mandag den 15. september 2008

Det var den uge...

Så gik der endnu en uge. Spørg mig ikke hvor den blev af, men jeg kan mærke at den gik uden at jeg fik mit daglige strikke-fix. Næsten i hvert fald.
Først og fremmest fik vi overstået Andreas' høreprøve til UG med kryds og slange. Ikke at vi havde nogen som helst mistanke om, at han ikke kan høre, men alle 'hans slags' bliver rutinemæssigt sendt til hørescreening på audiologisk afdeling da enkelte børn udvikler en kraftig hørenedsættelse. Udfordringen i prøven ligger i, at han skulle sove. Ha, ha, vi ved alle hvor nemt det er at få en 7½ måned gammel baby til at sove på kommando. Det blev faderens lod - jeg havde nemlig lagt mig med en særdeles nederdrægtig omgang omgangssyge, hvor en times køretur til afdelingen i Århus ikke var muligt. Men manden - han kunne da sagtens få sønnike til at lukke øjenene i :-)
Nå, men jeg hyggede mig hjemme, bl.a. med at ringe afbud til mine fødselsdagsgæster næste dag. Det var den fødselsdag - sygdom forhindrede mig dog ikke i at blive 35. Manden mente jeg ønskede mig en ny slagboremaskine, så sådan en fik jeg (blandt andet!) Jeg truede ham med at bytte den...
I weekenden var vi på vennebesøg i Nordsjælland. Altid hyggeligt, men ingen tid til strik. Manden proklamerede at han havde travlt med at forbederede sig til at være censor, så jeg måtte køre - der røg 4 timers strik. Suk, jeg kan godt lide at køre, men det er hyggeligere at strikke. Tivoli lignede sig selv - datterbarnet var især vild med Odinekspressen - jeg hyggede mig nede på jorden med Andreas og min meget højgravide veninde.
Endelig på vej hjem - mig plantet på bagsædet med Andreas, der storhyggede over Sjælland, sov over Fyn og først i Jylland krævede sang, banan og sutter - kunne jeg endelig finde pindene frem. Aahhhh... FLS fik vel ca. 10 cm.
Det gjorde godt og jeg er nu klar til at tage fat på en ny uge.

mandag den 8. september 2008

Harmony

Harmony er færdig:Og jeg er sådan ret godt tilfreds. Eneste aberdabei er, at den er liiiige vel kort. Jeg var lige ved at slå ekstra masker op til det nederste retstrikkede, men gjorde det ikke. Hmmm.... Jeg har strukket den lidt i våd tilstand, men den skal have en tur til. Så skal den nok blive ok. Jeg har under alle omstændigheder tænkt mig at bruge den med en langærmet t-shirt indenunder. Ved nærmere øjesyn kan man se en fejl jeg har lavet ved det ene ærme, men det er der bare ikke noget at gøre ved. Når den er på lægger man ikke mærke til det.
Den har været rigtig skøn at strikke. Mit første Hanne Falkenberg kit, men bestemt ikke det sidste. Velskrevet opskrift og der sker noget hele tiden, så den aldrig har været kedelig at strikke. Minimal montering. Hullerne under armene og så lige en gang maskesting i den ene side.
Mønster: Harmony fra Hanne Falkenberg, købt hos den lokale garnpusher.
Garn: Day & Night, 50% Cotton / 50% Lambs Wool. Hørfarvet. Dejligt garn at strikke med. Det rejser sig lidt efter at være blevet skyllet op og får et bedre fald. Før det virkede den temmelig bred i forhold til længden - sådan ligesom forkert proportioneret, men det rettede sig helt. Forbrug 220 gram. Jeg har strikket str. S/M og har stadig 117 gram tilbage. Temmelig meget - hvad skal jeg bruge resten til?
Pinde: 2½ mm - for det meste addi turbo.
Hot? Jep, den skal nok blive brugt. Jeg kan godt lide veste - jeg synes tit uldtrøjer bliver lidt for varme.
Dagens problem:


Vores tomater bliver ikke røde. Men der er - som det ses - masser af grønne tomater. Kan man bruge dem til noget?

fredag den 5. september 2008

Husflidsmesse


Om lidt vågner Andreas og skal have nogle bittesmå rugbrødshapser. Bagefter griber vi mei tai'en og pusletasken (og dankortet) og så er vi dem der er gået...

onsdag den 3. september 2008

Status

1) FLS, 2. forsøg. Jeg vil også have mig en FLS og er nu i gang med andet forsøg. Jeg har strikket ca. 10 cm af mønstret og det ser lovende ud. Faktisk nøjagtigt som jeg havde forestillet mig det. Om 1½ uge venter endnu en weekendtur der inkluderer ca. 9 timers kørsel, og da FLS er perfekt som bilstrikketøj bliver den lagt i strikkekurven i venteposition.

2) Harmony. Den har ligget i sofaen i over en uge nu og bare råbt på at få hæftet ender, blive skyllet op og få strikket hals. Jeg venter på et roligt øjeblik og monterings-aage , men jeg regner med han er lige om hjørnet.

