tirsdag den 28. maj 2013

Boardwalk

Sideløbende med min Ursula Cardigan har jeg strikket Boardwalk - "A layering Top with Mitered Neck Detail". Her vist med kun  en t-shirt under grundet det lune vejr, men jeg er sikker på at en skjorte under vil være perfekt. Jeg elsker veste, så den er lige i øjet!
Mønster: Boardwalk af Heidi Kirrmaier. Jeg har brugt originalgarn og det foreslåede str. pinde, men jeg må strikke løst forholdsvist løst, for første forsøg var aaaaalt for stor og jeg måtte ned og strikke str. 34½" før jeg ramte noget der på dansk svarer til en str. 38. Spøjst - men slutproduktet passer og det er en fin opskrift.
Garn: 150 gram Loft i farven 'Old world' - en anelse mørkere end billedet gengiver - mørk blå/marineblå er nok mere farven med et fint tweedet spil.
Der er skrevet meget om at Loft er lidt skrøbeligt - og det er også rigtigt nok, men ikke i en grad så det generede strikningen. Jeg kom til at sidde på en ende der knækkede to cm fra opslagningskanten, så det gav en noget kort ende at hæfte med og en maskeholder formåede at knække/skære en maske over, men det blev reddet med en knude bagpå. Garnet er blødt og lækkert og det færdige strik har fået en fin struktur efter vask. Men det er på den anden side nok heller ikke specielt nok til,at jeg vil betale i dyre domme for at importere fra det store udland. Men altid sjovt at prøve et nyt garn selv!
 Pinde: 3,25 mm.
Hot? Ja, jeg er ret vil med designet. Der mange fine detaljer og et fint finish. Gennemtænkt. Det kan jeg lide og jeg har ikke taget den af endnu - men her både regner og tordner det, så helt varmt er det ikke.

Og nu hvor jeg er færdige med de to projekter til mig selv er pindene tomme. Jeg har lovet en islandsk sweater til Andreas fra 'Knit for your kid", men ellers? Jeg må vist i tænkeboks. Gode ideer modtages gerne.

fredag den 24. maj 2013

Ursula Cardigan

Selvom der ingen indlæg har været de sidste par uger er det ikke ensbetydende med at pindene har ligget stille - eller dankortet for den sags skyld; lageret er vist blevet forøget med et par kilo garn +++.
Nææ... jeg har såmen brugt min kreatid på at gøre Ursula færdig og hun er blevet rigtig skøn:-)
 Mønster: Ursula Cardigan af Kate Davies fra hendes bog 'Colours of Shetland'. Hun er en af mine ynglingsdesignere - har tidligere strikket Owls og Warriston og flere er i kø. Jeg har strikket str. 38, men strikkefastheden passede ikke i højden, så min er en anelse længere end beregnet. Hvilket passer mig fint. Jeg har ingen ændringer lavet udover at sy åbningerne på symaskine hvorefter jeg har klippet op istedet for at sikre maskerne med hækling inden jeg klippede. Og strikket ærmerne lidt længere.

 Garn: Det var meningen at jeg ville strikke i originalgarnet Jamieson og Smith 2 ply, men kunne ikke finde nogle farver jeg kunne lide, da jeg var i Loop i London for et par måneder siden. Men en dag jeg rodede i mine egne garnkasser fandt jeg de tre mønsterfarver og så var det bare at supplere med en sandfarvet fra den lokale garnbiks. Jeg er rigtig glad for farvevalget - det passer fint til trøjens udtryk. Bundfarven er sand, de andre fig, marlin og oxford - alle Isagers Højlandsgarn.
Alt i alt har jeg brugt 280 gram.
Pinde: 2,5 og 3 mm.
 Hot? JA! Og se; I Saltum fandt jeg de perfekt matchende knapper fra Birthe Sahl.
 Fair Isle er næsten lige så flot på vrangsiden som retsiden.
Og nu er der is til Disney Sjov - jeg må løbe!

søndag den 5. maj 2013

Det gik godt...

