onsdag den 26. marts 2008

Nye farver

Når man kigger ind i mit klædeskab ser man sort, lyst, blåt og måske lidt grønt. Jeg har en rød trøje, men jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har haft den på. Jeg er ret kedelig hvad farver angår. For kedelig synes jeg selv og jeg har derfor lovet mig selv at peppe garderoben lidt op.
Det skal naturligvis også afspejle sig i strikketøjet. Maple strikkes derfor i lyslilla spinni/tvinni. Ok, jeg kan godt se, at det er en ret afdæmpet farve, men man må jo begynde et sted og farven hedder da i hvert fald lilla. I øvrigt et lækkert strikketøj i skønt garn. Strikker pt. nogle meget lange omgange - og strikker jeg for mange kan jeg godt mærke vrangpindene i håndledene.
Så er det godt at kunne aflaste med et nyt par 'pusletaske-sokker'. I en bourdeux/aubergine-farvet Admiral (det er i hvert fald en farve, der pt. ikke findes i klædeskabet!).

søndag den 23. marts 2008

Bluse med huller

Den kunne og burde være en succes, men den er det ikke. Det havde jeg nok på fornemmelsen at den ikke ville blive og derfor har det også holdt hårdt med at blive færdig.
Altså, designet er for så vidt ok til en tøsebluse - ikke rigtig noget wauw over den, men ok. Ser lidt bred ud på billedet, men er det ikke i virkeligheden. Garnet er bløøødt og lækkert, farven er helt rigtig og blusen passer helt perfekt. Men Kristine gider den alligevel bare ikke. Jeg havde det på fornemmelsen - deraf min kamp med at få den færdig (hvem gider strikke til ingenting). Udover huen er det efterhånden ret sjældent hun gider bruge det hjemmestrikkede og så gider jeg ikke bruge skønne strikketimer på hende. Men da hun forelskede sig i det lyseblå garn, lovede jeg alligevel en bluse til hende. Nu er den færdig, men hun "tager den nok først på i morgen". Ja, ja, nu kan den ryge ind i skabet, så jeg kan få den ud af hovedet.
Mønster: "Bluse med hulmønster" af Lene Holm Samsøe fra 'Strik til de små' nr. ?
Garn: CottonWool fra Gepard, lyseblå (farve 804). Sååå blødt og lækkert. Forbrug 204 gram.
Pinde: 3½ mm addi turbo og 3 mm til halskanten.
Hot? Ha, ha.

mandag den 17. marts 2008

En håndfuld...

... er lig med 5 år. Når man er børnehavebarn går man voldsomt meget op i den slags - også Kristine der blev 5 år i lørdags. Hun er blevet fejret på behørigt vis her i weekenden og et par dage før også i børnehaven. Bedst som vi stod og bagte pølsehorn (og chokoladeboller, jf. billede) forklarede Kristine, at der også var nogen der skulle have nogle andre pølsehorn. Andre?
Doh! Og fluks blev der således indkøbt kyllingepølser, så alle børn kunne få en god dag. Det havde jeg overhovedet ikke tænkt på. Men for Kristine er det en helt naturlig og selvfølgelig ting at nogle mennesker ikke spiser svinekød.
Det er i de sammenhænge spændende at iagttage hvor forskellig børneverdenen er fra voksenverdenen. På den gode måde.



Andreas har fået ny hue.
Mønster: Gros Djevellue, str. ½ år (passer fint min baby på 7 uger).
Garn: 20 gram Opalrester, farve 1415.
Pinde: 2½ og 3 mm 40 cm addi turbo rundpind + 3 mm strømpepinde.
Hot? Jeps, har haft den på i dag i barnevognen. Tog en formiddagslur på 3½ time og en eftermiddagslur på 2½ time, så jeg tror ikke han har frosset om ørerne. Og så kan jeg meget bedre lide denne opskrift end den sidst afprøvede. Der er ingen sammensyninger og det må da være rarere for en baby der ligger meget ned.
PS.: Billedet er vendt 45 grader.

onsdag den 12. marts 2008

Den ene dag...

...tager den anden. Om jeg fatter hvor de bliver af?
Dagene går med lange samtaler med Andreas, efterfødselsgymnastik, barbieleg, lange trilleture med barnevognen, planlægning af 5 års fødselsdag osv. osv. Nå, ja, og så lige 3x halsbetændelse - kun Kristine er gået fri. Temmelig upraktisk når de voksne rammes samtidigt. Så handler det om ren overlevelse...
Det er ikke blevet til så forfærdelig meget strik. Bare et par ankelstrømper til undertegnede selv.

Mønster: 56 masker, boomeranghæl, str. 39.
Garn: Lorna's Lace, farve "Mixed Berries" (tror jeg nok), forbrug 48 gram.
Pinde: 2,5 mm strømpepinde.
Hotte? Ja, det tror jeg de bliver. Det er det første par jeg strikkede i Lornas Lace i hvert fald. Jeg synes dog de fnuller noget mere end strømper strikket i Opal. Andre med den erfaring? Så selvom garnet er super blødt og lækkert er jeg ikke sikker på det i længden bliver favoritgarn til strømper.

Jeg er for øvrigt stødt på en maskeholderspisende bluse. Spørg mig ikke hvordan det er gået til? Jeg debatterer lidt med mig selv om jeg skal trævle op eller lade dovenskaben råde.
Hvem vinder?

fredag den 29. februar 2008

Orchid

Orchid er færdig. Helt færdig. Og jeg er bare så glad og tilfreds med resultatet. Den vil blive brugt igen og igen og igen... Designet er så lækkert og gennemført - hende Helga Isager kan virkelig noget. På billedet ser Orchid noget 'tynd' ud i det, det er jo meningen, at der skal være en model indeni, som alt det ribstrikkede kan smyge sig om. Modellens ejer har bare lidt (?!) graviditetskilo på sidebenene endnu, så hende får I altså ikke at se.
Og så har jeg bare nydt processen hele vejen igennem - Orchid har været så skøn at strikke.

