KJ

KJ = Kirsten Juhl = min mormor.

Syposen på billedet syede min mormor i skolen dengang hun var en lille pige. Indeni den ligger hendes strikkepinde. Ikke allesammen, for der er rigtig mange af dem. Sirligt ordnede efter størrelse i en pose og med en lille lap papir hvor der står størrelse og længde på pindene.

Min mormor strikkede. Meget. Og det er mormor der har lært mig at strikke. Jeg kan stadig se det så tydeligt for mig. Vi sidder i læsestolen for enden af mormor og morfars stue. Jeg sidder med strikketøjet. Garnet er råhvidt bomuld og der er et stort hul midt i strikketøjet. Mormor sidder bagved ved mig og holder mine hænder mens hun viser mig hvordan man gør. Jeg er 5 år.

Mormor døde da jeg var 13 år og det var den første store sorg jeg oplevede. Jeg var meget ved mormor som barn og jeg kan stadig se os børnebørn sidde omkring bordet mens hun fortalte om dengang hun var barn. Hvordan de i 30'erne legede olympiade efter de havde hørt olynpiade i radioen, hvordan de rejste sig i klassen når læreren kom ind af døren osv.
Derfor er det også rart, at jeg har arvet hendes klaver, hendes skriveborg og hendes sypose med strikkepinde.

Som barn blev det mest til lidt dukketøj/strikketøj i ny og næ, men da jeg blev 15/16 år strikkede jeg også trøjer til mig selv. Jeg har ikke nogen af dem længere. Jeg fik ikke strikket meget i min studietid - måske fordi det ikke lige var mig i den tid at gå med hjemmestrikkede trøjer og så gik inspirationen ligesom fløjten. Istedet blev kreativiteten brug på at quilte (mere herom en anden dag).

Men så kom Kristine og pindene blev for alvor fundet frem igen. Kristine skulle naturligvis hjem fra sygehuset i en af mors hjemmestrikkede trøjer! Siden er det gået slag i slag. Masser af hjemmestrik til datteren, trøjer, huer, sokker mv. Og nu forsøger jeg mig for første gang i årevis med en trøje til mig selv (læs: Pisa!). Jeg er meget spændt på resultatet - især om jeg rent faktisk vil bruge den! Ryggen er færdig og 1/3 af højre forstykke. Der er lidt vej endnu og det bliver ikke i morgen I får det færdige billede...

Status på ugen der gik: Jeg er bare glad for at den er overstået. Det har været en meget travl uge på arbejdet - de fleste dage er jeg bare lige nået hjem til aftensmaden. Sådan kan jeg bare ikke leve i længden og jeg tror nok vi efterhånden er enige om, at noget må gøres. Og det noget hedder: At flytte! Puha. Ingen af os er gode til bare at træffe en beslutning om hvordan, hvorhen og hvorfor. Derudover er jeg ved at få et eller anden med maven, er sur og træt (manden og datteren er derfor også "flygtet" ud af huset) og som prikken over i'et er det begyndt at sne, mens det blæser en pelikan. Suk. I det mindste er huset nogenlunde rent og ryddeligt og vasketøjskurven efterhånden tom.