...også denne gang:-)
Jeg har haft gang i symaskinen og saksen - altid lidt nervepirrende når det handler om strik. Ifølge opskriften skal man hækle omkring kanterne og så klippe, men jeg havde ikke noget (sokke-)garn i en matchende farve til at hækle med lørdag eftermiddag hvor udsigterne til at erhverve nyt garn lå mindst to døgn ude i fremtiden - og jeg ville videre med projektet nu!  Heldigvis fungerer en maskinsøm jo også fint.
Efter opklipning dampede jeg for første gang mit strik med strygejernet for at få maskerne til at 'slappe af' og lavede en strikkeaflukning på bagsiden i stedet for 'kitchener-stitches' som opskriften lægger på til. Jeg vil helst have en fast søm på skuldrene, så de ikke vokser.
Indtil videre ser det godt ud. Størrelsen er helt i øjet - min rækkefasthed er for stor, så den er blevet lidt længere end beregnet, men det er helt ok. Jeg er lidt bekymret for at ærmegabene af den grund er for store, men håber det skralder an.

Når jeg ikke lige har syet og strikket (og trævlet op, men det er andet projekt og en anden historie) har vi plantet sommerblomster, bagt snobrød, sået bønner, rødbeder, gulerødder, forårsløg, løg, ærter og grønkål + købt skoleagurker, tomater og en enkelt vandmelon (lidt af en eksperiment) til drivhuset.
Det er simpelthen så skønt at det er forår og udevejr:-)

fredag den 3. maj 2013

Ursulacardigan, post 2

Min Ursulacardigan skrider planmæssigt frem. Den bliver både fin og er hyggelig at strikke. Der er nu noget særligt over flerfarvestrik som jeg jævnligt skal have et fix af...
Og i samme boldgade - Elefantjakken er kommet frem fra gemmerne og passer nu lillebror perfekt. Det er så fint at se den blive brugt igen :-) Helt klart arbejdet værd!

God weekend!

mandag den 29. april 2013

Note til mig selv:

 Lad være med at love alle dine tre børn et bestemt stykke strik før du ved om du gider strikke den samme ting tre gange i træk! Fx er denne ugle et rent monteringsmareridt og består af ikke mindre end 6 små strikkede dele og 2 hæklede... Og hvor Johannes nok kan spises af med en anden model eller 'glemme' hvad jeg har lovet ham, så har Kristine pænt husket mig på at hun også gerne vil have en.
Det hjælper heller ikke på motivationen at jeg tydeligvis ikke har talent for at strikke tøjdyr...
 Men trods alt - færdig blev første version.
Mønster: 'En ugle der luner'. Opskriften kan findes på 'hendes verdens' hjemmeside. Eneste ændring er at 'øjnene bare er hæklet i en farve og derpå bare har fået en knap syet på.
Garn: 53 gram tynd uld. Rester fra gemmerne.
Pinde: 4 mm.
Hot? Den er ikke køn og ikke vel-monteret og Andreas klager over at øjnene ikke blev sorte (jeg troede det var godt nok at de blev mørke, men han er nu en ret bestemt herre...) og den står stadigvæk bare på skænken og kigger på familien. Måske den bliver taget til nåde en dag? Moderen tager lige en pause inden hun begynder på den næste.

Til gengæld er næste færdige projekt som altid en sikker vinder:
Mønster: Hermiones Everyday Socks af Erica Lueder, version 2. Denne gang udelukkende på pind 2,25 og de passer perfekt. mønstret gør sig også rigtig godt i selvstribede sokkegarn. Som altid med 60 opslåede masker.
Garn: 68 gram Arwetta Classic i farven Vineyard.
Pinde: 2,25 mm.
Hotte!

onsdag den 24. april 2013

2 år!


Tillykke med dagen vores allesammen store lillebror!

mandag den 22. april 2013

Intet nyt er godt nyt?

Nope...der er stadig lock-out af skolebørnene og jeg tilslutter mig koret af forældre der er TRÆTTE af det. Vi er endda rimeligt heldige. Samtidig med lock-out'en startede manden anden del af sit pædagogikum - et 6 ugers kursus, hvoraf de fleste dage går med selvstudium og opgaveskrivning - hjemme:-) Og så arbejder jeg hjemme de dage hvor manden er til undervisning. Heldigvis er pigerne gode til at lave aftaler og lege sammen, så alt i alt går det. Men jeg tvivler på at børnene kommer til at glæde sig til sommerferien på samme måde som de plejer?

Der er hverken færdigt eller nyt strik at vise frem. 
Det meste af weekenden tilbragte vi udendørs - først med en tur til Legoland (impulsivt planlagt lørdag morgen grundet det fine vejr) og søndag med havedag på grundejerforeningens fællesarealer. Så det har været en fin, fin weekend.