Slut med ferie

Ferien er slut. Efter tre uger med tid til familie, gåture, sorteper og afslapning, sidder jeg igen på min pind i morgen. Det har været en dejlig ferie hvor der har været tid til nærvær og hygge. Hvor tiden går lige så stille og roligt.

Vi har været i sommerhus på Sydals. Huset pyntede vi med buketter af vilde blomster som vi plukkede på vores gåture.

Vejret var faktisk med os og vi havde nogle fine dage med masser af sol, så vi fik badet og bygget nogle fine sandslotte.

Inde i Sønderborg så vi kongeskibet komme sejlende og vinkede til en fin dame med rød hat!

Og i Dybbøl Mølle prøvede vi selv at male korn.

Indimellem spillede vi Sorteper, vendespil og Ludo, læste Pippi og gik op til kiosken for at købe is.

Noget af ferien har vi tilbragt hjemme. Vi har haft besøg af venner og deres børn og været sent oppe. Vi har været i Givskud Zoo og set løver, klappet geder og hoppet på trampoliner og vi har været til fødselsdag. Vi har virkelig nydt ferien og hinanden.

Batterierne er ladet op for en stund, madplanen for næste uge hænger på køleskabet, madpakkerne er i køleskabet - nu kan hverdagen bare komme an!

Småtanker

Fuglemamma har haft søde kommentarer til min blog, som hun synes er "koselig" at læse! Hold da op hvor blev jeg overrasket og glad over at læse hendes indlæg.
Jeg føler mig endnu så ny og uerfaren i blogger-verdenen, at det er mærkeligt at andre rent faktisk læser med. Men det er jo bl.a. derfor man blogger - man ønsker jo at andre læser med og forholder sig til ens indlæg. Ellers kunne man vel ligeså godt have en helt privat dagbog. Og derfor er det også super dejligt at høre, at andre synes om det man skriver. Hvis man aldrig fik kommentarer til indlæggene tror jeg lige så stille man vil holde op med at blogge.

Jeg tog tilløb et godt stykke tid inden jeg selv begyndte at blogge. For mig har det været lidt af en grænse at overskride at offentliggøre ting om mig selv - uanset at meget handler om strik, er der jo også meget om familien. Og derfor har jeg heller ikke fortalt nogen jeg kender (udover manden) at jeg blogger. Jeg ved ikke helt hvorfor, men det føles for privat. Hvilket er underligt i forhold til, at enhver fremmed på nettet kan læse med, såfremt de kommer forbi. Men overfor de fremmede jeg ikke kender er jeg tildels anonym - jeg kan selv bestemme hvor grænsen går. Indtil videre har jeg derfor ikke "afsløret" hvor jeg bor eller hvordan jeg ser ud.

Sådan rosende ord om mine skriblerier giver også lidt "pæstationsangst". Man skulle jo gerne blive ved med at være værd at læse. På den anden side er det ikke en konkurrence - det handler vel om at skrive som man er og som man gør, for på den måde at give bloggen sit helt personlige præg. Så jeg tror bare jeg vil gøre som hidtil - og så håbe på, der kommer andre forbi.

Status!

Så bliver der strikket lidt igen! Det har sørme også holdt HÅRDT. Det eneste jeg har strikket siden Snowdrop i Kristi Himmelfartsferien er lidt af en raglan-sweater til Kristine.

Det har været et par meget stressede måneder. Mentalt. Manden der fik nyt job og et hus der skulle købes i kølvandet derpå. Der er noget der kræver overvejelser, argumenter, mental tilvænning, papirarbejde osv., osv. Nu glæder jeg mig til at flytte - lige før jul - men ikke til alle de praktiske ting der skal gøres.

Det er ikke helt let at forholde sig til huskøb og den drejning tilværelsen vil tage i fremtiden, når man samtidig er sent til tælling med døgnkvalme, træthed, men frem for alt bekymring. Meeeeen, efter mange ugers bekymring ser alt ud til at gå godt denne gang og vi er begyndt at glæde os til januar hvor der er planmæssig ankomst for familiens yngste :-)

Som sagt har jeg tilbragt de sidste uger på sofaen, og der har været meget lidt lyst og overskud til bare den mindste maske. Efter ide fra Brit tænkte jeg, at en enkel raglan-sweater i Opals bomuld/uld-garn ville være til at overskue. Jeg fik da også startet, men er så langtfra færdig. Og der er længere vej end billedet viser, for hvor er den keeeeeedelig at strikke. Rundt og rundt, ret, ret og ret .... jeg kan slet ikke finde motivationen. Heldigvis er den rigelig stor til Kristine og er nu blevet degraderet til bil/besøgs-strikketøj for at give plads til noget mere motiverende.

Jeg strikker lidt på børnehavetrøjen og så kigger jeg lidt på design.clubs ting til de helt små. Hvor er der nogle fine, fine ting jeg skal have lavet. Det begynder at krible efter at få fat på pindende igen - og det tager jeg som et sundt tegn. Både på den fysiske og mentale sundhedstilstand!

Jeg er her endnu

Ja, jeg er her endnu og følger med i strikkeblogverdenen. Men jeg formår hverken at kommentere på alle de fine ting, der bliver produceret rundt omkring eller blogge selv.
Der sker så mange ting her på matriklen, at det er svært at følge med. Det er heller ikke ret mange masker der bliver strikket for tiden.

