fredag den 31. december 2010

Julestrik

Det meste af julen har temperaturen været på to-cifrede kuldegrader, så det er egentlig helt ude af trit med årstiden at mit julestrik blev Coral. Men den opfyldte de fleste kriterier til strik i julen - masser af glatstrik, transportabelt, nemt mønster og så var det allerede en UFO, der havde befundet sig længst nede i strikkekurven siden august, hvor jeg havde måttet trævle alt undtagen halskanten op, da Coral tegnede til at blive et telt. Denne gang er jeg gået et helt nummer ned i pinde og resultatet noget bedre: Jeg løb dog tør for garn, så der kom ikke nogen retstrikket kant forneden og egentlig klær' det også modellen ganske fint at kanten fremstår rå. Bagsiden der lukkes af på en gang har jeg lukket af ved at strikke to masker drejet ret sammen og så føre masken på højre pind tilbage på venstre pind for så igen at strikke to ret drejet sammen. Det giver en rigtig pæn kant, der er knap så slem til at rulle.Mønster: 'Coral' af Helga Isager fra KnitCollection spring/summer 2009, str. S/M.
Garn: 300 gram Lin (hør) fra Yllet købt hos Sommerfuglen. Garnet var egentlig slet ikke købt til denne top og jeg ville ikke strikke modellen i samme garn en anden gang - garnet er simpelthen for 'tungt'. Et forbrug på 300 gram til en top er trods alt en del Det er år og dag siden jeg sidst har strikket i hør og nu ved jeg hvorfor. Det er stift, hårdt og ufleksibelt og jeg bryder mig faktisk ikke om at strikke i det. Som hørgarn synes jeg det er ok, men jeg er glad for at rub og stub blev brugt.
Pinde: 3 mm.
Hot? Den er blevet væsentlig bedre end jeg havde ventet og jeg kan da pt. melde om 'fin' pasform:
Billeder viser også en af mine aversioner mod hør - det er fuldstændigt umuligt at skjule hæftning af ender (og ja, de burde havde været placeret i siden, men det meste af trøjen er blevet strikket i selskab med andre, så jeg har ærlig talt glemt det). Nå, ja, og så viser billedet lillebrors bolig - fulde 24 uger. Jeg tør ærlig talt ikke tænke på hvor stor man kan ende som 3. gangs gravid??

Vi ses i 2011. Rigtig godt nytår!

torsdag den 23. december 2010

Glædelig jul

Her i Viborg forstår vi slet ikke al virakken med al den sne - vi har ikke fået et eneste nyt snefnug. Men der er rester fra sidst og fint hvidt udenfor med frosthvide træer, så julestemningen er så småt begyndt at indfinde sig.
Dagen i dag vil vi dog huske som dagen hvor vi bisatte familiens ældste medlem, gammel, slidt og til sidst svækket. Det var trist, men en dag hvor familien samledes og det var også hyggeligt.
I den anden ende af livet er lillebror og den strikkende mor har begået et par små bløde bukser:

Mønster: Udgangspunktet er 'Sparkebukse med fot' fra Strikk til nøstebarn af Kathrine Gregersen, men uden seler og uden fødder. Til gengæld med ekstra lange ribstykker i livet og ved fødderne - så regner jeg med at de kan passe fra fødsel og flere måneder frem. Maskeantal for str. 0-3 mdr.
Garn: 47 gram tussah/merino fra Heinrichsens uldspinderi.
Pinde: 2½ og 3 mm.
Hot? Enkle og bløde = det bedste udgangspunkt for et stykke brugbart babytøj. Der er garn nok til fx en matchende omslagstrøje, men lige nu er der et par andre ting der skal gøres færdige.
Til sidst et billede af gemalens marcipangrise som jeg synes er så fine at de fortjener en plads på bloggen (efter ide af Mette Blomsterberg). Den største er til mandelgaven - de andre er trøstpræmier (hvis der ellers er nogen der kan spise mere efter andsteg, brunkartofler og ris a la mande).

Glædelig jul!

fredag den 17. december 2010

Ingen baby uden babytæppe


Således heller ikke mindstemanden. Til et forårsbarn ønskede jeg et stort og luftigt tæppe, der kunne foldes flere gange og dejligt varmt eller blot lune lidt i enkelt lag eller lagt dobbelt. Her er resultatet og det er blevet ganske som ønsket:
Mønster: 'Bedstemortæppe' fra "Blød begyndelse" af May B. Langhelle. Ca. 130x 130 cm. 13 gentagelser af den åbne mønsterraport.
Garn: 165 gram
supersoft i farven chiffon.
Pinde: Skiftevis 4 og 5 mm.
Hot? Det er blødt og stort og dejligt og jeg glææææder mig til at tage det i brug. Som med de to stores tæpper bliver det først brugt af mig til mine jeg-er-på-orlov-middagslure, så det kommer til at dufte helt rigtigt og trygt af mor.


Det er fredag aften, manden er til julefrokost, børnene sover, baby sparker og jeg sidder alene med et (som sædvanligt) håbløst tv-pogram. Måske skulle man bare slukke og strikke. Oprydning er i hvert fald no-go - det må vente til i morgen.

fredag den 10. december 2010

Fremtidsplaner, restesokker mv.

Det er ikke blevet til så forfærdelig mange masker i løbet af den sidste uge - til gengæld er det blevet til masser af hjemmebagte småkager, indkøb af alle julegaver og en hel masse hosten. Jeg lyder værre end en søløve og al den hosten resulterede sandsynligvis i kramper i mavemusklerne. I hvert fald fik jeg i går så ondt i maven at jeg stort set ikke kunne stå oprejst og måtte tage hjem fra arbejde. En snak med jordemoder og gyn/obs-lægen i telefonen kunne afklare at smerterne heldigvis ikke havde noget med baby at gøre, men en tur forbi vagtlægen var nok en god ide. Heller ikke han kunne (heldigvis) finde noget usædvanligt, kramperne var forsvundet og alt ok. I dag plejer jeg min hoste, hovedpine og trætte krop halvliggende i sofaen med den bærbare, babytæppet og kakao. Manden meldte om minus 12 grader da han kørte på arbejde - jeg har brændeovnen tændt, uldsokker og et tæppe over benene. Ikke helt dårligt når det nu ikke kan være anderledes.

