søndag den 11. marts 2012

Forelsket i blå...

Engang imellem bliver der pludselig længere mellem indlæggene - der er jo ligesom det der job der skal passes, de tre børn der skal have omsorg, kærlighed, opmærksomhed, mad og rent tøj og gemalen som man så lige  kan nå at sludre et par ord med mellem ni og ti, hvorefter det er dynetid. Nå, ja, hvis ikke en af os har tilbragt aftenen (og ofte natten med) inde ved Johannes og forsøgt at få ham til at sove (jo, da, ørerne er tjekket og de er tip top).
Jo, og så skal der jo også være tid til at surmule over sit håndled der igen gør knuder - forkert, det er sgu ikke længere håndleddet - nu er det hele armen og det føles mistænkeligt som en tennisalbue (strikkealbue??) med stråler af ondt op i overarmen.. Er det kroppens måde at fortælle mig på at jeg er nærmere de 40 end 35? Gemalen mente i øvrigt ikke det varede længe før jeg begyndte at farve hår, for der er godt nok mange lyse hår.... Ha, ha!
Strik? Nej, ikke meget. Jeg drister mig til et par omgange på Marina i ny og næ...
Til gengæld har jeg fået syet lidt til drengene. 
Til Andreas er der et par piratbukser. M&M, form 1, str. 4 år med lommer.
Til Johannes et par overalls fra Minikrea i str. 80/86 og angiveligt også med piratlængde. Og selvom drengen   er lige på vej op i str. 80 i alle andre mærker tøj, så er disse bukser gigantiske til ham. Hvis jeg er heldig passer de næste sommer og eller vil det sikkert være til midtvinter (måske en undskyldning for at overveje en ur sydpå?). Ellers må jeg få anskaffet mig et par strømpebukser til ham til vinter, for jeg er helt vild med det mørke mælkedrengestribede stof.
Når man nu ikke kan strikke (ret meget) kan man heldigvis både planlægge og shoppe. Jeg tror da i hvert fald jeg har en to do liste der kunne holde mig beskæftiget de næste par år og lageret er blevet beriget med læææækkert garn. En kollega og jeg tog en tur til Heinrichsens uldspinderi efter arbejde og her forelskede jeg mig resolut i farve 53 - den lækreste blålilla farve jeg ikke kan vente med at få på pindende og jeg måtte også have den dæmpede melerede pink med hjem til Helga Isagers 'Vanilla' som jeg bare så gerne vil have strikket.

En kunne jo håbe at der kom bedre tider og armen blev helbredt - nogen der har erfaring med sådan en 'strikkealbue'??

5 kommentarer:

Birgitte sagde ...

Farve 53 er også min yndling - har den både i Spinni og Tvinni og har for nylig brugt det sidste af de 9 bundter ÅLJ begik hos Henrichsen for længe længe siden. Er helt vild med det blåstribede stof. Kan det købes et sted?

Ulla sagde ...

Fed farve! God bedring med albuen.

Min erfaring med Mini-Krea er, at den største størrelse bedst beskriver den størrelse, man ender med. Så det ligner en 86.

p.s. ender nok med at finde fuglejakken frem :-)

Karen S, Lykkefanten sagde ...

Jeg har nogle gange lidt bøvl med albuen, men det hjælper som regel, hvis jeg sørger for den er støttet mens jeg sidder med strikketøjet, så det ikke er albuen der skal "bære" strikketøjets vægt. Jeg håber, den hurtigt får det bedre.
Lækre bukser!!!

GrenDesign sagde ...

Blå er godt - meget blå er meget godt!!
Øv med albuen.....der er nok ikke andet at gøre end at hvile den.....og så strikke meeeeget forsigtige i udelukkende retstrik igen. Undgå vrang indtil albuen er OK igen...
Pøj pøj!

Strikkeheksen sagde ...

Har lige skrevet det andetsteds, men det kan jo ikke siges for tit: Blåt er ganske enkelt dejligt :-)

Jeg er totalt vild med mælkedrengestoffet, men også dit dejlige garn - det er en stor trøst at man kan shoppe garn, når man ikke har tid til at strikke ;-)

Vedr. din albue - Find en god massør, der kan triggerpunktbehandling!