søndag den 10. marts 2013

Simple Skyp Socks

Jeg trækker mine ord i mig igen - det er IKKE forår. Det er koldt, det blæser og det er lige vejr til at have mine nye strømper på:
Mønster: Simple Skyp Socks af Adrienne Ku.
Garn: 62 gram arwetta classic, denimblå farve.
Pinde: 2,25 mm.
Hot? I dag er de totalt hotte!

lørdag den 9. marts 2013

Dragonflies

Jeg sad en fredag morgen i sofaen med computeren i skødet og en sygt barn ved siden der så fjernsyn. Surfede lidt rundt og kom i tanke om at Wollmeise plejer at opdatere shoppen kl. 8. Jep! Og denne gang med deres Wollmeise DK som jeg gerne ville prøve. Klik, klik, klik og et par dage senere var jeg ejere af tre nøgler i farven ´My old blue jeans'. De kommer i 200 grams nøgler, men de er vejet på en god vægt - jeg fik ialt 675 gram. Og nu er hovedparten brugt til min nye sweater.
 Mønster: Dragonflies Jumper (guldsmede) af Joji Locatelli. Jeg har strikket str. 38/40 stort set efter opskriften. Jeg har kun strikket et par retriller i halsen i stedet for den høje hals og er i halskanten, og ærmekanterne gået hhv. et helt nummer ned i pindestørrelse og ved kanten forneden et halvt nummer. Det er et rigtigt fint mønster uden fejl, nemt at gå til og følge. Mønstret er på diagram, men af en eller anden grund komplet umuligt for mig at få lært udenad (med det strækker sig så også over 28 pinde...).
Her kan man se de fine guldsmede lidt tættere på. Det er meningen at sweateren skal være tætsiddende, så man guldsmedene 'strækkes ud' og bliver synlige når man tager trøjen på. Min er måske en lillebitte smule til den løse side, en ren str. 38, havde været bedre, men håndvask og superwash garn kan altså godt få strik til at gro lidt og det gjorde mine guldsmede altså.
Garn: 508 gram Wollmeise DK merino superwash i farven ´My old blue Jeans'. Bløøøødt og meget behageligt at strikke med. Men Wollmeise er håndfarvet garn og især mit ene nøgle var synligt lysere i det flere steder end de andre to. Jeg gider ikke skifte garn på hver anden pind, så da de to af nøglerne var næsten ens startede jeg med dem. Strikkede på kroppen til det første nøgle var strikket op (der strikkes oppefra og ned). Så strikkede jeg ærmer og hals og derpå igen på kroppen indtil jeg næsten løb tør med det andet nøgle. Først da skiftede jeg garnnøgle på hver pind med hhv. det mørke og det lyse nøgle 3-4 gange og de sidste 15 cm nederst på sweateren er med det lyse nøgle. Jeg kan se det, men derudover det er kun min mor og svigermor der vil opdage det OG spørge til det!
Som sagt er garnet meget blødt og behageligt at strikke med - så blødt at jeg er lidt skeptisk med hensyn til om det vil fnulre og holdbarheden generelt. Men læææækkkert at strikke med.
Pinde: 4,5 mm til krop. 3,5 mm og 4 mm til kanter.
Hot? Jeg er vild med designet - synes kombinationen af det fine mønster på kroppen og de glatstrikkede ærmer er skøn. Hvis det bløde superwash garn ellers kan holde faconen og det ikke fnulrer, så garanterer jeg ikke at den ikke bliver slidt op.

