fredag den 30. november 2007

Dit og dat

December står for døren. Jeg har lige hængt de sidste pakker på kalenderen. Jeg glæder mig til vi kan sige, at januar står for døren. Så er flytning og jul overstået.
Vi er nogenlunde "med" hvad flytningen angår, men det er som om tiden går langsommere og langsommere - jeg vil have det overstået. Jeg kan ikke klare tanken om at skulle have min mor, svigermor, min far og hans kone rendende og overnattende i flere dage. I kan selv gætte jer til de konstante stikpiller og usagte ord. Bevares, de er alle civiliserede mennesker og skal nok lade være med at skændes på overfladen (åhh, hvor har vi det hyggeligt), men jeg kan ikke klare det! Jeg må dog holde tand for tunge - de gør det for at hjælpe med malerarbejdet, pakningen osv. - en vraltende and som mig selv er ikke meget bevendt. Suk. Og jeg har været så dum (?) at invitere alle til juleaften fordi jeg ikke orkede tanken om at skulle afsted igen juleaften. Derudover forventer ingen vel at huset er julepyntet i matchende farver eller at støvsugeren kommer i alle kroge hver dag (og slet ikke med 4 uger til termin). Derfor virkede det som et godt år at åbne dørene op til jul. Jeg får stress og uro af visse familiemedlemmer (læs: fx min mor) der vimser og rydder op konstant. Alt skal være helt rigtigt - ellers er det svært at spille Ludo med børnene. Suk igen.


Lillebror trives - her et lille billede af den efterhånden lidt uhandy mave. 32 + 3 ifølge jordemoder og skønnet til lige knap 2 kg. Meget gennemsnitligt. Hovedet nedad, men ikke fast. Og for første gang blev hjertelyden fundet med det samme. Det har hverken lægen eller jordemoderen ellers formået før og det har hver gang være nogle laaaaange minutter på briksen. Fint blodtryk. Vægt? Hæ, heldigvis vejer jordemoderen mig ikke. Jeg har lidt på fornemmelsen at det går lidt hurtigt opad...


Jeg har for alvor fundet huse-tæppet frem igen og har i skrivende stund quiltet 2/3. Det SKAL være færdigt inden flytning, hvor Kristine får sin nye seng. Det var lidt kedeligt at ri sammen (så kan selv "Interne affærer"/JAG bruges!) og lidt tungt at quilte midt på, men nu hygger jeg mig med det. Det er lidt ligesom at møde en gammel ven, der i virkeligheden ikke har været ret langt borte.
Det nager mig stadig, at jeg faldt for fristelsen og købte garn ud over det planlagte sokkegarn. Heldigvis kommer svigermor forbi i morgen og hun skal have 1200 gram af lageret af noget bomundsgarn, som jeg med sikkerhed aldrig får strikket af. På dem måde udligner det sig næsten med garnkøbet. Og jeg har det bedre! Suk igen igen - måske burde man tage sin hobby op til revision, hvis den giver dårlig samvittighed??

mandag den 26. november 2007

Babytæppe

Det er bare blevet lige som jeg havde ønsket og håbet på. Babytæppet - som jeg sådan glæder mig til at tage i brug. Det har været en sand fornøjelse at strikke hele vejen igennem. Der er strikket så mange tanker, håb og forventninger ind i det tæppe, der er så blødt og lækkert og bare venter på sin lille prins.

Prinsen sparker lystigt derudaf som jeg skriver her. Han fylder godt og har fundet nogle punkter indeni maven, som, hvis de får et ordentligt spark, kan gøre rigtig, rigtig ondt på hans mor. Nyrerne? Og som han søster kan han bedst lide mavens højre side. Maven bliver til tider ret så deform - det ser enormt skægt ud.