3) Sokker, 6-tråds-opal. Gaaab - de virker kedelige lige nu. Ligger i pusletasken til en nødsituation. Der kommer de nok til at ligge lidt tid. Eller indtil vejret bliver koldere.

4) Elefanttrøjen. Den har haft godt af en lille hvil. Jeg kan mærke lysten til at strikke elefanter er der igen. Måske fordi jeg så en elefanttrøje hænge i et andet barns garderobe i børnehaven. Lige om lidt henter jeg den op af kurven igen.

5) Julekalenderen. Jooooo, jeg er startet, og nu hvor sommeren officielt er forbi skulle jeg være færdig med den første figur. Hmm..... Den bliver en snøvl-along.

6) Krakasjalet. Det ligger længst nede i kurven. Er tæt på at blive påklistret et UFO - venter på bedre tider.

Og så er der de projekter der presser sig på. En lille elefanthue til sønnike, et tørklæde til mor til vinter, sukkertrøjen, osv. Men jeg skal altså lige færdiggøre et projekt eller to før jeg starter nye op.

Jeg tror jeg vil sætte mig i sofaen og hæfte ender. Har lige været ude at trille en skøn tur med sønnike - det meste at turen sad han op og fulgte med. Helt stille. Kiggede bare. Skoven, markerne, blomsterne - det hele er meget ovevældende for øjne der endnu ikke er vant til den smukke natur. Jeg glemte mit kamera, synd, for vi så den fiiineste mark med vilde blomster. I alle regnbuens farver.
Ha' en god dag.

søndag den 24. august 2008

Bedstes rok


Sjovt som der bare er nogen ting man ikke har fået set på før. Vi var til Bedstes (læs: svigermor) fødselsdag i går. Skulle egentlig have været i Legoland, men fandt ud af, at Legoland holdt 40 års-jubilæum og forventede 25-30.000 gæster, så det blev hurtigt droppet (i mine unge dage arbejdede jeg i Legoland og ved godt hvordan en fyldt park ser ud og hvor laaaaange køerne er sådan en dag).
Det gjorde ikke noget for mig, for langt om længe fik Bedste vist mig sin rok og principperne i at spinde og tvinde. Og jeg har fået lovning på at jeg kan prøve næste gang vi er der.
Det har egentlig slet ikke interesseret mig før - det med at spinne sit eget garn - men i går fandt jeg ud af, hvorfor der er nogle der synes det er sjovt! Kan godt se det meditative ved at sidde ved en rok og spinde smukke fibre og drømme om de projekter der skal strikkes af det færdigtvundne.
Ikke at jeg er på vej til at anskaffe mig en rok - det er tiden ikke til nu, men engang....
Til gengæld når jeg jeg ikke mit OL-projekt. Håndledene har brug for små bidder af Harmony af gangen, så den kommer til at tage et par dage ekstra.

torsdag den 21. august 2008

Mere OL mv.

Jeg er småskadet. Om det er de mange masker eller de tynde pinde ved jeg ikke, men faktum er, at jeg efter 20-25 minutters strik får ondt i højre håndled. Ganske upraktisk når man kan lide at strikke og OL nærmer sig sin afslutning. Det gør Harmony ganske vist også. Forstykke og bagstykker er samlet igen, og det tegner godt. Særdeles godt. Eneste minus er at strikkefastheden passer i højden, men ikke i bredden. Jeg forstår det ikke - var meget omhyggelig med strikkeprøven. Må prøve om den kan strækkes i våd tilstand, så den lige bliver de 5 cm længere den skal være for at blive helt perfekt.
Der venter en heldagsfamilieudflugt lørdag, så jeg skal gøre mit bedste for at komme i mål, men jeg garanterer ikke.

Når håndleddet har gjort for ondt har jeg moret mig med at ordne mine strikkeopskrifter og strikkeprøver. En stor bunke er nu forvandlet til en sirligt ordnet mappe. Skønt!
Egentlig skulle jeg have taget fat på den store bunke papirer der ligger og venter på kontoret, meeen...ahem.. man skal jo starte et sted...
I øvrigt har jeg lige besluttet at Kristine aldrig får lov at flytte hjemmefra. Hun er taget på lejr med børnehaven og gud hvor er her tomt. Selvfølgelig nyder jeg det også, men hva' f.... gør man når børnene flytter hjemmefra. Får en hund?
Bettefyren sover. Hvis der er nogen der er trætte af de monstermange hvepse der har været her i år, så er han det da i særdeleshed. Den anden dag formåede en af de sataner at kravle ind under fluenettet mens ungen lå og sov og stikke ham! Han vågnede selvfølgelig med et hyl. Heldigvis sad brodden fast, så vi kunne trække det meste af giften ud igen, men den led godt nok en grusom død, den lille s.....

fredag den 15. august 2008

OL-update


Harmony tager stille og roligt form. Næsten for stille og roligt synes jeg nok - en vest så ud til at være et perfekt OL projekt; ikke aaalt for stor, men jeg havde liiige glemt at der strikkes med tyndt garn på 2½ mm pinde. Så kan det altså godt tage lidt tid. Men jeg er næsten halvvejs og det er OL også, så indtil videre er jeg ikke slået ud, selvom stilen ikke er overbevisende...