Det er weekend. Datteren har bestilt lagkage til sin fødselsdag næste weekend. Jeg er i gang med at øve mig i at lave min allerførste lagkage (!!!). Normalt er jeg taktisk og bestiller min mor til at ordne den slags, men hun kan ikke komme. Så når datterens bedste venindes mor kan lave en lagkage min datter kan lide, må jeg da kunne gøre hende kunsten efter. Foreløbig status er at bunden er bagt og ikke brændt. Måske er der lagkage til Downton Abbey i aften? Andre end mig der glæder sig til gensynet med Bates og alle de andre?

onsdag den 6. marts 2013

Vintergækker

Det ER forår nu. Tegnene fandt jeg i haven i dag. Når man kan finde vintergækker i den mørkeste og solfattigste del af vores have, så er det ved at være forår. De kommer lige i tide til gækkebrevene. 

tirsdag den 26. februar 2013

Knæstrømper

Jeg har længe ønsket mig et par knæstrømper, men måske ikke helt i den farve som det her første par blev til En aften hvor jeg trængte til noget afslappende strikketøj kom inspirationen over mig til at få brugt noget strømpegarn der ikke længere fristede til et par tynde strømper. Nøglerne fra min mislykkede Mystery Sock-KAL og mit ekstra nøgle Lornas Lace, af hvilket jeg allerede har strikket et par strømper (og det er altså ikke ikke fristende med samme farve igen) er blevet til mine første knælange sokker. 
Mønster: 48 masker slået op, rib 1 ret, en vrang og efter nogle centimeter konverteret til rib 3 ret, 1 vrang. Standard slip-sticth hæl. 4 masker indtaget undervejs på skaften når jeg lige syntes det passede. Str. 39.
Garn: 1 tråd arwetta classic i farven sennep og 1 tråd Lornas Lace i farven Robot Overlord. 158 gram ialt.
Pinde: 3 mm.
Hot? Hvad de ikke har i udseende og wauw-effekt har de da sikkert i deres evne til at holde fødderne varme. Så de er sådan lidt praktiske i det. Gode. 

lørdag den 23. februar 2013

Bedre sent end aldrig

Engang i efterårsferien syede jeg et par nye poser til opbevaring af strikketøj. Men det var først i tirsdag at jeg fik beordret manden til at finde boremaskinen frem, så jeg kunne få snoet et par snore til at lukke med (jeg beklager de lidt mørke billeder, men da jeg endelig huskede at jeg skulle tage billeder til bloggen var det begyndt at blive mørkt og jeg ville ikke vente til i morgen :familienskalpåferiemesseheledagenimorgen:)
Ergo har jeg også glemt alt om hvorfra jeg fik mønstret, men muligvis har Karen engang henvist til den side hvor jeg fandt tutorial'en på tasken. Never mind - der findes masser af lignende mønster ude på www og sådan en taske er både nem og hurtig at sy.
De kan varieres i det uendelige og i alle mulige størrelser. Mine to er begge i størrelsen passende til et strikketøj a la et par strømper, et sjal eller starten på en sweater. Jeg kan ikke sige mere om stoffet end at det stammer fra lageret og om garnet at det er tyvstjålet fra Kristines værelse en dag hun ikke var hjemme...
Dette er bunken af tidligere/nuværende strikketøjsopbevaringstasker. Fra venstre: 
- En strikket strikketaske af et mønster fra Garnstudio. I virkeligheden temmelig upraktisk til formålet. Strikkepindende stikker ud og og den har ingen ´bund´, så den er ikke så rummelig. Derfor ikke meget brugt og burde blive anvendt til noget andet. 
- Min grønne ´syboks´. Bruges stadig flittigt. Perfekt i størrelsen til et par strømper og til at være i tasken hvis nu chancen for et par pinde skulle byde sig...
- En gammel molo-taske sandsynligvis erhvervet i forbindelse med et tøjindkøb til børnene. God i størrelsen til et mindre strikketøj,men temmelig kedelig og forventes afløst af de ny-syede tasker.
- Min gamle patchwork-taske. Burde egentlig være fotograferet tæt på, for det er en fin model. Kan snildt rumme en igangværende sweater og det har den også jævnligt gjort. Den bærer dog lidt præg af at være fra mine tidlige patchwork-dage, så finish er ikke tip-top og den bliver bare lukket med et 'låg' uden lynlås eller lignende, så man skal være lidt påpasselig med at tingene ikke falder ud hvis man er på farten.
- Sidst men ikke mindst min katvig-taske - ligeledes erhvervet ved et børnetøjsindkøb får år tilbage. Flittigt brugt som strikketaske til større projekter, men kedelig at at se på og lider at samme lukningsproblem som patchworktasken.