Imens filosoferer jeg over planerne for næste strikkeår - jeg kan konstatere at det er et år siden sidst.
Listen så sådan ud:
  • Linus til Andreas. Tjek.
  • Elvira af Karen Noe. Tjek.
  • 4 par strømper til mig selv. 2 x tjek. Det er blevet til 8 par strømper (ingen links...)
  • Flytte ind på Ravelry. Nope. Intentionerne var der og jeg vil stadig gerne. Måske man skulle flytte ind fremadrettet? Jeg kan godt føle mig lidt nassende, når jeg bruger sitet, men ikke selv bidrager med noget. Men jeg er vældig glad for alle jeres fine billeder, links og gode råd.
  • Strømper til gemalen. Tjek.
  • Tegne og klippe/skære til Andreas' sengetæppe. Tjek. Tæppet ligger pt. på sengen og er også skønt at bruge for voksne når man ligger og læser godnathistorie.
  • Trøje, bluse til mig selv af garn fra lageret. Hmmmm...tænke, tænke, Elvira var helt sikkert på lageret ved indgangen til 2010, garnet til boleroen vist nok også og 2/3 af garnet til mine første Owls.

Jamen, så er det det jo ikke så galt endda - 6 ud af 7 punkter er vistnok ok (nu er jeg jo heldigvis selv dommer i min del af www!)

Hvad skal der så ske i 2011? Der bliver jo ligesom en hel del fokus på det med børn, og barsel, så det er næsten uundgåeligt at der kommer strik til børnene. I år er det blevet til en del indkøb til konkrete projekter til mig selv som ligger og venter og som jeg fortsat rigtig gerne vil strikke. Så når nu den daglige fokus bliver på børnene skal hobbyplanerne være målrettet mig selv - i hvert fald de fleste:

  • Et par knæstrømper strikket fra tåen og op. Har længe gerne villet prøve metoden - nu skal det være.
  • Et Rosenborg sjal. Jeg vil gerne prøve lidt kræfter med hæklingen og trænger til et nyt 'kontorsjal' - jeg bliver tit så kold når jeg sidder stiller og læser projekter.
  • Strikke mindst tre ting til mig selv af det garn jeg allerede har på lager inden der købes ind til nye projekter.
  • Et par strømper til manden.
  • En vest til Andreas.
  • Julekalender 3. Deadline 30/11/11.

Så er der vist også mere end rigeligt til at holde mig beskæftiget.

Til sidst restesokkerne som endte med at være for store til niecen og nu er havnet i Kristines sokkekurv - efter hendes eget ønske, for med en lidt længere fod kunne jeg såmen også have brugt dem. Men Kristines syntes farverne og striberne var så pæne.
Mønster: 52 masker. Føst lidt rib, 1 vrang, 1 ret, og så en masse retmasker.... Striberne er 5 pinde brede. Str. ca. 33/34
Garn: Lidt sisu, opal og lornas lace. Et rigtigt resteprojekt. 52 gram brugt ialt.
Pinde: 2½ mm, fraset ribben, der faktisk er strikket på 3 mm - det opdagede jeg først da jeg havde strikket den og gad ikke trævle op.
Hot? Tjaa, hun har som sagt selv givet udtryk for at hun gerne ville havde dem og hun bruger faktisk flittigt det sidste par hun fik.

torsdag den 2. december 2010

Julekalender 3, post 2

Her og der og alle vegne bliver der flittigt broderet på julekalendre, sokker og sække. Så bare for at vise at jeg er med i along'en og nok skal blive færdig til deadline vil jeg lige vise mit....øøøhhh...bidrag:Jow, jow, jeg har skam siksakket stoffet HELE vejen rundt, så det ikke trævler under syningen. Ahem... og så er jeg ikke noget længere. Til mit forsvar skal siges, at kalenderen er planlagt som mit hyggeprojekt under mine 8 ugers feri...øhhh orlov inden forventet fødsel. Måske tyvstarter jeg lidt i julen - jeg er da blevet inspireret af de to kalendre der lige nu hænger i køkkenet og pynter.

Men først er der julefrokost på arbejdet i morgen og når jeg kommer hjem er huset blevet invaderet af gæster der bliver hele weekenden og bager småkager. Indrømmet: Jeg synes det er lidt anstrengende at skulle agere praktisk gris en hel weekend.

Tynget af dårlig samvittighed er jeg påbegyndt på hvad der skulle have været en julegave til niecen. Et par sokker hendes mor har plaget om længe. Har sagt at jeg ikke orker med henvisning til graviditet, job, børn og almindelig hverdagstravlhed, men nu er jeg alligvel startet. Sokkerne kan dog meget vel ende med at havne i Kristines sokkekurv, for jeg tror de er for store. Nu får vi at se.

søndag den 28. november 2010

Ivy League Vest II

Den tegner til at blive et rigtigt langtidsprojekt. Med seks nøgler som der hele tiden skiftes mellem, der det ikke et strikketøj, man lige slæber med på besøg eller tager frem når der lige er 10 minutters pause. Men her og der får den alligevel lidt opmærksomhed og er nu nået til pind 17 efter ribben.Jeg må (igen) konstatere at flerfarvestrik er sjovt - også selvom det gælder om at holde tungen lige i munden når der jongleres med farver, mønstre og indtagninger til talje.

