søndag den 4. oktober 2015

sibella pullover

I går lavede vi picnic i haven med kage og saftevand. I dag har vi lavet popcorn over bål og siddet på terrassen og drukket kaffe. Jamen er det ikke fantastisk midt i oktober!
Jeg har også prøvekørt min nyeste bluse aka pullover.
 Mønster: sibella pullover af Carrie Bostick Hoge. Jeg har strikket str. 38" uden andre ændringer end at jeg har lavet lange ærmer. Og at jeg har strikket den nederste rib på en størrelse mindre pinde end anbefalet fordi jeg læste forkert. Og så strikkede jeg et par forkorkede rækker på ryggen lige inden jeg samlede krop og ærmer. Jeg havde egentlig tænkt at lave nogen i nakken lige inden ribben, men halsen er så stor at jeg ikke synes det ville gøre den store forskel.
 Garn: 184 gram supersoft fra Holst Garn i 'flannel grey'. Jeg havde en cone af garnet og vaskede det ikke inden jeg strikkede og hold da op hvor var der meget spindeolie og farve i vandet da jeg skyllede den op i går. Jeg måtte skylle efter 4 gange før vandet var klart igen. Jeg synes ikke der plejer at være så meget.
Pinde: 3 og 3,5 mm.
Hot? Jeg bliver inspireret til at strikke lace for tiden og jeg synes mønsteret gør sig fint i det grå garn og til en enkel bluse. Pasformen er god og jeg er tilfreds. 

I morgen venter hverdagen så igen, men der er også strikkeklub og hygge, så det er ikke så ringe endda.

fredag den 2. oktober 2015

Succulent

Det er faktisk ikke fordi strikningen bliver forsømt at der ikke er indlæg. Det er bare...livet...og travlhed....der æder al min tid og energi.
Indimellem har jeg strikket på et sjal til min nye vinterjakke eller til de kolde dage på kontoret eller i sofaen.
Mønster: 'Succulent' af Maria Montzka. Jeg har strikket den største størrelser (6 gentagelser) helt efter mønsteret.  Sjalet målet 204 cm i bredden og 92 i højden. Maria har i øvrigt en hyggelig podcast som jeg bestemt synes det er værd at lytte til.
Garn: 117 gram geilsk tynd uld i en lys lilla farve - samme garn som denne her.
Kristine hjælper mig med at fotografere og posere
Pinde: 3,5 mm. Jeg skulle nok være gået op til 3, 75 mm eller måske endda 4 mm - jeg måtte blokke det temmelig aggressivt for at få det så stort og luftigt som jeg ville.
Det er altid sjovt at følge forvandlingen fra krøllet klud til smukt sjal. Man bliver lige forbløffet hver gang.
Hot? Det er så længe siden jeg sidst har strikket et sjal at det har været en ren fornøjelse. Det er blødt, let, luftigt og varmt, så jeg er glad. Men jeg kan godt vente med at tage det i brug hvis det betyder at det fine vejr fortsætter.

tirsdag den 8. september 2015

Robottrøjen

Andreas har fået sig en ny robottrøje af rester af tynd uld fra lageret. Det er faktisk ved at være et par uger siden den blev færdig, men mine egne billeder af trøjen og drengen blev alt for dårlige, så jeg måtte overtale Andreas til endnu en fotosession med manden bag kameraet. Og Andreas insisterer på at gå i t-shirts endnu, så helt begejstret var han ikke.
Mønster: Jeg har taget udgangpunkt i 'rullegenser' fra Strikk til nøstebarn af Kathrine Gregersen str. 6 år, men med længder til str. 8 år. Ellers synes jeg trøjen bliver for bred. Der er 2 x 2 rib ved kanterne og en almindelig hals uden slids, men med forkortede rækker istedet for at lukke halsmasker af. Til mønster har jeg brugt disse robotter. Der er en lille fejl i diagrammet idet kun være anden rækker robotter har en 'ekstra finger' - hvilke jeg selvfølgelig først opdagede da jeg var på sidste række.
Garn: 138 gram tynd uld - 'slate grey' fra Holst Garn og 'silver grey' fra Garnudsalg. Rent lagergarn - det kan vi li'!
Pinde: 3 og 3½ mm.
Hot? Den er tynd og fin. Jeg strikkede den bevidst til Andreas som er den der er mest glad for hjemmestrik, men også på grund af arvepotentialet. Og fordi han er midterbarnet og fordi flerfarvestrik skal maks udnyttes.

mandag den 31. august 2015

Pin stribed socks, version 2

Lørdag var en lang dag. Vi skulle besøge svigermor og det betyder blandt andet 2 x 2 timer i bil, masser af sidde-snakke tid og således også en del strikketid. Så meget at jeg nåede at blive færdig med mine strømper uden at have tænkt på et back-up strikketøj. Heldigvis var det sidst på dagen... Og så kunne jeg lige nå at tage et billede af strømperne på svigermors sengetæppe. Som er en quilt jeg syede til hende for over 10 år siden:-)
 Kristine hjalp mig med at tage nogle udendørs billeder og insisterede på at strømpernes bund også skulle med.
Mønster: Pin Stribed Socks af Julia Stewart. Udgangspunkt = 64 masker. 
Garn: 70 gram Lornas Lace Shepherd Sock i farven Argyle.
Pinde: 2,25 mm karbonz strømpepinde.
Hot? Bestemt, det er andet par i dette mønster. 