Vi har købt et hus! Manden har fået nyt arbejde endnu længere væk end mit arbejde, men til gengæld i passende køreafstand derfra. Så nu er der ingen vej udenom. Teltpælene rykkes op til efteråret og jeg skal til at cykle på arbejde. Dét glæder jeg mig så meget til. Vi sparer sammenlagt 3 (!!!) timers transport HVER dag, så der er ingen tvivl om, at det vil lette dagligdagen meget og derfor er det rigtige at gøre. Men det er svært at tænke på at skulle tage Kristine ud af børnehaven og omplacere hende 90 km væk. Det bliver også svært at skulle undvære fætteren og kusinen der bor kun 200 m væk. Ligesom vi heller ikke længere kan spadsere forbi familien til en kop kaffe. Men det skal nok blive godt.

Huset er skønt. Et standardhus, 150 m2, 3 børneværelser, soveværelse, stue, køkken, to badeværelser, lukket have - lige til vores behov. Vi har det sidste års tid set på en del huse - og mange har fortalt os, at når vi finder det rigtige ved vi det. Ja, det er rigtigt. Èt kig - så slog vi til. Tæt på skov og sø med løbeture og gåture og stisystem hele vejen hen til skolen. Jeg glæder mig til at flytte ind og komme på den anden side af advokater, forsikringer, pladsningsanvisningen, malerarbejdet, papkasserne, salg af dette hus, osv., osv.

Den længst forgangne Kristi Himmelfart stod i strikningens tegn - i hvert fald fik jeg strikket min Snowdrop, som jeg har forsømt at vise billeder af.
Men her er den - måske ikke det bedste billede, men I kender den jo! Meget nem at strikke og bliver stensikkert et hit når vi kommer på den anden side af sommeren.
Inden ændringer i forhold til opskriften og ingen andre fakta i denne omgang.....

Som sagt er det ikke meget jeg får strikket pt. og der går nok lidt inden jeg er på fulde omdrejninger. Jeg har dog købt lidt garn og har slet ikke holdt styr på garnlageret. Det må blive til efterår/vinter, når der igen er overskud til den slags.

En lille ting...

... til min niece. Familiens yngste skal atter en tur på hospitalet for at gennemgå en større operation. Så hun skal have et par små sokker. Strikket efter boomerang-modellen, str. ca. 20. Forbrug: 29 gram Opal.
Jeg synes farverne er skønne og passer fint til en lille pige, der på trods af alt hvad hun har været igennem, altid (ja, næsten da:-)) er glad og fit for fight. Vi andre (mig??) kunne lære noget om at bevare det positive livssyn også i modgang.

Jeg lader børnehavetrøjen hvile et par dage - mit højre håndled begyndte at være lidt ømt, og jeg tror det er vrangmaskerne. Hvad er så bedre end at starte på Snowdrop? Tja, manden beklagede sig voldsomt over det her til formiddag. Måske hænger det sammen med at han måtte lægge arme og hænder til, da feddene skulle vindes op? Kan I gætte hvad jeg får til min fødselsdag til september? Jeg tror snart jeg kan...

Kender I det?

Det hele skulle passe som fod i hose. Super lækkert blødt Lucca Fino garn, skønne farver (valgt af den kommende bruger), Addi Turbo-pinde og en dejlig børnetrøje efter Lisbeth Bjørndahls "Strik til alle størrelser". Der var bestemt lagt op til et godt strikketøj.

Men. Nej. Klaveret spiller bare ikke. Altså - strikkeprøven passer og det foreløbige resultat er indtil videre som ønsket (trøjen skal dog valkes let), men det fænger bare ikke. Overhovedet ikke. Maskerne sidder nærmest fast på pindene og der skal ases og mases med dem. Der er lidt for mange kedelige vrangmasker og så er arbejdet besværligt at tage med fordi ryg og de to forstykker strikker fra den samme nederste kant, så det hele tiden er hele trøjen der skal vendes. Det er blevet et pligtarbejde jeg har lovet datteren, så færdig skal den nok blive. Og det glæder jeg mig til!

Et par til manden

Endnu et par futter til manden. Han har faktisk allerede slidt hul i de gamle, så nu bliver han begavet med endnu et par. Men måske også kun fordi jeg havde garnet og det skulle bruges. De er altså kedelige at strikke. Under fødderne har jeg smurt flydende latex på - så er det slut med glideturene på det glatte trægulv.

Fakta: Pindestr. 4,5 mm. Forbrug: 160 gram Fritidsgarn. Mønster: Retstrik med lidt indtagninger og en hæklet kant.

Sikkert hit - de gamle er som sagt helt slidte.

Jeg har opdatert mit garnlager efter de sidste par ugers udskejelser. Nu skulle jeg være sikret et godt stykke ud i fremtiden. Ingen knaphed på garn her :-) Det er lidt skræmmende så meget lækkert garn der findes. Hvordan skal man dog nå at strikke alt det man gerne vil, når der samtidig er et fuldtidsjob at passe, en mand, et barn, madlavning, rengøring, familie...

Til gengæld fik jeg her i weekenden bekræftet, at godt nok kan jeg godt lide at shoppe tøj, især børnetøj, garn og bøger, men møbler!!! Dér sætter jeg altså grænsen. Kors hvor er det træls, kedeligt og bare noget, der skal overståes. Vi trænger i den grad til nye spisestuestole (og på lidt længere, men dog stadig kort sigt) også til nye senge og en ny sofa. Jeg vil have noget pænt og klassisk. Tidsløst. Men det findes tilsyneladende ikke?!? Og hvis jeg endelig ser noget jeg bryder mig om, er det sikkert som amen i kirken, at så gør manden ikke. Suk.

Vi blev til sidst enige - tror jeg nok. Skal lige have en prøvestol med hjem og så konsultere pengepungen.