Ugens gættekonkurrence må være: 'Hvor længe tror du sneen bliver liggende i denne omgang?'
Ugens højdepunkt: Det var som nævnt i tirsdags - Ulla du har ret, det er Andreas' tøj der skal genbruges:-)
Ugens bedste spise: Måske ikke det kulinariske højdepunkt, men jeg må konstatere, at hjemmelavede æbleskiver med vanilie og øl er en million gange bedre end købe-æbleskiver. Selv datteren kommenterede på det - og det selvom det er så mange år siden (hvis nogen sinde?) at jeg sidst har bagt æbleskiver, så de blev lidt rustne i formen.
Ugens dårligste nyhed: At der skal mega-spares på arbejdet - og det bliver en af de runder der indebærer adskillige afskedigelser.
Ugens nye strikketøjer: Et par babybukser og et babytæppe :-)

tirsdag den 23. november 2010

Babystrik

Når maven vokser og baby sparker er det fuldstændigt uundgåeligt - der skal småt babystrik på pindene, så småt, at jeg tvivler på hukommelsen; er de nu virkelig så små? (Eller måske heldigvis for ud skal de jo også...).

Mønster: 'Fuglemammas omslagsbody' fra 'Blød begyndelse' af May B. Langhelle, str. 0-3 mdr (str. 50/56 vil jeg tro). Ingen ændringer udover at jeg har strikket ærmerne et par centimeter kortere. Den er så fin til de små der ikke kan lide at få noget over hovedet, så hvorfor jeg aldrig fik den strikket til Andreas forstår jeg ikke.
Garn: Tvinni Tussah 65% uld og 35% silke, et af mine absolut ynglingsgarner - idette tilfælde rester fra min Orhid. 52 gram ialt. Knapperne er - foruden to trykknapper - små søde hjerteknapper fra Merete.
Pinde: 2½ og 3 mm.
Hot? Jeg glæææder mig til at tage den i brug :-)

Ugens højdepunkt var dagens fine billeder fra ultralydsscanningen, der viste en sund, rask og aktiv baby! Så efter endt arbejde måtte moderen selvfølgelig hjem og se om kasserne med garn gemte på noget i de 'rigtige' farver. Jeg må konstatere, at der er riiigeligt til masser af småt tøj. Og imens mor kigger i opskrifter og gramser på garn viser datteren hvordan 1B nu sidder og hvem der sidder hvor. (De store nøgler er borde og de små nøgler er stole).

søndag den 21. november 2010

Så er der sokker

... igen:-)

Prøvede at være kunsterisk og tage et par andre billeder end de sædvanlige mine-nye-sokker-med mine-fødder indeni. Må konstatere at det ikke lykkedes særlig godt...ved ikke helt hvad det ligner...
Mønster: 60 masker. Strikket 3 ret, 1 vrang. Jeg har lææææænge været vild med Kaffe Fassets Landscape design/farver - og derfor kan det undre at jeg først nu har fået indkøbt og strikket et par sokker til mig selv. Men nu er det gjort og jeg har fået endnu et par uopslidelige 'arbejdssokker'. Meget kan man sige om Regia/Opal-strømperne garnerne - men deres holdbarhed er der ikke noget at udsætte på...
Garn: 76 gram Regia, 'Landscape Fire' af Kaffe Fasset.
Pinde: 2.25 mm
Hot? Jeg er vild med farverne og de sidder som støbt på fødderne.
Jeg fortsætter med strikketøj i mange farver - denne gang dog mere regulær 'fair isle'-strikning. Mere herom senere.
Næste uge byder på visse spændingspunkter - det kommer der også mere om.
Nu er der vist kun tilbage at konstatere at endnu en weekend er gået aaaalt for hurtigt med fødselsdag, udendørs skøjteløb og almindelige husmoderlige aktiviteter. Men hyggeligt har det været.

søndag den 14. november 2010

Viggo

Her er Viggo - sådan næsten helt færdig. Der var ingen matchende knapper i knappedåsen, så dem må jeg på jagt efter i morgen. Men i dag er det søndag og fridag, så der er tid til at tage billeder og blogge, så I får den knapløse version.
Jeg kunne ikke bestemme mig til om Viggo skulle være med turkis eller grønne kanter, så begge farver blev indkøbt. Drengen selv var ikke i tvivl - det skulle være turkis :-) Jeg synes valget er godt, men mormorderen, der var på besøg da garnet kom, mente bestemt kanterne skulle grønne for at trøjen ikke blev for tøset. Det synes jeg nu ikke den er blevet.
Mønster: Viggo fra Rasmilla. Jeg faldt for trøjen med det samme (jeg har et eller andet med striber...) og, klik, klik, klik, var mønster + garn indkøbt. Dejlig nem opskrift at følge og der er så mange fine detaljer. Jeg forstår dog ikke helt størrelsesspringet fra str. 2 år til str. 4/5 år. Jeg skulle bruge en str. ca. 3 år til Andreas, så jeg har slået masker op til str. 2 år, men strikket lidt flere riller i ærmerne inden der tages ud til krop og endnu et par ekstra riller inden deling til for- og bagstykke. Det betyder så også at jeg har taget lidt flere masker op til bullen og strikket trøjen længere end opskriften. Missionen lykkedes! Størrelsen er nu ret så perfekt str. Andreas - en rigtig fin trøje til brug hele vinteren.
Garn: 170 gram af Rasmillas Ynglingsgarn (55% uld/45% bomuld) i farverne cashew, natur brun og turkis.
Pinde: 3 og 3½ mm.
Hot? Jeg er selv blevet meget glad for resultatet og at den passer så fint og Andreas stillede velvilligt op til actions-shots. Den kommer på mange dage fremover!
Lige nu disker manden op med hjemmebagt brød....mmmm... ungerne sover, vaskemaskinen er færdig med at snurre og køkkenet rengjort efter middagsgæsterne.
I morgen venter (truer?) en ny uge!