Mønster: Orchid fra Amimono - købt i Jægergårdsgade i Kbh., men nu har Helga Isager også fået en online butik.
Ændringer: Ribben er strikket et par centimeter længere end i opskriften og i halskanten gik jeg for hver centimeter et nummer ned i pindestørrelse (tak Ulla, halskanten sidder helt perfekt).
Garn: Tvinni Tussah, 65% merino uld og 35% silke, farve 1, og en sytrådstynd guldfarvet bomuldstråd. Forbrug ialt 232 gram, hvoraf de par-og-tres kommer fra guldtråden (lidt mere end to ruller). Garnet er så lækkert og så blødt på kroppen, at jeg allerede drømmer om at strikke i det igen.
Pinde: 3 mm bambus (no name) rundpund 60 cm. Rundpinden har ret spidse ender, hvilket viste sig at være en fordel, da man ofte skal strikke masker sammen tre og tre. Og så lige rundpinde i 2½ og 2 mm til halskanten.
Hot: I den grad!
God weekend!

onsdag den 27. februar 2008

Lidt har også ret

Tak for alle jeres kommentarer - det varmer meget.

Vi er ved at vende os til tingenes tilstand. Meidicinen smager af brombærsødet sukkervand og sønnike labber det i sig, så der er heldigvis ingen problemer med at give ham det. Hans tal er helt normale igen og han trives som enhver baby. Vejer ca. 5 kg nu og har fine deller og elastikker på håndledene. Mums. Det går så godt, at vi 'glemmer' at han har fået påhæftet en lidelse. Og det er jo i virkeligheden rigtig dejligt.
Vi døjer lidt med at lære ham, at om natten sover man (udover måltiderne selvfølgelig), og at der ingen underholdning er - selv hvis man forsøger med sit mest charmerende smil (jo, vi har fået det første fantastiske smil). Men han er et roligt gemyt og brokker sig ikke synderligt over kedelige forældre med lukkede øjne.

Her er han 4 uger gammel.
Lidt strik bliver det da også til indimellem.
Orchid er næsten færdig. På billedet mangler den ene side at blive monteret + halsen - nu mangler kun den sidste 1½ cm i halsen.
Derudover den første strømpe af et par til mig selv i super lækkert Lornas Lace's strømpegarn - beviset på for meget ventetid på hospitalet.
Til sidst 'blusen med huller' til Kristine. Strikkes i blødt og lækkert CottonWool (Gepard), så hvis den unge dame ikke anvender denne trøje mere end de andre jeg har strikket, så er det den sidste strikkede bluse/trøje i et stykke tid. Kristine er ikke meget for uld, fair nok, men dette garn har hun selv bedt om til en trøje, så...

fredag den 15. februar 2008

Ribvest nr. 3

Uge 1 var ren idyl. Vi brugte timer på at kigge på vores lækre unge, vi nød de første gåture med barnevognen og det var rendyrket lykke at se på hvor forelsket storesøster er i lillebror. Andreas spiste, sov og sk.. og trivedes som enhver nyfødt baby.
Uge 2 blev boblen slået i stykker. Andreas bon'ede ud på PKU-testen og vi måtte lige pludselig forholde os til, at han har fået påhæftet en alvorlig kronisk sygdom. Det betød hasteindkaldelse på hospitalet (en telefonopringning om at komme NU), blodprøver, samtaler med læger, ventetid, ventetid og ventetid, men frem for alt ANGST. Det positive er, at selvom Andreas ikke kan helbredes kan han behandles 100 % effektivt. Blot ved at tage en lille pille (mikstur som lille) hver dag. Han får ingen mén og vil udvikle sig og trives som enhver rask dreng. Der er ingen følgevirkninger/bivirkninger til hverken sygdom eller medicin og ingen indskrænkning i hans livsførelse. Så på sin vis er han/vi heldige. Det kunne virkelig være meget værrere.
Uge 3. Vi er ved at lande på benene igen og forsøger at forholde os til det hele. Sidste uge skal mentalt fordøjes og vi skal lære at huske at give medicin hver dag. Angsten fra sidste uge sidder stadig i kroppen - der findes ikke noget værre end bekymringerne om ens børn. Men vi kigger på Andreas og glæder os over hvor godt han trives. Han er efterhånden mere vågen (det kunne heller ikke gå anden vej... sovetryne!) og meget opmærksom på os. Storesøster har han et helt specielt forhold til - de to kigger hinanden dybt i øjnene mange gange hver dag. Han elsker at komme i bad og puslebordsseancerne er blevet til hyggestunder (frem for skrigestunder). Han spiser godt og der er heldigvis masser af mad til ham. Men han er også lillebror og bliver derfor slæbt med i børnehaven, til dans med storesøster mv., så vi må også forholde os til, at han allerede er blevet snotforkølet! Suk...

Ribvest nr. 3 er færdig - påbegyndt et par dage efter fødsel. Jeg måtte bare have noget i hænderne til den dejlige unge.
Mønster: Baby i rib fra design.club.dk, størrelse 6-9 mdr. Så har jeg strikket vesten i alle størrelser, men den er en klassisker. Den første vest bliver flittigt brugt.
Garn: Duo merino/silke, rester fra Frode, forbrug 34 gram. Nu er der så også kun ganske få gram tilbage.
Pinde: 3 mm 30 cm addi turbo rundpind.
Hot? Det tror jeg bestemt medmindre han lige præcis rammer størrelsen midt i sommerheden.

Og til sidst lige en bonusbillede: