fredag den 10. december 2010

Fremtidsplaner, restesokker mv.

Det er ikke blevet til så forfærdelig mange masker i løbet af den sidste uge - til gengæld er det blevet til masser af hjemmebagte småkager, indkøb af alle julegaver og en hel masse hosten. Jeg lyder værre end en søløve og al den hosten resulterede sandsynligvis i kramper i mavemusklerne. I hvert fald fik jeg i går så ondt i maven at jeg stort set ikke kunne stå oprejst og måtte tage hjem fra arbejde. En snak med jordemoder og gyn/obs-lægen i telefonen kunne afklare at smerterne heldigvis ikke havde noget med baby at gøre, men en tur forbi vagtlægen var nok en god ide. Heller ikke han kunne (heldigvis) finde noget usædvanligt, kramperne var forsvundet og alt ok. I dag plejer jeg min hoste, hovedpine og trætte krop halvliggende i sofaen med den bærbare, babytæppet og kakao. Manden meldte om minus 12 grader da han kørte på arbejde - jeg har brændeovnen tændt, uldsokker og et tæppe over benene. Ikke helt dårligt når det nu ikke kan være anderledes.

Imens filosoferer jeg over planerne for næste strikkeår - jeg kan konstatere at det er et år siden sidst.
Listen så sådan ud:
  • Linus til Andreas. Tjek.
  • Elvira af Karen Noe. Tjek.
  • 4 par strømper til mig selv. 2 x tjek. Det er blevet til 8 par strømper (ingen links...)
  • Flytte ind på Ravelry. Nope. Intentionerne var der og jeg vil stadig gerne. Måske man skulle flytte ind fremadrettet? Jeg kan godt føle mig lidt nassende, når jeg bruger sitet, men ikke selv bidrager med noget. Men jeg er vældig glad for alle jeres fine billeder, links og gode råd.
  • Strømper til gemalen. Tjek.
  • Tegne og klippe/skære til Andreas' sengetæppe. Tjek. Tæppet ligger pt. på sengen og er også skønt at bruge for voksne når man ligger og læser godnathistorie.
  • Trøje, bluse til mig selv af garn fra lageret. Hmmmm...tænke, tænke, Elvira var helt sikkert på lageret ved indgangen til 2010, garnet til boleroen vist nok også og 2/3 af garnet til mine første Owls.

Jamen, så er det det jo ikke så galt endda - 6 ud af 7 punkter er vistnok ok (nu er jeg jo heldigvis selv dommer i min del af www!)

Hvad skal der så ske i 2011? Der bliver jo ligesom en hel del fokus på det med børn, og barsel, så det er næsten uundgåeligt at der kommer strik til børnene. I år er det blevet til en del indkøb til konkrete projekter til mig selv som ligger og venter og som jeg fortsat rigtig gerne vil strikke. Så når nu den daglige fokus bliver på børnene skal hobbyplanerne være målrettet mig selv - i hvert fald de fleste:

  • Et par knæstrømper strikket fra tåen og op. Har længe gerne villet prøve metoden - nu skal det være.
  • Et Rosenborg sjal. Jeg vil gerne prøve lidt kræfter med hæklingen og trænger til et nyt 'kontorsjal' - jeg bliver tit så kold når jeg sidder stiller og læser projekter.
  • Strikke mindst tre ting til mig selv af det garn jeg allerede har på lager inden der købes ind til nye projekter.
  • Et par strømper til manden.
  • En vest til Andreas.
  • Julekalender 3. Deadline 30/11/11.

Så er der vist også mere end rigeligt til at holde mig beskæftiget.

Til sidst restesokkerne som endte med at være for store til niecen og nu er havnet i Kristines sokkekurv - efter hendes eget ønske, for med en lidt længere fod kunne jeg såmen også have brugt dem. Men Kristines syntes farverne og striberne var så pæne.
Mønster: 52 masker. Føst lidt rib, 1 vrang, 1 ret, og så en masse retmasker.... Striberne er 5 pinde brede. Str. ca. 33/34
Garn: Lidt sisu, opal og lornas lace. Et rigtigt resteprojekt. 52 gram brugt ialt.
Pinde: 2½ mm, fraset ribben, der faktisk er strikket på 3 mm - det opdagede jeg først da jeg havde strikket den og gad ikke trævle op.
Hot? Tjaa, hun har som sagt selv givet udtryk for at hun gerne ville havde dem og hun bruger faktisk flittigt det sidste par hun fik.

torsdag den 2. december 2010

Julekalender 3, post 2

Her og der og alle vegne bliver der flittigt broderet på julekalendre, sokker og sække. Så bare for at vise at jeg er med i along'en og nok skal blive færdig til deadline vil jeg lige vise mit....øøøhhh...bidrag:Jow, jow, jeg har skam siksakket stoffet HELE vejen rundt, så det ikke trævler under syningen. Ahem... og så er jeg ikke noget længere. Til mit forsvar skal siges, at kalenderen er planlagt som mit hyggeprojekt under mine 8 ugers feri...øhhh orlov inden forventet fødsel. Måske tyvstarter jeg lidt i julen - jeg er da blevet inspireret af de to kalendre der lige nu hænger i køkkenet og pynter.

Men først er der julefrokost på arbejdet i morgen og når jeg kommer hjem er huset blevet invaderet af gæster der bliver hele weekenden og bager småkager. Indrømmet: Jeg synes det er lidt anstrengende at skulle agere praktisk gris en hel weekend.

Tynget af dårlig samvittighed er jeg påbegyndt på hvad der skulle have været en julegave til niecen. Et par sokker hendes mor har plaget om længe. Har sagt at jeg ikke orker med henvisning til graviditet, job, børn og almindelig hverdagstravlhed, men nu er jeg alligvel startet. Sokkerne kan dog meget vel ende med at havne i Kristines sokkekurv, for jeg tror de er for store. Nu får vi at se.

søndag den 28. november 2010

Ivy League Vest II

Den tegner til at blive et rigtigt langtidsprojekt. Med seks nøgler som der hele tiden skiftes mellem, der det ikke et strikketøj, man lige slæber med på besøg eller tager frem når der lige er 10 minutters pause. Men her og der får den alligevel lidt opmærksomhed og er nu nået til pind 17 efter ribben.Jeg må (igen) konstatere at flerfarvestrik er sjovt - også selvom det gælder om at holde tungen lige i munden når der jongleres med farver, mønstre og indtagninger til talje.

Ugens gættekonkurrence må være: 'Hvor længe tror du sneen bliver liggende i denne omgang?'
Ugens højdepunkt: Det var som nævnt i tirsdags - Ulla du har ret, det er Andreas' tøj der skal genbruges:-)
Ugens bedste spise: Måske ikke det kulinariske højdepunkt, men jeg må konstatere, at hjemmelavede æbleskiver med vanilie og øl er en million gange bedre end købe-æbleskiver. Selv datteren kommenterede på det - og det selvom det er så mange år siden (hvis nogen sinde?) at jeg sidst har bagt æbleskiver, så de blev lidt rustne i formen.
Ugens dårligste nyhed: At der skal mega-spares på arbejdet - og det bliver en af de runder der indebærer adskillige afskedigelser.
Ugens nye strikketøjer: Et par babybukser og et babytæppe :-)

tirsdag den 23. november 2010

Babystrik

Når maven vokser og baby sparker er det fuldstændigt uundgåeligt - der skal småt babystrik på pindene, så småt, at jeg tvivler på hukommelsen; er de nu virkelig så små? (Eller måske heldigvis for ud skal de jo også...).

Mønster: 'Fuglemammas omslagsbody' fra 'Blød begyndelse' af May B. Langhelle, str. 0-3 mdr (str. 50/56 vil jeg tro). Ingen ændringer udover at jeg har strikket ærmerne et par centimeter kortere. Den er så fin til de små der ikke kan lide at få noget over hovedet, så hvorfor jeg aldrig fik den strikket til Andreas forstår jeg ikke.
Garn: Tvinni Tussah 65% uld og 35% silke, et af mine absolut ynglingsgarner - idette tilfælde rester fra min Orhid. 52 gram ialt. Knapperne er - foruden to trykknapper - små søde hjerteknapper fra Merete.
Pinde: 2½ og 3 mm.
Hot? Jeg glæææder mig til at tage den i brug :-)

Ugens højdepunkt var dagens fine billeder fra ultralydsscanningen, der viste en sund, rask og aktiv baby! Så efter endt arbejde måtte moderen selvfølgelig hjem og se om kasserne med garn gemte på noget i de 'rigtige' farver. Jeg må konstatere, at der er riiigeligt til masser af småt tøj. Og imens mor kigger i opskrifter og gramser på garn viser datteren hvordan 1B nu sidder og hvem der sidder hvor. (De store nøgler er borde og de små nøgler er stole).