tirsdag den 9. november 2010

Farver og striber

Endnu en uge er gået og som Nanna kan jeg kun undre mig over hvor den blev af. Ingen spændende blogindlæg, ingen billeder og ingen færdige projekter.
Istedet er det blevet til lægebesøg med Kristine (streptokokker og øjenbetændelse = penicilin i både flydende og fast form) og anstrengende sengelægningsseancer med Andreas, der har fået ny seng. Stakkels lille dreng der siden fødsel har elsket sin tremmeseng og aldrig har sovet særlig godt andre steder - heller ikke i smørhullet. Det er frygtelig svært at falde til ro i en ny seng - særligt når det er så nemt at kravle ud.... Det kræver en helt særlig tålmodig hos forældrene:-)

Strik? Jeg strikker striber (=Viggo) og Kaffe Fasset-farver (=strømper).

søndag den 31. oktober 2010

Aestlight Shawl

Jeg kunne ånde lettet op - der var garn nok til de sidste spidser og aflukningskanten.... faktisk var der så meget som hele 6 gram tilbage af garnet. Wollmeise garnet sælges i bundter af 150 gram, så jeg er ganske taknemlig over at der var hele 161 gram i mit. Hvordan alle andre får et bundt Wollmeise til at slå til på pind 4 forstår jeg ikke - jeg må strikke mere løst end jeg selv har gået og troet... det passer så også med at det efter blokning er blevet større end opskriftens.

Mønster: Aestlight Shawl af Gudrun Johnston, største størrelse. 190 x 65 cm (efter opskriften skulle det have været 132 x 53 cm). Samme princip som i Hap Shawls - en retstrikket trekant, hvorefter der samlers masker op i 'udtagningsløkkerne'. Herfter strikkes der en bort på og afslutningsvist strikkes sidste bort sidelæns på. Sjovt og underholdende.
Garn: 155 gram Wollmeise 100% merino i den flotteste dybrøde farve, som det er helt umuligt at fange med kameraet. Det vil se super godt ud til en sort bluse/kjole. Garnet var jeg heldig at få i en pakke med 5 bundter 'We're different' i røde og grønne nuancer, så jeg ved ikke præcis hvad farven hedder.
Pinde: 4 mm addi lace.
Hot? Ja, det passer godt ind i garderoben, er superblødt og vil helt sikkert blive brugt flittigt.

Når Andreas og jeg leger med Brio foregår det som regel på den måde at vi sammen (mest mig) bygger en togbane hvorefter Andreas styrer, dirrigerer, snakker og i det hele taget bestemmer over og kører med togene. Man skal helst bare sidde ved siden af og snakke med og række ham de ting han ikke kan nå. En sjældne gang imellem får man allernådigst lov til at prøve togene (heldigvis er denne måde at lege på lidt anderledes når der er andre børn involveret :-)). Jeg sidder egentlig glad ved siden af, kommer med tilråb og STRIKKER. Men i morges blev jeg forhindret. Hvis man kigger godt efter på billedet vil man kunne se at de fire nøgler garn jeg har gang i til Viggo er blevet inddraget til ... sejlgarn???

onsdag den 27. oktober 2010

Julekalender 3, post 1

Måske man skulle have ladet det indgå i overvejelserne om barn nr. 3, at der så skal broderes endnu en julekalender???
Ikke desto mindre er dette kit just ankommet med postmanden til matriklen og jeg glæder mig alligevel lidt til at komme i gang.

Ulla - jeg er klar til en endnu en omgang broderi-along. Hvornår er der deadline?

16 gram tilbage...

Mit Aestlight Shawl nærmer sig sin afslutning...måske...jeg mangler 9 spidser og en lang aflukningskant og jeg har kun 16 gram tilbage. Monstro det rækker?
Det er ikke noget som lidt spænding på sådan en regnvejrs-rusk-dag, hvor formiddagen nydes helt alene indtil arbejdsdagen starter om et par timer.

søndag den 24. oktober 2010

Et stort og et lille projekt

Jeg er i gang med flere projekter for tiden - flere end jeg som oftets har på pindene, men der har ikke været den normale stringente orden på mit liv de sidste måneder og det har også influeret på projekterne og deres færdiggørelse.
Et lille projekt er dog blevet færdigt:
Mønster: Klassikeren Baby-i-rib fra designclub (Else Schjellerup). Str. 0-3 mdr, strikket et par cm længere end opskriften med tilhørende sokker af ullent eventyr.
Garn: 22 gram Duo uld/silke til vesten og 13 gram til babysokkerne i en slags champagnefarve.
Pinde: 3 mm til vesten, 2½ mm til sokkerne
Modtager? Mit 'langtidsprojekt' - produktionsdato medio april...

onsdag den 20. oktober 2010

Efterårsferie

Vi har været på storfamilieferie til de sydligere himmelstrøg - nærmere bestemt Tyrkiet. Det har været utroligt afslappende og rigtig dejligt. Solen er blevet nydt og vi har badet i det dejlige varme hav. Vi er vendt hjem mere brune, afslappede og energifyldte end vi har været længe.
Så lige om lidt kommer der igen strik her på kanalen...

torsdag den 30. september 2010

Ivy League Vest I

Det bliver en Ivy League Vest, der bliver næste projekt til mig selv. Forleden brugte jeg en hel aften på at vælge farver. Ikke særlig let at beslutte sig, men her er de:Lige nu er garnet i maskinen for at få vasket olien ud og så er der lagt op til strikkeprøve i weekenden. Jeg er lidt spændt på hvordan farverne spiller sammen, men jeg glæder mig til at komme i gang.

lørdag den 25. september 2010

Bøh!

