Småtanker

Fuglemamma har haft søde kommentarer til min blog, som hun synes er "koselig" at læse! Hold da op hvor blev jeg overrasket og glad over at læse hendes indlæg.
Jeg føler mig endnu så ny og uerfaren i blogger-verdenen, at det er mærkeligt at andre rent faktisk læser med. Men det er jo bl.a. derfor man blogger - man ønsker jo at andre læser med og forholder sig til ens indlæg. Ellers kunne man vel ligeså godt have en helt privat dagbog. Og derfor er det også super dejligt at høre, at andre synes om det man skriver. Hvis man aldrig fik kommentarer til indlæggene tror jeg lige så stille man vil holde op med at blogge.

Jeg tog tilløb et godt stykke tid inden jeg selv begyndte at blogge. For mig har det været lidt af en grænse at overskride at offentliggøre ting om mig selv - uanset at meget handler om strik, er der jo også meget om familien. Og derfor har jeg heller ikke fortalt nogen jeg kender (udover manden) at jeg blogger. Jeg ved ikke helt hvorfor, men det føles for privat. Hvilket er underligt i forhold til, at enhver fremmed på nettet kan læse med, såfremt de kommer forbi. Men overfor de fremmede jeg ikke kender er jeg tildels anonym - jeg kan selv bestemme hvor grænsen går. Indtil videre har jeg derfor ikke "afsløret" hvor jeg bor eller hvordan jeg ser ud.

Sådan rosende ord om mine skriblerier giver også lidt "pæstationsangst". Man skulle jo gerne blive ved med at være værd at læse. På den anden side er det ikke en konkurrence - det handler vel om at skrive som man er og som man gør, for på den måde at give bloggen sit helt personlige præg. Så jeg tror bare jeg vil gøre som hidtil - og så håbe på, der kommer andre forbi.