
Tak for jeres kommentarer. Vi har det alle godt - næppe havde jeg skrevet forrige indlæg før plukveerne ændrede karakter og begyndte at bide. Kl. 21.45 tjekkede vi ind på fødegangen og klokken halv fem gik vi i seng hjemme og nåede et par timers 'søvn' inden de store vågnede og opdagede at de havde fået en lillebror siden de gik i seng. Så det var hurtigt og ukompliceret - omend pænt ubehageligt mens det stod på:-)
Johannes ammer som en drøm og synes ikke der er grund til at tabe sig i vægt. Ekstra blodprøver har vist at han ikke får samme stofskiftesygdom som Andreas og i nat sov han fra 21 til 8 kun afbrudt af tre måltider. Så det går godt. Kristine er helt skudt i sin lillebror, mens Andreas har lidt svært ved at finde ud af om han nu er lille eller stor og stiller spørgsmål som ' Har far puttet mælken ind i dine bryster mor?' og ' Gik din mave slet ikke i stykker da lillebror kom ud?'. Og han er ikke helt klar til det store fotoshoot med alle tre børn på en gang. 'Måske i morgen, mor'.
Og måske er der mere strik i næste indlæg?