Hverdagen har indtaget os efter ferien som så mange andre.  Manden har fået nyt arbejde, jeg har også travlt på arbejdet og børnenes fritidsaktiviteter er i fuldt gear. Det første der bliver nedprioriteret er bloggen, men  sådan må det jo være. Strikketøjet er afstresning = essentielt og børnene kan jeg heller ikke undvære.
Men Andreas' robottrøje er også færdig, så den kommer også på bloggen lige om lidt. 

søndag den 9. august 2015

Lidt af hvert

Jeg strikker på lidt af hvert:
Et par strømper til mig selv.
En robot-trøje til Andreas.
Vanilla til mig selv.
Alle og ingen får min fulde opmærksomhed, så det går ikke hurtigt. Samtidig skal de konkurrere med solskin og udeliv, 'Washington-dekretet' og en ny og lidt travlere hverdag hvor mine løbeture må henlægges til efter aftensmaden og putning af drenge. 
Når det så er sagt så har jeg i dag strikket på terrassen samtidig med at jeg kunnet kigge på søde drenge der har badet i badebassinet og Kristine der har hjulpet manden med at male flagstangen. 
Vanilla får sikker også et par cm mere om lidt når manden og jeg sandsynligvis snupper et afsnit mere af The Tudors. Nu har kone nr. 5 fået kappet hovedet af, så vi nærmere os afslutningen. Gode forslag til andre serier på Netflix der er gode at strikke til?

søndag den 2. august 2015

Bøvertun

Aka trøjen der gang på gang var ved at blive smidt væk/trævlet op/hensyne i strikkekurven. Først tror jeg jeg fik filtret det blå garn lidt i maskinen da jeg vaskede det. Jeg har forvasket garn i maskinen på uldprogram adskillige gange, men det er første gang det har føltes filtret og ikke blødere i strikkeprocessen. Det var ikke værre end at det gik, men det føltes lidt træls. Efter at den er blevet færdig, vasket og centrifugeret er det ikke til at se - den har nærmere fået et lidt rustik udseende der klæder den godt.
For det andet valgte jeg en forkert pind. Jeg have ellers nøje udregnet den størrelse jeg skulle strikke ud min faste strikkefasthed på 24 masker i tynd uld på pind 3½ mm. Så min bekymring var stor da jeg fandt ud af at jeg havde strikket på pind 3 mm. Efter at hele bullen var færdig. Men efter en prøvning og 3 ekstra masker under hver arm er jeg på magisk vis alligevel landet på en str. m. Enten havde jeg oprindelig regnet forkert og eller har jeg bare været heldig med at tage den forkerte pind. Jeg ville i hvert fald have fået en for stor model hvis det havde været på pind 3½ mm. Og på den måde kan jeg godt tilgive de mange lange række på pind 3. For der går det ikke så forfærdeligt hurtigt...
 Mønstret var sjovt at strikke og jeg fandt nogle fine knapper hos garnudsalg. Desværre glemte jeg at tage billeder af båndet jeg har syet på indvendigt til at dække for klippekanten. Men der er nogle fine norsker stjerne på.
Mønster: 'Bøvertun' fra Kofteboken. Jeg har strikket mindste størrelse med en anden strikkefasthed og som nævnt lidt ekstra masker under armen. Jeg har desuden ikke slået op til knappekanten fra starten, men bare strikke kanter 'vandret' på efter at have syet på maskine og klippet op. Jeg synes det er nemmere at styre og lave en pæn kant på den måde. Og selvsagt er det versionen uden mønster efter bullen.
Garn: 264 gram blackhill højlandsgarn og ja, jeg har allerede glemt hvad farverne hedder (her har jeg virkeligt et udvikingspotentiale - jeg kan absolut ikke huske det og glemmer altid at skrive det ned, hvilket også er upraktisk hvis man skal bestille mere).  Måske den 'blå planet' og 'flødeskum'???, heraf ca. 230 af den blå farve.
Pinde: 2½ og 3 mm.
Hot? Jeg er ovenud glad for resultatet og at jeg hang i så den blev færdig. Klap på skulderen:-)
Der er flere af kofterne i Kofteboken jeg gerne vil strikke, men flere af dem har tre eller flere farver på samme pind og det synes jeg egentlig er noget rod at strikke, så jeg går altid udenom. Men nogle gange må man altså godt give sig selv en udfordring, så man kan rykke sig lidt, ik'?

mandag den 27. juli 2015

Og så sluttede ferien!

Lidt brutalt føles det vel altid når der er ting man 'skal' og ikke bare det man har lyst til. Jeg har dog overlevet den første arbejdsdag og det gik fint. 
Og hvis det er lidt for surt kan man jo altid tænke på søde børn, is og varme. Meget varme (i Italien forstås). Så varmt at det der med at strikke faktisk ikke rigtig blev til noget. Udover en lille hue der ikke tager mere end et par timer.
Mønster:  Sinaihue af Helga Isager.
Garn:  En tråd silkmohair (lys petrol) og en tråd højlandsgarn (isblomst) fra Garnudsalg samt diverse rester af uld, alpaca og bomuld i diverse blandinger til striberne. Ialt 46 gram, hvoraf de 9 gram er silkmohair.
Pinde: 6 mm.
Hot? Måske. Jeg startede faktisk på et matchende halstørklæde, men synes det kradsede for meget, så det pillet op røget i skraldespanden.Måske huen også viser sig for kradsende? Men den har i hvert fald en fin pasform. Og det føles næsten som huevejr udenfor.