Hov, er hun der endnu?
Ja da, men den virkelige verden har haft overtaget i mange uger - det har været en usædvanlig travl periode og bloggen er en de første ting, der måtte nedprioriteres. Det lysner heldigvis forude. Om et par uger venter en uges ferie under varmere himmelstrøg og så skulle hverdagen igen blive mere almindelig. Dét glæder jeg mig til.
Strik har der heller ikke været meget tid eller overskud til - det er sket mere end én gang, at jeg har dejset udmattet om på sofaen sidst på aftenen og er faldet i søvn! Så det er ikke meget mere end lidt vintergear jeg kan vise frem:
Først en hue og et par vanter på bestilling fra Kristine.
Mønster: Hue - Ribhue fra 'Hotte huer til børn' af Lene Holme Samsøe, str.6-9 år. Den er strikket indtil flere gange før og er med sin 2x2 ribeffekt super tæt og velsiddende. Vanter efter 'the knitters handy book og patterns' af Ann Budd, udgangspunktet vistnok 36 masker.
Garn: 74 gram arwetta (ekstra fin merino) til huen (dobbelt garn) og 49 gram til vanterne (ligeledes dobbelt) i rød med sorte striber.
Pinde: 3 mm til vanterne og 3½ til huen.
Hot?Ja, hun er ganske tilfreds. Faverne er nøje afstemt efter den sorte vinterjakke der længe har ligget på lager og hendes meget bestemte ønske om røde overtræksbukser til. Problemet er bare at det ikke er til at opdrive et par røde overtræksbukser. Overhovedet...

Den anden hue på billedet er til mig selv.
Mønster og garn: Luna hue af Hanne Falkenberg. Opskriften fulgte med et bundt Handmaiden strømpegarn jeg købte på Husflidsmessen i starten af måneden. Det er egnetlig strømpegarn, men så forfærdeligt blødt at jeg ikke helt tør tro på, at det kan holde til sliddet som strømper. Men det er nogle fine, fine farver.
Pinde: 4 mm.
Hot? Ja, den sidder rigtig godt, dækker ørerne og passer under cykelhjelmen.

Egentlig ville jeg nu gerne starte på et større projekt til mig selv - gerne noget flerfarvet, men jeg kan bare ikke helt finde det rigtige. Gode ideer modtages meget gerne.
Mit Aestlight shawl er i øvrigt godt undervejs. Jeg skal snart til ydreborten og kigger bekymret på det hastigt svindende garnnøgle...
Resten af weekenden står i familiens tegn. I aften skal vi spise is og se Olsen-banden og i morgen er der planlagt familieudflugt. Det vil sige....måske... for Andreas lyder som en søløve og er begyndt at have blanke øjne...

lørdag den 21. august 2010

Et par grå vanter...

Pyha, jeg kan blive helt svedt ved tanken om hvor lang tid jeg har brugt på et par sølle vanter i str. 3 år. Et enkelt stykke strikketøj der burde kunne strikkes på en aften eller to har taget mig en uge - men så er de også begge blevet strikket indtil flere gange. Og tommelen synes mig stadig en anelse lille....Min lille linselus ville ikke posere med vanterne på, men jeg kunne dog lige lokke ham til at holde dem mens jeg fotograferede.
Mønster: Vanter efter ' the knitter's handy book of patterns' af Ann Budd, str. 2-4 år. Udg. = 36 masker. Pinde: 2½ mm.
Garn: 44 gram grå peruvian highland wool og en lille rest mørkeblå.
Hot? Tjooo, det skal de nok blive - storesøsteren vil også have et par nu med matchende hue.
Det passer ikke helt at jeg kun har strikket vanterne den sidste uge - her er begyndelsen på mit Aestlight Shawl, men jeg kan se at det ikke er lykkedes mig at fange den mørke dybrøde farve som garnet (Wollmeise) i virkeligheden er.
Andre af ugens indslag har været underholdning af en 2½ årig livlig dreng med god appetit og som skulle faste 6 timer før han skulle have nye dræn i midt på eftermiddagen. Et par timer i svømmehallen hjalp - bagefter faldt han i søvn selv på tom mave.
Kalenderæset er i den grad begyndt igen - hvem afleverer, hvem henter, hvem handler, aftenmøder, forældremøder, fødselsdage, 2 x fætter/kusine-weekender, osv.? Denne weekend står den dog bare på hjemmehygge med indbygget rengøring og tøjvask. Og det er faktisk helt rart.

tirsdag den 17. august 2010

Det er en ommer (x2)

Jeg er ikke ret god til at håndtere mislykkede strikkeprojekter - typisk mister jeg helt gejsten i et par dage og er noget muggen og mine manglende evner. Denne gang inden undtagelse.Jeg havde ellers lavet en strikkeprøve til Coral og halskanten sidder da også helt perfekt. Men resten er bare alt for stor - den kommer til at ligne et telt på mig hvis jeg bliver ved. Jeg er nødt til at trævle alt det glatstrikkede op, gå et halvt nummer ned i pinde og så overvejer jeg at lave udtagningerne på forstrykket som på ryggen, dvs. kun lave udtagninger i hevranden maske. Nogen der har prøvet det. Foreløbig ligger den i strikkekurven og afventer - vejret indbyder ikke ligefrem til sommerstrik selvom kalenderen viser sommer. Måske til næste sommer?
Coral skulle ellers have været mit bilstrikketøj til sidste weekends to lange køreture. I al hast fandt jeg nogle strømpepinde og garn frem og begyndte på et par vanter til Andreas. Hvor svært kan det være?
Her skulle der have været et billede af et par grå vanter, men det har jeg ikke fået taget
Åbenbart svært nok - jeg tror de er for små... Skulle nok have brugt et halvt nr. størrere pinde. Men det er lidt svært at måle, for Andreas vil kun måle med hånden udenpå vanterne. Lige nu ligger de og venter på en velvillig Andreas og så er der jo heldigvis lidt tid til vantetid.

