads indvendig....:-)


onsdag den 17. august 2011

Tea Leaves Cardigan

Endnu et stykke strik er røget af pindene - denne gang var det til mig selv:
Mønster: tea leaves cardigan af Amy Hendrix. Str. 36". Normalt ville jeg strikke en str. 38", men af en eller anden grund mangler den størrelse i opskriften, så jeg satsede på at en lidt generøs strikkefasthed ville gøre tricket. Og det har det gjort for den passer perfekt! Ingen ændringer til opskriften, bortset fra at der kun var garn nok til korte ærmer. Sad med vægten ved siden af garnnøglerne for maksimal udnyttelse.
Garn: 1 tråd Duo silke/merino og 1 tråd Duo alpaca/meriono, begge tråde i sort. Ialt 280 gram. En blød, blød og lækker garnkombination, der oprindeligt var tiltænkt 'rå vest' fra designclub, men den fristede ikke længere.
Pinde: 4 og 4½ mm.
Hot? En sort trøje kan man altid bruge - jeg er vild med både garnet, pasformen og de korte ærmer. Den virker sådan fin og super praktisk.
Og så fandt jeg nogle fine knapper der lige passede til. Nå, ja, endnu en ændring til opskriften var et ekstra knaphul.
Og lidt mere strik - her endnu et cykelvognsbillede af drengene i mors strik (og kigger man her er det ikke svært at se at der vokses en del:-)). Johannes' dragt er god stor i størrelsen endnu, så den skal nok blive fin til efteråret. Andreas har brugt sin sweater meget og den har været med på mange løbecykelture til papircontaineren sammen med mor og barnevognen. Manden har givet udtryk for, at han også gerne vil have sådan en helt enkel sweater. Hmmm, det skal jeg vist tænke lidt over...

mandag den 15. august 2011

Hverdag

Forrige uge startede manden, sidste uge blev Andreas sendt i børnehave og i dag er Kristine begyndt i 2. klasse (2. kl??!!!!).
Johannes er netop lagt ud for at sove og jeg nyder roen og prøver at lade den indfinde sig i hele kroppen. Skal jeg strikke, sy, sove, tjekke mails eller sætte en vask over?
Jeg tror jeg starter med at lave en kop the...

onsdag den 3. august 2011

Quick fix

Engang imellem får jeg et akut behov for et lille fix - et hurtigt projekt, nyt mønster, ny farve, nyt garn - hurtigt overstået, men skønt mens det stod på. Således blev resultatet denne gang:Mønster: Milo af Georgie Hallam. Str. ca. 6/9 mdr, men passer stort set min 3½ måneds baby. Perfekt i størrelsen til efterår/tidlig vinter.
Garn: Rester fra min Cabled Spiral Pullover dvs. tvinni mohair og spinni. 55 gram i forbrug.
Pinde: 3,75 mm (til retrillerne) og 4 mm.
Hot? Jada - man kan aldrig få for mange veste vel?

Eller kan man?
Måske jeg skulle overveje veste i en større størrelse (men lur mig om der ikke også findes sådanne nogle på lager) eller at stille mit 'fix-behov' på anden vis. Strømper? huer? Vanter?

Johannes :-)

mandag den 1. august 2011

The Monkeys

Andreas spurgte som en selvfølge hvad jeg skulle sy til ham (underforstået når jeg nu var i gang med at sy til Kristine)? Jeg erindrede at have set noget sødt jerseystof med aber på som fint kunne blive til et par bløde bukser: Mønser: Minikreas posebuks, str. 3 år. Jeg synes de er meget store i størrelsen - havde oprindeligt købt mønstret til str. 4-10 år, men de blev alt for store til Andreas der normalt bruger str. 104. Købte så også mønstret til str. ½-3 år. Lidt for posede efter min smag, men ellers passer de fint og Andreas er glad.
Der var lige nøjagtig stof og rib nok tilovers til et par i str. ½ år til Johannes.


De var meget lettere at sy end Kristines kjole - jeg har så hverken lavet lommer eller linning - så da Kristine også ville have nogle aber var der ikke langt fra ord til handling og et par halvlange abebukser. Både Johannes' og Kristines bukser er lavet smallere end mønstret.

Der her syning kan man da godt gå hen og blive grebet af - måske noget til mor næste gang?