
torsdag den 15. marts 2007
TILLYKKE!

fredag den 9. marts 2007
Længe siden sidst...
...og det er faktisk ikke fordi jeg ikke får strikket noget. Pisa mangler kun et halvt ærme - og montering. Farven er lidt mere grøn i det end på billedet. Som det måske kan ses har jeg blokket bagstykke, forstykke og det ene ærme. Jeg har strikket str. small, da min strikkefasthed var en lille anelse til den gode side, men det var for meget at gå et halvt nummer ned i pinde. Til gengæld er str. small lige en anelse for lille til mig, så jeg har blokket stykkerne ud til en medium og det gik heldigvis fint. Alt ser ud til at passe og de to ret, to vrang er blevet så fine og jævne!!
Men jeg er meget spændt på det færdige resultat. Jeg har ikke strikket en trøje til mig selv i årevis, så det er lidt afgørende for den videre fremtid, at resultatet bliver nogenlunde hæderligt. Jeg har flere projekter i tankerne, men de kan lide en krank skæbne, hvis Pisa ikke bliver nogenlunde... Jeg gruer lidt for monteringen - har faktisk aldrig monteret en hel trøje med maskesting....
Stilstanden her på bloggen skyldes... ja, hvad skyldes den egentlig? Manglende overskud, usikkerhed og stress på arbejdet. Det er ikke altid lige sjovt at bygge en ny forvaltning op. Hvor er man dog et vanemenneske, der bedst trives med at tingene kører. Ikke bare mig, mine kollegaer har det også sådan, så det er nok et fællestræk for mange mennesker.
Sidste weekend var rigtig grum og jeg havde mest lyst til at gemme mig under dynen (og gjorde det også noget af tiden).
Men nu, hvor det stadig er lidt lyst når vi spiser aftensmad, så håber jeg, det går mod lidt lysere tider.
Der er endda blevet lidt overskud til at tænke lidt på næste projekt. I gemmerne - måske fra min mormor? - fandt jeg denne bunke strømpegarn. Så mange par hvide strømper trænger hverken jeg, manden eller Kristine til, så jeg overvejer lidt, om det ikke skal blive til et blomstrende sommersjal? Så kan jeg også få prøvet mine meget beskedne hækletalenter af.
Eller bruger jeg (som så mange andre???) en del tid på at læse andre strikkeres blogge. Hvor bliver der produceret mange, mange fine ting rundt omkring. Jeg er meget imponeret over antallet af færdige projekter. Det inspirerer til selv at blive færdig og - ikke mindst - til at gå i gang med noget nyt.
Det overrasker mig, at der så mange "unge" (altså min mands elever på 16-18 år ville næppe kalde mig ung, men alligevel...), der strikker.
Der er ingen andre end mig i min omgangskreds, så det er bestemt en positiv opdagelse. Det er rart at have nogen at dele sin interesser med :-)
fredag den 23. februar 2007
Barbie danser flamingo
Jeg har fået syet toppen færdig til Kristines huse og ville igang med at ri bagsiden på. Almindelig fleece fordi det skal være blødt og dejligt. Men ak, jeg havde slet ikke så meget rødt fleece tilbage som jeg havde troet. Jeg må i Stof 2000 ... en anden dag.
lørdag den 17. februar 2007
Smil!

torsdag den 15. februar 2007
Trøstekøb mv.
søndag den 11. februar 2007
KJ

KJ = Kirsten Juhl = min mormor.
Syposen på billedet syede min mormor i skolen dengang hun var en lille pige. Indeni den ligger hendes strikkepinde. Ikke allesammen, for der er rigtig mange af dem. Sirligt ordnede efter størrelse i en pose og med en lille lap papir hvor der står størrelse og længde på pindene.
Min mormor strikkede. Meget. Og det er mormor der har lært mig at strikke. Jeg kan stadig se det så tydeligt for mig. Vi sidder i læsestolen for enden af mormor og morfars stue. Jeg sidder med strikketøjet. Garnet er råhvidt bomuld og der er et stort hul midt i strikketøjet. Mormor sidder bagved ved mig og holder mine hænder mens hun viser mig hvordan man gør. Jeg er 5 år.
Mormor døde da jeg var 13 år og det var den første store sorg jeg oplevede. Jeg var meget ved mormor som barn og jeg kan stadig se os børnebørn sidde omkring bordet mens hun fortalte om dengang hun var barn. Hvordan de i 30'erne legede olympiade efter de havde hørt olynpiade i radioen, hvordan de rejste sig i klassen når læreren kom ind af døren osv.
Derfor er det også rart, at jeg har arvet hendes klaver, hendes skriveborg og hendes sypose med strikkepinde.
Som barn blev det mest til lidt dukketøj/strikketøj i ny og næ, men da jeg blev 15/16 år strikkede jeg også trøjer til mig selv. Jeg har ikke nogen af dem længere. Jeg fik ikke strikket meget i min studietid - måske fordi det ikke lige var mig i den tid at gå med hjemmestrikkede trøjer og så gik inspirationen ligesom fløjten. Istedet blev kreativiteten brug på at quilte (mere herom en anden dag).
Men så kom Kristine og pindene blev for alvor fundet frem igen. Kristine skulle naturligvis hjem fra sygehuset i en af mors hjemmestrikkede trøjer! Siden er det gået slag i slag. Masser af hjemmestrik til datteren, trøjer, huer, sokker mv. Og nu forsøger jeg mig for første gang i årevis med en trøje til mig selv (læs: Pisa!). Jeg er meget spændt på resultatet - især om jeg rent faktisk vil bruge den! Ryggen er færdig og 1/3 af højre forstykke. Der er lidt vej endnu og det bliver ikke i morgen I får det færdige billede...
Status på ugen der gik: Jeg er bare glad for at den er overstået. Det har været en meget travl uge på arbejdet - de fleste dage er jeg bare lige nået hjem til aftensmaden. Sådan kan jeg bare ikke leve i længden og jeg tror nok vi efterhånden er enige om, at noget må gøres. Og det noget hedder: At flytte! Puha. Ingen af os er gode til bare at træffe en beslutning om hvordan, hvorhen og hvorfor. Derudover er jeg ved at få et eller anden med maven, er sur og træt (manden og datteren er derfor også "flygtet" ud af huset) og som prikken over i'et er det begyndt at sne, mens det blæser en pelikan. Suk. I det mindste er huset nogenlunde rent og ryddeligt og vasketøjskurven efterhånden tom.