Strikkefasthed betyder ikke ret meget for sjaler, så det var ikke svært at vælge næste projekt.

søndag den 8. august 2010

Elvira nr. 2

Dog denne gang af en helt anden designer og en helt anden model.
Jeg fandt noget Duo blandt resterne og det er blevet til en lille sød vest til min lille niece.
Mønster: Elvira af Sanne B, str. 4 år, men med et halvt nr. størrere pinde end angivet i opskriften er jeg nok landet på en str. 5 år. Velskrevet og meget nem opskrift at følge. Det tog en fire-fem dage at strikke og cirka en uge at færdigmontere og vaske....
Garn: 84 gram Duo i en mørk lilla farve.
Pinde: 3 og 3½ mm

Fandt de helt rigtige blomsterflorknapper hos 123knit

Og sådan er farven i virkeligheden

Hot? Jeg synes det er en rigtig sød model - let, men dog lun over en bluse til vinter. Så håber jeg bare den falder i modtagerens smag. Der skulle være basis for brug til et par vintre.
Jeg skal ellers love for at ferien er slut! Mødte mandag morgen til 3 ugers uåbnet post, en kollega der meldte sig 'almindelig syg'' et par dage og en langtidssygemelding fra vores sekretær. Jeg arbejder i et lille specialiseret team på tre personer med 90 % driftsopgaver og dermed uden mulighed for at skrue ned for ret mange opgaver. Så er det altså super skønt at have en afstressende hobby som strik til at koble af med om aftenen....
I morgen går vi på op på 100% hverdag igen når skolen starter og vuggestuen igen åbner. Mange tak til bedsteforældre der har taget pasningstjansen den sidste uge, hængt tøj op, støvsuget, leget med børnene og vasket op. Det giver næring til drømmen om rengøringshjælp :-)

torsdag den 29. juli 2010

I spy

Andreas's sengetæppe er færdigt og jeg er så tilfreds med det. Det er blevet lige som jeg havde ønsket det (- og så er det lidt frustrerende at jeg er ikke er bedre til at tage gode billeder af det).
Det er 148 x 222 cm og er syet så det passer til en 'stor' seng. Andreas sover fortsat i tremmesengen så indtil videre kan det bruges som hyggetæppe. Istedet for at fore med pladevat og bagbeklædning har jeg syet babyfleece bag på. Det giver et rigtig blødt tæppe, men er samtidigt tilpas tykt til at quiltningen stadig træder fint frem.
Jeg har fortrinsvist syet af rester fra lageret - fleecen, det sorte stof og en del af stofferne. Jeg havde dog ikke nok forskellige 'I spy' stoffer, så jeg har løbende suppleret lageret.Egentlig skulle alle billederne være forskellige, meeeeen det synes jeg ikke lige pengepungen var til, så der er gengangere af de fleste stoffer. Hvert billede er 10 x 15 cm og de sorte paneler 2, 5 cm. 8 billeder bred og 13 i højden.
Kanten er syet af de samme stoffer syet sammen til et langt kantebånd.
Syet og frihåndsquiltet på maskine. Jeg har kun quiltet det sorte for ikke at give for mange forstyrrelser i billederne.
Og jeg kan fortælle at modtageren blev meget glad: "Du syet til mit værelse? Faaar, kom og se".

mandag den 26. juli 2010

Strømper Royal

Endnu et par til samlingen. Samme mønster som sidst, dog med en anelse længere skaft (ca. 20 cm).
69 gram Zauberball-Royal skal der bruges til sådan et par. Passer perfekt.

søndag den 25. juli 2010

Min første quilt

En tur til Ikea (Aalborg) med indkøb af diverse kasser, lys til kontoret osv. har medført oprydning i hobbytingene - tiltrængt!
I gemmerne fandt jeg min allerførste quilt - Triple Irish CharinDet var præ-blog-tid, dengang jeg havde en A4 mappe i hvilken jeg dokumenterede mine færdige quilts med diverse noter. Af mappen fremgår at quilten er påbegyndt i 1996 og færdiggjort i 1999 (!) og er maskinsyet og maskinquiltet. Måler 117 x 155 og er fra 'Patchwork fra hele verden' af Miranda Innes.
Der står dog ikke noget om at tæppet er ubrugt. Det er alt for tykt og stift - både bagbeklædningen og 'fyldet' imellem. Men det var sjovt at lave og lidt af en udfordring i mit lille domicil som dengang bestod af et 12 m2 kollegieværelse i Århus.
Og jeg har nu fået fin orden på de hjemmegjorte let buede hylder (for meget stof og garn?), hvor der bag de to kasser til venstre også står to inde bagved. De røde er til stof og syrelaterede artikler - de sorte indeholder garn.

torsdag den 22. juli 2010

Feriebilleder og Elvira

Sommerhusferie når det er bedst:-)
Vi har badet hver dag, spist is, sejlet med færge, gået ture, fanget krabber og meget, meget mere. I middagssiesaten hvor Andreas har sovet har vi spillet spil og jeg har strikket. Og ligesom elefanter skal spises i små bidder har jeg taget en bæk eller en bølge af gangen. Det hjalp. Nu er Elvira færdig:
Mønster: Elvira af Karen Noe. Købt som kit på Husflidsmesse i Viborg sidste september. Jeg har strikket str. S, men er landet midt imellem den og næste størrelse som hedder M/L, så det passer meget godt med at jeg er en 'medium'.
Garn: 171 gram ialt - ca. 68 gram merino fine (en meget tynd uld tråd) og en tråd super kid mohair - multifarvet til bæk og bølgerne og en lidt mørkere ensfarvet blå til rillerne, lidt mere end 100 gram, heraf knap et nøgle af det ensfarvede. Ganske lækkert og blødt garn, men jeg blev altså temmelig træt af de mange knuder på uldtråden.
Pinde: 3½ og 4 mm addi lace. De lidt spidsere pinde var en nødvendighed til det tynde garn.
Hot? Ved ikke helt....
Kommentar: Elvira og jeg har haft et temmeligt anstrengt forhold til hinanden. Den så så fin ud til Husflidsmessen som den hang der på Karen Noes stand - men strikkeprocessen har ikke været særlig god. Tror nok jeg slog masker op tilbage i februar/marts. Og allerede efter den første bæk gik jeg 'død' for første gang. Det tynde garn kombineret med 'tykke' pinde passer ikke så godt til mig. Jeg kan simpelthen ikke få ordentligt 'flow' i maskerne. Og det gør strikkeprocessen anstrengt og træls. Særligt når der ikke sker ret meget end ret og ret og ret. Til påskebesøget hos svigermor tog jeg så igen Elvira frem og denne gang skriftede jeg til addi lace. Det hjalp lidt og jeg fik strikket til delingen i ærmer og krop (der strikkes oppefra og ned) før jeg for anden gang gik 'død'. De enormt mange retmasker når der strikkes bølger og det manglende 'flow' gav startitis til andre projekter. Den har været meget tæt på at ende som en rigtig UFO, men farverne er så fine og den har passet fint når jeg har prøvet den, så den har gang på gang overlevet... Så da jeg besluttede at gøre kål på de mange igangværende projekter fik den lov at komme med på sommerferie. Så var der nemlig ikke andet at strikke på og på den måde kan man altså snyde sig selv til at strikke et træls projekt færdigt. Og jeg er som sådan ok tilfreds med resultatet.
Første problem var altså selve strikkeprocessen = løst.
Andet problem er umiddelbart anvendeligheden. Man kan sige at det burde jeg nok have tænkt på som det første, men hvorfor strikke en kortærmet bluse i uld? Jeg vil aldrig bruge den en varm sommerdag, så i praksis vil den kun blive brugt den med en langærmet bluse indenunder og det er egentlig lidt synd. Andre stylingsforslag modtages gerne:-)

