TILLYKKE!

Tænk at det i dag er 4 år siden min lille pige blev født. Det er næsten ikke til at tro, at der allerede er gået så lang tid.

Tillykke Kristine! Jeg håber du får en rigtig dejlig dag.

Her et næsten 4 år gammelt billede. Kristine er kommet i eget tøj for første gang og klar til at komme hjem fra hospitalet. Bemærk blusen. Mit første strik til datteren i str. 50.

Længe siden sidst...

...og det er faktisk ikke fordi jeg ikke får strikket noget. Pisa mangler kun et halvt ærme - og montering. Farven er lidt mere grøn i det end på billedet. Som det måske kan ses har jeg blokket bagstykke, forstykke og det ene ærme. Jeg har strikket str. small, da min strikkefasthed var en lille anelse til den gode side, men det var for meget at gå et halvt nummer ned i pinde. Til gengæld er str. small lige en anelse for lille til mig, så jeg har blokket stykkerne ud til en medium og det gik heldigvis fint. Alt ser ud til at passe og de to ret, to vrang er blevet så fine og jævne!!


Men jeg er meget spændt på det færdige resultat. Jeg har ikke strikket en trøje til mig selv i årevis, så det er lidt afgørende for den videre fremtid, at resultatet bliver nogenlunde hæderligt. Jeg har flere projekter i tankerne, men de kan lide en krank skæbne, hvis Pisa ikke bliver nogenlunde... Jeg gruer lidt for monteringen - har faktisk aldrig monteret en hel trøje med maskesting....


Stilstanden her på bloggen skyldes... ja, hvad skyldes den egentlig? Manglende overskud, usikkerhed og stress på arbejdet. Det er ikke altid lige sjovt at bygge en ny forvaltning op. Hvor er man dog et vanemenneske, der bedst trives med at tingene kører. Ikke bare mig, mine kollegaer har det også sådan, så det er nok et fællestræk for mange mennesker.
Sidste weekend var rigtig grum og jeg havde mest lyst til at gemme mig under dynen (og gjorde det også noget af tiden).
Men nu, hvor det stadig er lidt lyst når vi spiser aftensmad, så håber jeg, det går mod lidt lysere tider.



Der er endda blevet lidt overskud til at tænke lidt på næste projekt. I gemmerne - måske fra min mormor? - fandt jeg denne bunke strømpegarn. Så mange par hvide strømper trænger hverken jeg, manden eller Kristine til, så jeg overvejer lidt, om det ikke skal blive til et blomstrende sommersjal? Så kan jeg også få prøvet mine meget beskedne hækletalenter af.

Eller bruger jeg (som så mange andre???) en del tid på at læse andre strikkeres blogge. Hvor bliver der produceret mange, mange fine ting rundt omkring. Jeg er meget imponeret over antallet af færdige projekter. Det inspirerer til selv at blive færdig og - ikke mindst - til at gå i gang med noget nyt.
Det overrasker mig, at der så mange "unge" (altså min mands elever på 16-18 år ville næppe kalde mig ung, men alligevel...), der strikker.
Der er ingen andre end mig i min omgangskreds, så det er bestemt en positiv opdagelse. Det er rart at have nogen at dele sin interesser med :-)

Barbie danser flamingo

Kristines ynglingsleg pt. må være at lege med Barbie! Mindst én gang om dagen spørger hun, om vi skal lege med Barbie. Kristine synes de er så smukke! Og der skal fine kjoler til smukke damer! Så jeg måtte lige strikke denne her Flamingo-kjole. Fundet her. Strikket i Opal strømpegarn - skørtet af garn fra Regnskovskollektionen (Flamingo!) på pinde nr. 2.

Egentlig var det meningen hun først skulle have kjolen til sin fødselsdag i næste måned, men jeg kunne altså ikke lade være med at give den til hende nu. Så Barbie sad fuldt påklædt ved morgenbordet da Kristine stod op lidt over seks. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige lige dér, men da faren stod op kort efter løb hun hen til ham for at vise ham kjolen. Så et eller andet sted tror jeg alligevel den falder i god jord.

Kjolen er lidt svær at få på - ligesom i øvrigt med alt andet Barbie-tøj. Meningen med at detskal være så svært forstår jeg ikke.

Sådan så her ud i onsdags. Jeg blev alligevel hjemme fra arbejde for længere nordp var det meget værrere og den vej skulle jeg. Men skidt med det - for mig er det næsten held i uheld. Så kan jeg med god samvittighed arbejde hjemme. Det frigiver en masse tid og er 10 gange mere effektivt end at sidde på kontoret.