Mønster: "Prinsesvøbet", "Det royale sjal" eller hvad det nu kaldes. I ved hvilket et. Mønstret er fundet i "Ude og hjemme", nr. 18, årgang ??
Garn: Regia Silk, farve 002 (råhvid), forbrug 340 gram.
Størrelse: Ca. 110 cm x 110 cm efter en tur i vaskemaskinen og udspænding.


Jeg har aldrig sådan for alvor strikket "lace", hulmønster eller hvad det nu hedder. Men det var overhovedet ikke svært og jeg synes egenetlig jeg er kommet hæderligt fra det.



Nu bliver tæppet pakket sammen og lagt i liften med de andre babyting jeg får strikket og købt her i dagene. Når vi så er flyttet, så skal der for alvor redebygges.

fredag den 23. november 2007

Strikkeuro

Et par færdige sokker til mig selv.
Mønster: Cable Rib Socks af Erica Alexander fra "Favorite Socks" fra Interweave, men dog med boomeranghæl.
Garn: 4-trådet Opal, farve 1415. Forbrug 72 gram.
Pinde: 3 mm de første 6 cm, derefter 2,5 mm.
Hit? Absolut, jeg elsker mine hjemmestrikkede strømper. De bliver meget flittigt brugt, især nu hvor jeg går hjemme. Jeg ville ønske jeg havde nok til hele ugen.


Nyt på pindende er Frode og et par sokker.
Og om lidt laver jeg en strikkeprøve på Wicked. Jeg kan ikke rigtig finde ro ved et strikketøj i disse dage. Tree Jacket ser også mægtig interessant ud.

Men lige nu vil jeg bevæge mig ud i det skønne vejr og hente min skønne datter i børnehaven.

torsdag den 22. november 2007

Ups...

Jeg er jurist. På universitet lærer man derfor ret hurtigt, at en given bestemmelses hovedregel står i stk. 1. I de efterfølgende stykker alle undtagelserne til hovedreglen. Og undtagelser er der sjældent mere end én af ligesom de løbende suppleres med nye, når der er huller eller uhensigtsmæssigheder i lovgivningen.

Min egen hovedregel er kun at købe garn for halvdelen af den mængde jeg har strikket. Eneste undtagelse var hvis mavens indhold kom med tap. Naivt - ja, jeg ved jo, at der ingen regler er med så få undtagelser - det er jo det der giver mig grå går på arbejdet. Og jeg havde fuldstændigt lukket øjenene for det faktum, at jeg helt tilfældigt kunne komme forbi en garnbutik med ophørsudsalg. Så da jeg selv er lovgivende og dømmende magt har jeg fluks lavet en undtagelse til uden at blive straffet derfor på opsparingskontoen. Således må man i NØDSTILFÆLDE ved ophørsudsalg med lækkert garn købe lidt ekstra ind når det er til særdeles fordelagtige priser:-)

Kristine har forelsket sig i det lyseblå garn, som jeg umiddelbart havde troet skulle blive til trøjer til lillebror. Nu skal jeg bare finde en opskrift. De to nøgler opal bliver vel til tykke sokker til mig selv og manden. Det røde garn. Hmmm - umiddelbart kunne jeg godt tænke noget til mig selv. Jeg købte de sidste nøgler der var, 8 stk. Måske Green Gable? Andre ideer?

onsdag den 14. november 2007

Babyspiraler

Bittesmå synes jeg de er - 12 gram Duo merinould, strikket på strømpepinde 2½. Beregnet som sovesokker i barnevognen eller når der skal leges på gulvet. Skal lige vaskes, så det værste kradseri blødgøres.

Ellers har jeg fået bestilt flyttemænd (og fundet ud af, at det ikke kun er os, der er mærkelige og vil flytte fire dage før jul - men det lykkedes) og fået lovning på, at der kommer tilbud om børnehaveplads i morgen. Måske alting alligevel går op i en højere enhed?



Jeg prøver at komme ud at gå en tur hver dag ("bedstemortempo") og i dag huskede jeg kameraet. Der var et smukt, smukt lys ud over markerne...