Resten af ferien skal tilbringes hjemme på terrassen :-)

fredag den 9. juli 2010

Ferietid!

Familien er atter samlet, arbejdsmailen er sat på autosvar og forude venter 3 ugers ferie:-)
Go' sommer !!!

mandag den 5. juli 2010

Dyt dyt

Jeg fortsætter i indtil videre fin stil med at færdiggøre mine igangværende projekter - uden at påbegynde nye vel at mærke.Mønster: En hybrid mellem 'Biler' af Hanne Thorsen og 'Bestefartrøye' fra Strikk til nøstebarn af Kathrine Gregersen.
Jeg lavede kombinationen for at få en lidt mindre klumpet trøje som jeg synes trøjer nemt kan blive hvis hele kroppen strikkes i flerfarvestrik med efterfølgende opklipning og belæg. Så bliver det nemt til en varm udendørstrøje og jeg ville gerne have en 'indendørs' sweater. Raglan-versionen giver en minimum af sammensyninger - maskerne under armene er syet sammen med maskesting og istedet for at lukket af til hals og samle masker op har jeg strikket venderækker. Jeg har også kun strikket en række biler på ærmerne for at give et mere roligt indtryk/harmoni når den øverste del af trøjen heller ikke havde biler.
En bilbluse må naturligvis have Hamilton bilknapper:-)
Garn: 220 gram CottonWool fra Gepard. Grundfarven er mørkeblå og bilfarverne rød, hvid, orange og en fesen næsten pastelfarvet grøn (sådan går det når farverne på nettet snyder en - den skulle have været meget mere klar grøn, men skidt nu med det). Bløøøøød er den i hvert fald.
Pinde: 2 og 2½ mm.
Hot? Andreas har ventet længe på den og glad spurgt til den hver gang den er taget frem. 'Mor strikker biler til mig!' Ejermanden sover (=ingen billeder), men jeg kan melde om riiiigelig pasform. Vi taler nok ca. str. 4 år, så den rækker både til denne og næste vinter.
Karen strikker også de fine biler - og det er sjovt at se hvordan forskellige farver giver et helt andet udseende. De seneste dage har været meget Andreas-orienteret. Sidste uge var Kristine på tur med mormor, moster og kusinen til Sverige og Pippiland og i dag er hun taget på ferie hos Bedste efter lige at have været hjemme i weekenden og vende. Så Andreas få masser af opmærksomhed og den ekstra tid der trods alt bliver nå den store er på ferie er bl.a. blevet brugt til at ri og quilte Andreas' tæppe. Faktisk mangler jeg kun at sy kanten fast på bagsiden, men det skal gøres i hånden og vejret indbyder ikke ligefrem til at sidde under et stort tæppe.

Temperaturen på terrassen viste over 34 grader i lørdags - lige i overkanten for mig! På den anden side kan man håbe at eventuelle rester af vores vandskade fra sidste søndag tørrer ud. Da vi kom hjem efter et eftermiddagskaffebesøg hos olderne i den anden ende af byen lød det mistænkeligt som om nogen var i bad i huset. Denne 'nogen' viste sig at være vandstilførslen til toilettet (I ved den lille slange der pumper vand til cisternen) som var revnet og nu lavede et sandt vandfald og svømmepøl i badeværelset og - desværre - ind under det tilstødende trægulv i gang/soveværelse. Suk. Dybt, dybt suk. Nu håber vi forsikringsselskabet anerkender den eventuelle skade der engang måske viser sig. Heldigvis har gulvet ikke vist tegn på fugt, men det har været 'dejligt' at skrue op for gulvvarmen på fuld styrke i denne varme!