Så direkte opkoblet til arbejdet, telefonen omstillet, varm hjemmebrygget kaffe og lune futter på fødderne har jeg hygget mig hjemme siden onsdag.

Nu ser her sådan ud og politiet fraråder al unødig udkørsel. Som sagt - jeg klager faktisk ikke.

Jeg har fået syet toppen færdig til Kristines huse og ville igang med at ri bagsiden på. Almindelig fleece fordi det skal være blødt og dejligt. Men ak, jeg havde slet ikke så meget rødt fleece tilbage som jeg havde troet. Jeg må i Stof 2000 ... en anden dag.

Kristine har forelsket sig i mit websjal, og har spurgt om jeg ikke vil strikke et til hende? Jeg tror ikke en næsten 4-årig vil bruge et sjal, men overvejer alligevel om jeg skal bruge resten af mit eVilla pladegarn til et sjal til Kristine. Bare strikke indtil der ikke er mere garn. Jeg kan jo læse på mange blogge, at det er om at få brugt rester. Jeg har ikke meldt mig til "12 projekter" - så mange rester/garn har jeg faktisk ikke - jeg er mere typen der køber garn til et helt konkret projekt. Og så er jeg faktisk også rimelig godt til at få gjort det færdigt inden jeg begynder på et nyt (i hvert fald hvis det er størrere projekter - jeg kan godt have flere små i gang samtidigt).

Smil!

Humøret er steget et par grader, omend det ikke er helt i top.

Det hjalp lidt at rase ud, sove på det og så prøve at tænke på, at jeg trods alt har gjort mit bedste. Mere kan ingen forlange, men jeg kan ikke holde ud at tænke på, hvis det ikke er godt nok.

Kristine og jeg har haft en skøn dag. Vi har oset nede i byen, købt nogle fødselsdagsinvitationer, en enkelt bog, nederdel, bluse, hotdog, vingummi mv. Jeg fandt også oversigten over Onions mønstre. Jeg har en ide om, at jeg vil prøve at sy en enkelt ting eller to til Kristine. Jeg har aldrig syet tøj før, så det kan være der skal et langt tilløb til, men modellerne ser gode ud.

Vel hjemme igen har vi læst den nyindkøbte Plet-bog, spillet vendespil, ryddet op på Kristines værelse og i skabet, tumlet rundt og kildet hinanden. Det har været rigtig dejligt!

Trøstekøb mv.

Udover at jeg selvfølgelig ikke ville undvære Kristine for noget i HELE verden, så er det også lidt praktisk at have et barn der vokser. Så når man virkelig har brug for at shoppe, så kan man altid shoppe lidt "fornuftigt". Hun behøver jo ikke sommertøj lige nu, men sommeren er da lige om hjørnet???!!! De sagde da i TV-avisen i går, at det var ved at være forår.

Hvor er jeg træt af alting lige nu. Træt af at ikke ret meget fungerer på arbejdet (her taler vi bl.a. om IT), træt af at nogle (ingen nævnt, ingen glemt) siger et for nogle måneder siden, hvilket undertegnede så prøver at at tilrettelægge arbejdet efter. Derefter ændrer vedkommende tilsyneladende mening, og omtaler undertegnedes beslutning som "lidt dum". Nøj, hvor er jeg sur. Og mopset. Her prøver jeg og mine to kollegaer efter bedste evne, men under omstændigheder præget af rod, pga. kommunalreformen og langsommelige politikere, at få tingene til at glide. Men tror I at "brokkerne" tager det med i deres overvejelser. Nixen bixen!!! Det er meget muligt at den reform er et gode på sigt, men hvordan kan nogen forvente, at en så kæmpe omvæltning fungerer optimalt fra 1. januar???

Suk. Jeg kan godt mærke, at det nu for alvor stresser.

Og det giver nul overskud på hjemmefronten, hvilket manden måske nok kan forstå/forholde sig til. Men det kan Kristine ikke - jeg synes hun bliver forsømt af mig. Det kan godt være hun ikke oplever det sådan - der er heldigvis masser af far-tid - men jeg gør og så er det ikke godt nok. Hun er jo ikke lille mere om 10 år, når reformen er historie.

I dag er jeg alene hjemme til om ca. en time. Far og datter har været på besøg hos Bedste. Jeg har været hos frisøren og shoppet. Aflad for min dårlige samvittighed?? (Jeg synes nu også det er sjovt at købe børnetøj - en slags "mini-hobby" jeg forhåbenlig kan have et par år endnu??).