Derfor har jeg fundet stof og lynlås frem og lagt på sybordet til endnu to tasker til strikketøj - planen er at de skal være i størrelsen a la plads til en sweater og i model af la den grønne på billedet herunder. Nu må vi se hvornår de faktisk bliver færdige...

Hvordan opbevarer du dit strikketøj?

fredag den 15. februar 2013

Svigermors Shetland Triangle Shawl

Da svigermor og jeg for flere år siden var sammen i Heinrichsens Uldspinderi købte hun også noget Tvinni tussah og en opskrift på Mariannes Isagers 1937 som hun ville strikke til sig selv. Og hun nåede ganske langt, jf. billedet. Men størrelsen var ikke lige i øjet og hendes forsøg på at redde trøjen ved diverse fiksfakserier slog fejl, så en dag hun var forbi gav hun mig en posen med trøjen og resten af garnet. Så måtte jeg gøre med det som jeg ville.
 Den meget blege grønlige (?) / blålige (?) farve er slet ikke mig, så trøje og garnet lå længe henglemt i en af garnkasserne. Lige til jeg en dag så en stort flot sjal på Ravelry strikket i dobbelt tynd uld af en slags. Og så var der ikke langt fra tanke til handling. Trøjen blev vundet op ved hjælp af krydsnøgleapparatet (det går tjept) og en tur gennem vaskemaskinen og pindene fundet frem. 
Alle andre har for år tilbage strikket Shetland Triangle Lace sjalet - mere end 4000 på Ravelry - og det kan jeg godt forstå. Det er et smukt sjal og i virkeligheden såre enkelt at strikke fordi mønstret er så let at huske.
Mønster: Shetland Triangle Lace Shawl af Evelyn A. Clark. Jeg har lavet 14 gentagelser og sjalet måler 250 cm i bredden og 93 i højden. Dejligt stort.
Garn: 216 gram Tvinni tussah, lagt dobbelt.
Pinde: 5 mm addi lace.
 Hot? Det er til svigermor til hendes fødselsdag (til august, så jeg er ude i god tid, yeah) og jeg tror hun bliver glad. Hun har jo selv købt garnet så jeg satser på hun kan lide farven og det er lige i hendes ånd at få garnet genbrugt til noget godt.  

tirsdag den 12. februar 2013

Vest er bedst

Og derfor bruger vi mange af dem om vinteren. Særligt mindstemanden, så det er godt at være lidt på forkant med næste vinters garderobe. Ejermanden sover sin middagslur, så storebror hjælper lige med at vise frem.
 Der er et eller andet galt med dimensionerne i dette billede, for det ser næsten ud om om vesten kunne passe Andreas - og det kan den altså ikke.
Mønster: 'Vest i falsk patent' fra Knit for your kid af Susie Haumann. Jeg har strikket str. 4 år med et par centimeters ekstra længde og jeg vil tro den vil passe Johannes næste vinter hvor han vil være 2½ år. Supernemt mønster.
Garn: 107 gram supersoft i farven 'Vintage Heather'. Lagt dobbelt.
Pinde: 3,5 mm.
Hot? Den er tyk og blød og nem at få af og på et barn. Jep.
Og så har den under fremstillelsesprocessen fungeret som skønt 'zen-strik' i dette galehus, der har været præget af sygdom og omgangssyge på skift. Jeg er så glad for vinterferien, hvor ingen i 9 hele dage udsættes for institutionelle bakterier, så vi forhåbenlig alle kan komme rigtig på højkant igen. Vi har også været i sommerhus med et par venner og deres tre unger, så der har også været tid til lidt hygge og sjov, gåture og god rødvin om aftenen. Helt skidt er livet trods alt ikke.
Læg dertil et par lange køreture = et snart færdigt sjal til svigermor, som jeg tror er klar til fremvisning i næste post.
Tilbage til ferielivet!