søndag den 21. november 2010

Så er der sokker

... igen:-)

Prøvede at være kunsterisk og tage et par andre billeder end de sædvanlige mine-nye-sokker-med mine-fødder indeni. Må konstatere at det ikke lykkedes særlig godt...ved ikke helt hvad det ligner...
Mønster: 60 masker. Strikket 3 ret, 1 vrang. Jeg har lææææænge været vild med Kaffe Fassets Landscape design/farver - og derfor kan det undre at jeg først nu har fået indkøbt og strikket et par sokker til mig selv. Men nu er det gjort og jeg har fået endnu et par uopslidelige 'arbejdssokker'. Meget kan man sige om Regia/Opal-strømperne garnerne - men deres holdbarhed er der ikke noget at udsætte på...
Garn: 76 gram Regia, 'Landscape Fire' af Kaffe Fasset.
Pinde: 2.25 mm
Hot? Jeg er vild med farverne og de sidder som støbt på fødderne.
Jeg fortsætter med strikketøj i mange farver - denne gang dog mere regulær 'fair isle'-strikning. Mere herom senere.
Næste uge byder på visse spændingspunkter - det kommer der også mere om.
Nu er der vist kun tilbage at konstatere at endnu en weekend er gået aaaalt for hurtigt med fødselsdag, udendørs skøjteløb og almindelige husmoderlige aktiviteter. Men hyggeligt har det været.

søndag den 14. november 2010

Viggo

Her er Viggo - sådan næsten helt færdig. Der var ingen matchende knapper i knappedåsen, så dem må jeg på jagt efter i morgen. Men i dag er det søndag og fridag, så der er tid til at tage billeder og blogge, så I får den knapløse version.
Jeg kunne ikke bestemme mig til om Viggo skulle være med turkis eller grønne kanter, så begge farver blev indkøbt. Drengen selv var ikke i tvivl - det skulle være turkis :-) Jeg synes valget er godt, men mormorderen, der var på besøg da garnet kom, mente bestemt kanterne skulle grønne for at trøjen ikke blev for tøset. Det synes jeg nu ikke den er blevet.
Mønster: Viggo fra Rasmilla. Jeg faldt for trøjen med det samme (jeg har et eller andet med striber...) og, klik, klik, klik, var mønster + garn indkøbt. Dejlig nem opskrift at følge og der er så mange fine detaljer. Jeg forstår dog ikke helt størrelsesspringet fra str. 2 år til str. 4/5 år. Jeg skulle bruge en str. ca. 3 år til Andreas, så jeg har slået masker op til str. 2 år, men strikket lidt flere riller i ærmerne inden der tages ud til krop og endnu et par ekstra riller inden deling til for- og bagstykke. Det betyder så også at jeg har taget lidt flere masker op til bullen og strikket trøjen længere end opskriften. Missionen lykkedes! Størrelsen er nu ret så perfekt str. Andreas - en rigtig fin trøje til brug hele vinteren.
Garn: 170 gram af Rasmillas Ynglingsgarn (55% uld/45% bomuld) i farverne cashew, natur brun og turkis.
Pinde: 3 og 3½ mm.
Hot? Jeg er selv blevet meget glad for resultatet og at den passer så fint og Andreas stillede velvilligt op til actions-shots. Den kommer på mange dage fremover!
Lige nu disker manden op med hjemmebagt brød....mmmm... ungerne sover, vaskemaskinen er færdig med at snurre og køkkenet rengjort efter middagsgæsterne.
I morgen venter (truer?) en ny uge!

tirsdag den 9. november 2010

Farver og striber

Endnu en uge er gået og som Nanna kan jeg kun undre mig over hvor den blev af. Ingen spændende blogindlæg, ingen billeder og ingen færdige projekter.
Istedet er det blevet til lægebesøg med Kristine (streptokokker og øjenbetændelse = penicilin i både flydende og fast form) og anstrengende sengelægningsseancer med Andreas, der har fået ny seng. Stakkels lille dreng der siden fødsel har elsket sin tremmeseng og aldrig har sovet særlig godt andre steder - heller ikke i smørhullet. Det er frygtelig svært at falde til ro i en ny seng - særligt når det er så nemt at kravle ud.... Det kræver en helt særlig tålmodig hos forældrene:-)

Strik? Jeg strikker striber (=Viggo) og Kaffe Fasset-farver (=strømper).