Jeg havde planer om at sy lidt videre på Kristines "Huse", der i hvert fald gerne skulle være færdig til hendes fødselsdag i marts, men inspirationen er der ikke. Istedet er det blevet til lidt Pisa. Ryggen er færdig og næsten det første forstykke.

Jeg skal også have fundet et lille fikst barbie-kjolemønster - lidt hjemmelavet strik skal barnet da have til fødselsdagen.

Jeg vil surfe videre og måske besøge et par andre strikkere....

KJ

KJ = Kirsten Juhl = min mormor.

Syposen på billedet syede min mormor i skolen dengang hun var en lille pige. Indeni den ligger hendes strikkepinde. Ikke allesammen, for der er rigtig mange af dem. Sirligt ordnede efter størrelse i en pose og med en lille lap papir hvor der står størrelse og længde på pindene.

Min mormor strikkede. Meget. Og det er mormor der har lært mig at strikke. Jeg kan stadig se det så tydeligt for mig. Vi sidder i læsestolen for enden af mormor og morfars stue. Jeg sidder med strikketøjet. Garnet er råhvidt bomuld og der er et stort hul midt i strikketøjet. Mormor sidder bagved ved mig og holder mine hænder mens hun viser mig hvordan man gør. Jeg er 5 år.

Mormor døde da jeg var 13 år og det var den første store sorg jeg oplevede. Jeg var meget ved mormor som barn og jeg kan stadig se os børnebørn sidde omkring bordet mens hun fortalte om dengang hun var barn. Hvordan de i 30'erne legede olympiade efter de havde hørt olynpiade i radioen, hvordan de rejste sig i klassen når læreren kom ind af døren osv.
Derfor er det også rart, at jeg har arvet hendes klaver, hendes skriveborg og hendes sypose med strikkepinde.

Som barn blev det mest til lidt dukketøj/strikketøj i ny og næ, men da jeg blev 15/16 år strikkede jeg også trøjer til mig selv. Jeg har ikke nogen af dem længere. Jeg fik ikke strikket meget i min studietid - måske fordi det ikke lige var mig i den tid at gå med hjemmestrikkede trøjer og så gik inspirationen ligesom fløjten. Istedet blev kreativiteten brug på at quilte (mere herom en anden dag).

Men så kom Kristine og pindene blev for alvor fundet frem igen. Kristine skulle naturligvis hjem fra sygehuset i en af mors hjemmestrikkede trøjer! Siden er det gået slag i slag. Masser af hjemmestrik til datteren, trøjer, huer, sokker mv. Og nu forsøger jeg mig for første gang i årevis med en trøje til mig selv (læs: Pisa!). Jeg er meget spændt på resultatet - især om jeg rent faktisk vil bruge den! Ryggen er færdig og 1/3 af højre forstykke. Der er lidt vej endnu og det bliver ikke i morgen I får det færdige billede...

Status på ugen der gik: Jeg er bare glad for at den er overstået. Det har været en meget travl uge på arbejdet - de fleste dage er jeg bare lige nået hjem til aftensmaden. Sådan kan jeg bare ikke leve i længden og jeg tror nok vi efterhånden er enige om, at noget må gøres. Og det noget hedder: At flytte! Puha. Ingen af os er gode til bare at træffe en beslutning om hvordan, hvorhen og hvorfor. Derudover er jeg ved at få et eller anden med maven, er sur og træt (manden og datteren er derfor også "flygtet" ud af huset) og som prikken over i'et er det begyndt at sne, mens det blæser en pelikan. Suk. I det mindste er huset nogenlunde rent og ryddeligt og vasketøjskurven efterhånden tom.

Slavearbejde!

Det bliver en hue til manden istedet for. I Isagers meciseret 100% egyptisk bomuld. Sort. Addi turbo 2,5 mm. 2 ret, 2 vrang. Jeg gider egentlig ikke - derfor overskriften. Men jeg har lovet manden en ny hue, fordi den jeg strikkede sidste år kradser. Dengang strikkede jeg i et eller andet no-name strømpegarn og det er i hvert fald ikke blødt nok til mandens sarte hud (ej, jeg forstår ham godt, der er ikke noget værre end en hue der kradser). Så nu strikker jeg den igen og denne gang i bomuld.

Strikketøjet er beregnet til togturerne til København, hvor jeg i hvert fald skal til møde én gang om måneden. Der skal ikke tænkes til arbejdet, den lange togtur bliver lettere at udholde med et strikketøj og jeg får elimineret én af punkterne på "to do"-listen.

Det er fredelig lørdag - Kristine har besøg af kusinen. Det er nemt for forældrene, der får tid til lidt småsysler - såsom at blogge :-)

Go' weekend!