lørdag den 26. juni 2010

Klukka

Klukka er færdig og på trods af den dårlige billedekvalitet og den manglende model inde i kjolen kan jeg melde om god pasform, dejligt garn og fin strikkeoplevelse. Klukka er den første kjole jeg har strikket, så den har også ageret som 'prøveklud', og jeg er derfor ekstra tilfreds med resultatet.
Mønster: 'Klukka' af Védis Jónsdottir, købt hos som kit hos Wooltimo, str. M. Jeg har ingen ændringer lavet i opskriften ud over at jeg har strikket skuldrene sammen. God og ligetil opskrift.
Garn: 428 gram Létt-lopi. Min første erfaring med dette garn, der er til den lidt kradsende side, men som er rigtig dejligt og nemt at strikke med, når man først lige har vænnet sig til det kradse garn. Garnet egner sig rigtig godt til en vinter-spencer som Klukka.
Pinde: 4½mm, 4mm og 3½ mm og så hæklenål 3½. Strikkeprøven gav en strikkefasthed der passede med opskriftens angivne 4½ mm, så jeg gik glad og fro i gang. Fik strikket hele borten og et helt nøgle grønt garn op før jeg målte efter og opdagede at jeg var ved at strikke en størrelse stoooor. En klassisk fejl at lave frem-og-tilbage-strikkeprøve, når selve kjolen strikkes rundt. Jeg trævlede op til borten, skiftede til pinde nr. 4 og har nu fået en kjole der sidder helt perfekt. Borten giver kjolen en lillebitte 'ballon'-effekt, men det er faktisk ganske fint til den.
Der hækles rundt i ærmerne og halskanterne og som sædvanlig var det hækledelen der voldte mig flest problemer. Jeg synes det er så svært at undgå at få kanterne til at flane eller være for stramme. Jeg tror det lykkedes ganske godt, men kun efter flere forsøg og seriøst ondt i håndleddet fordi jeg spænder så meget når jeg hækler.
Hæklekursus?
Hot? Jeg tror den er god varm og med en bluse og strømpebukser til at tage det 'krase' bliver den super god. Modellen kunne i hvart fald snildt bruges som gundmønster til endnu en kjole.

Ugens højdepunkt?
Hvis du spørger Kristine er det nok mandagens tur til Legoland. I år klarede hun både aldersgrænsen på 7 år til trafikskolen og højdegrænsen på 120 cm til ExtremeRacers! Højdepunktet for Andreas var uden tvivl da mor og han kiggede på Lego. I laaaaaaaang, lang, lang tid. For der er rigtig meget at kigge på når man er 2½. Maaaaange tog der kører, tog der kører under broer, tog der kører op på færger, tog der kører rundt om hjørner....

lørdag den 19. juni 2010

10 ting om mig

Birgitte har nomineret mig til en award. Jeg takker mange gange - det er rigtig hyggeligt at der er nogen der kigger forbi min lillebitte del af www. Med awarden følger offentliggørelsen af 10 interessante ting om mig. Om det er interessant vil jeg lade andre om at bedømme, men her er 10 ting jeg ikke tror jeg har skrevet om før:

1) Jeg kan spille tværfløjte.
2) Jeg blev gift i al hemmelighed.
3) Jeg går stort set kun i flade sko.
4) Jeg kan godt lide at læse højt.
5) Jeg har engang været optaget på teologistudiet.
6) Jeg bryder mig meget lidt om TV-underholdningsprogrammer.
7) Jeg elsker stærk blød lakrids.
8) Jeg kunne godt tænke mig at løbe en maraton.
9) Jeg har nydt udsigten fra toppen af Uluru (Ayers Rock).
10) Jeg er ret dårlig til at bage muffins.

Det er nu meningen at jeg skal give awarden videre til 10 andre bloggere, men det tror jeg altså jeg springer let og elefant hen over.... (ingen nævnt, ingen glemt).

tirsdag den 15. juni 2010

Uglerne tuder igen

I hurtig og fin stil er Owls, version 2, blevet færdig og jeg kan melde om lige så god pasform som sidst, ja faktisk en anelse bedre, da jeg har lavet et par enkelte korrektioner undervejs.
Efter Kristines forslag har jeg tilføjet øjne til den tredie ugle til højre for de to andre.
Mønster: Owls af Kate Davies, str. 4/38''. Samme ændringer som sidst, dog har jeg strikket 5 omgange inden jeg begyndte på uglerne, da første sersion var lige det strammeste under armene. Og så har jeg lavet en enkelt mere udtagning på ærmerne og lagt udtagningerne en anelse tættere. For en gangs skyld havde jeg noteret alle mine rettelser ned i opskriften, inklusiv startmaskeantal, antal ind- og udtagninger til talje mv., så det har været supernemt at genskabe 2. version.
Garn: En tråd Peruvian Highland Wool i lysegrå og 1 tynd tråd Isager Alpaca 1, også i lysegrå. Alpaca'en er med til at give trøjen en let 'lodden' effekt som står rigtig fint til det meget jævnt og ensartet spundne uldgarn. Jeg har brugt ca. 87 gram alpaca og ca. 370 gram uld = ialt 457 gram. Lidt sjovt er der er en vægtforskel på 69 gram på den første og anden version, som udover garnet i øvrigt er ens.
Oprindeligt var det faktisk min mening at strikke den i 3 tråde supersoft, men da jeg var godt i gang med ribben på det ene ærme opdagede jeg at supersoft jo er uvasket. Det generede mig ikke sidst jeg strikkede Owls, da det kun var den ene tråd, der var supersoft. Jeg kan slet ikke have fornemmelsen af det fedtede garn og turde i øvrigt ikke udsætte mine hænder (eksem...) for spindeolien - og så orkede jeg ikke at vinde alt garnet op i fed, vaske og krydsnøgle det inden jeg overhovedet kunne komme i gang. Og godt det samme, for nu er Britt kommet med et fantasktisk råd, som jeg så absolut skal afprøve.
Pinde: 5 og 6 mm.
Hot? I den grad, men jeg har ikke turde vaske den endnu....

PS. Nej, jeg så ikke Danmark tabe mod Holland og havde ikke fodboldstrømperne på (det skulle jeg måske have haft???). Til gengæld var det en fin søndagspicnic med 0.B. Vejret og børnene artede sig og de voksne sludrede. Og børnene (og vist nok også nogle voksne) syntes det var et spændende indslag da det pludselig viste sig, at selveste dronningen skulle spise sammen med byens spidser på resturanten ved siden af lege/pinicområdet. Da ikke ret mange af Viborgs borgere vidste det kunne børnene stille sig i første række ved den røde løber og se både Krone-biler og dronningen med fin hat på helt nær hold. Det var lidt sjovt.