Cable Rib Socks er til mig selv. Begyndte på dem i går aftes, men der er absolut ingen symbolik i farvevalget... Jeg er ikke heeeeelt tilfreds med valgresultatet.
Til gengæld går man ikke fejl af Opalgarnet kombineret med "25 favourite Socks" fra Interweave.

mandag den 12. november 2007

Slap af!!

Helt ærligt. Når man i flere måneder har kørt i et højere gear end godt er og så lige pludselig - bum - skal gå hjemme og feriere den, ja, så er det liiiidt svært at omstille sig. Jeg får helt stress af at tænke på alle de ting jeg skal nå inden dagen er omme. Sortere i babytøjet, opdatere Kristines mappe, sy hendes tæppe færdig, ordne pakkekalender og indkøbe julegaver, bestille flyttemænd, lave indkøbslister og madplaner, forkæle Kristine og så liiige huske at slappe af. Jeg har allerede lavet et par lister over alt det jeg skal nå....
Helt ærligt! Derfor har jeg brugt noget af eftermiddagen på bare at sidde og øve mig i at kigge ud af vinduet og slappe af. Mærke roen. Alt det andet når vi nok - og det vi ikke når var nok heller ikke helt så nødvendigt. Jeg skal huske at nyyyyde og bare være til. Så jeg sidder nu med eftermiddagens kop kaffe og hygger mig.

Ms. Marigold har være færdig et par dage:


Farven er petroliumsblå, men jeg synes ikke rigtig jeg kan fange den ordentligt.

Faconen ser lidt sjov ud på billedet til venstre, men jeg satser på at den sidder fantastisk. Og passer. Lige nu tør jeg end ikke prøve den af skræk for, at den aldrig kommer tilbage i normal facon.
Den er beregnet til at tulre rundt i derhjemme. Varm og dejlig, men således at hænderne stadig er fri til at passe baby og alle de andre gøremål. Og så synes jeg den er en lille smule anderledes end en hel almindelig vest med den dybe hals. Den hæklede kant ved ærmerne drillede en del - jeg er ikke alt for gode venner med en hæklenål, men ved tredie forsøg blev resultatet brugbart nok.
Mønster: Ms. Marigold fra Zephyrestyle. Strikket efter str. M, men strikkeprøven var til den gode side, så størrelsen er nærmere M/L.
Pinde: Addi turbo 3 mm og metalpinde 2½ samt hæklenål 2½.
Garn: 258 gram Indiecita fra Nanna, farve 4145 (strikket i dobbelt garn).
Hot? Det tror jeg bestemt den bliver. Den er tilpas anderledes i designet til ikke at være kedelig og den føles varm og lækker. Jeg tror den passer lige til et par cowboybukser.

fredag den 9. november 2007

Åhhh, endelig fri!

Så nåede jeg det endelig, barselsorloven - trods diverse genvordigheder undervejs. Det er skøøøøønt!
Misforstå mig endelig ikke. Jeg er meget glad for mit arbejde, men turen til og fra er for lang. De mange, mange timer på landevejen er bare spildt og jeg var så glad da jeg kørte hjem i dag, og jeg vidste det var sidste gang jeg skulle køre så langt bare for at komme hjem fra en almindelig arbejdsdag. Når jeg om lidt over et år starter op igen har jeg ca. 20 minutter på cykel!

Jeg glæder mig til den kommende tid, hvor jeg kan vende blikket indad mod familien og hvor der er tid til en helt anden rytme end ellers. Jeg glæder mig til at kunne forkæle Kristine med tid, jeg glæder mig til at flytte, jeg glæder mig til alle de ting jeg skal strikke (har man tid til det med en baby i huset?) og jeg glæææææder mig til at møde lillebror. Julie, terminen er 20/1 - så en lille måneds tid efter dig. Det bliver skønt at se alle blog-babyerne in spe i deres mødres hjemmestrik!

Coming up: Ms. Marigold.