onsdag den 25. marts 2015

Matchende striber!

Se bare! Jeg har fået striberne til at matche fuldstændigt! Det er ellers sjældent noget jeg gider bøvle med, men en gang skal jo være den første. Og det var ikke mange meter jeg måtte lade gå til spilde for at finde frem til den rigtige startstribe.
Mønster: 48 masker. Glatstrikket sokker, så striberne kan komme til sin ret.
Garn: 6-trådet Regia i farve 06371 i deres stripemania color. Købt hos Sommerfuglen, men jeg havde fuldstændigt overset at det var 6-trådet, så jeg blev lidt overrasket da jeg åbnede pakken. Men tykke sokker skal også være velkomne og jeg er helt pjattet med striberne. Og der er mere på lageret i en anden farvekombi:-) 77 gram ialt.
Pinde: 3 mm.
Hot? Det er da cool at de matcher!

søndag den 22. marts 2015

Oppefra og nedefra

To nye projekter på pindene :-)
Strikket oppefra og ned: Marsa Alam
Strikket nedefra og op: Fintry
Varieret strik er sundt!
 Endnu et forsøg på at tage billeder af alle tre børn til næste års kalendergave til bedsteforældrene.
 Udover at baggrunden ikke er så skøn (Ikeas lager...), så var de heller ikke lige samarbejdsvillige...
...eller det kommer måske an på hvem man er :-).
De havde det sjovt!

torsdag den 19. marts 2015

Laurie

Josée Paquin (aka uandiknit på Ravelry) laver fine og enkle designs - jeg har flere på min to-do-liste end Laurie som netop er færdig. Denne gang uden model indeni :alenehjemme:
Mønster: Laurie! Jeg har maskeantal efter str. S på kroppen, men længder og maskeantal på ærmer efter str. M. Efter en gang vask er den vokset og strukket til en str. M ganske præcist. Den er blevet lige det største i halsudskæringen - kan lige hænge på skuldrene uden at falde ned, men da den under alle omstændigheder skal bruges med en skjorte eller ligende under tror jeg det går. Ellers er det nemt lige at sy lidt sammen.
Garn: 445 gram Heaven's Hand Wool Classic i en lys brun ganske lidt meleret farve. Fundet hos sommerfuglen og en gang imellem skal man jo prøve noget nyt. Godt at strikke med og meget klassisk rundt uldgarn. 
Pinde: 4 og 5 mm
Hot? Egentlig hurtig at strikke, men at strikke en tyk uldtrøje her så tæt på foråret med det fine vejr undervejs har ikke været motiverende nok. En del af min strikkeproces er se frem til at tage produktet i brug og jeg tror (håber!) ikke det kommer til at ske på denne side af sommeren med Laurie. Så jeg har flere gange måttet tage mig sammen for ikke at begynde på noget nyt (hvilket jeg jo bare kunne gøre, men jeg er ikke vild med halvfærdige projekter i strikkekurven gennem længere tid...). Men jeg tror den bliver fin fin til vinter 2015/16! 

onsdag den 18. marts 2015

12 år

I søndags blev jeg mor til en 12-årig. 
Det er vildt.
Og det bedste i verden:-)

fredag den 6. marts 2015

Tynde striber til Johannes

Så er Johannes' striber også blevet færdig og heller ikke han har fået lov til at prøve sin trøje. Den er lidt for stor endnu og bliver en kalendergave til december ligesom Andreas' striber. Der må godt være lidt praktiske ting... Og nej, der kommer ikke en til Kristine som pt. ikke bruger andet hjemmestrik end sine strømper. 
Mønster: Bosse af Susie Hauman. Med en større strikkefasthed har jeg strikket efter maskeantallet str. 2 år - også for ikke at få den for bred. Længderne er efter str. 6 år, men efter en håndvask og centrifugering er den nærmere en lille str. 5 år. Eller måske er det bare mig der ikke kan have for korte trøjer - heller ikke på børnene. Hvis bluse og bukser skiller fryser man da.
Garn: 108 gram højlandsuld i en petroliumsfarvet (det kaspiske hav), en beige (løkken strand?) og en blå/blålilla (mørk kornblomst?).
Pinde: 3 og 3½ mm. Jeg har erhvervet mig en knitpro karbonz rundpind og det var første gang jeg tog den i brug. Jeg er nemlig ualmindelig glad for mine karbonz strømpepinde og rundpinden var lige så lækker at strikke med. Jeg skal have nogle flere!
Hot? Hey, hvor cool er det lige at være ude i så god tid med pakkekalenderen!!

torsdag den 26. februar 2015

Duer ikke! Næste!

Dette her er begyndelsen, eller nærmere hel kroppen, på en Pigeon af Helga Isager som skulle være til Johannes. Jeg glemte bare at tjekke hendes strikkefasthed på pind 3½. Min er 23 masker/10 cm i tynd uld. Helga Isagers er 26 masker/10cm. Ergo var jeg ved at strikke en trøje der var alt for bred - selv til Andreas. Suk. Dertil kommer at farvekombinationen ikke var god. Det ser ikke vældig galt ud på billedet, men i virkeligheden er den gule sartere i farven end billedet gengiver, så der blev alt for lidt kontrast mellem farverne og lidt for 'pussenusset'. Jeg var ikke tilfreds og nu er der trævlet op:-)
Istedet strikker jeg Bosse af Susie Hauman, strikker nedefra istedet for oppefra og med tre farver i stedet for to. Så er det ikke helt som at starte forfra. Farverne er selvfølgelig heller ikke gengivet rigtigt - der er en petroliumsfarvet, en beige og en blå/blålilla. Jeg synes de er fine, sådan lidt retroagtig, sammen, og jeg tænker ikke Johannes vil have problemer med farvekombinationen. Hvad manden tænker betyder mindre i den sammenhæng.
Og så har jeg slået op til endnu en sweater til mig selv. Der er ganske vist ikke mere plads på mine hylder i skabet, men vi er i planlægningen med opdatering af skabene, omrokering, maling mv. af soveværelset, så der bliver mere plads :-) 
Nå, ja, og et par sokker er selvfølgelig også kommet på pindene...

onsdag den 18. februar 2015

Criss Cross

Ny cardigan! Lige i tide til at komme i brug den sidste del af vinteren.
Mønster: Criss Cross af Isabell Kraemer. For at få knap så oversized en cardigan har jeg strikket str. M1. Til gengæld har jeg strikket den ca. 6 cm længeren. Jeg var noget i tvivl om længden - om det ville klæde cardiganen at blive længere - men det er blevet ok. Når det så er sagt tror jeg den ville være mindst ligeså fin lidt kortere. Ellers ingen ændringer. Fin og god opskrift og mønstret bagpå er sjovt at strikke.
Garn: Geilsk hamp og uld i mørk jeans blå. Det er rigtigt fint at strikke med og arter sig fint efter en tur i vaskemaskinen. Ganske blødt og kunne sagtens finde på at strikke med det igen, selvom der fra tid til anden skal pilles et par strå ud. Ialt 364 gram.
Pinde: 4 og 4½ mm. Lavede ikke strikkeprøve. Isabell Kraemer og jeg har altid samme strikkefasthed. Ganske praktisk. 
Hot? Jeg må indrømme at jeg var/er lidt skeptisk med længden og hvis jeg knapper den hele vejen ned får jeg lidt en bedstefartrøjefølelse. Men jeg kan få den anden side ikke forvente at få samme udtryk som opskriften når jeg ændrer på forholde længde/bredde. Næste projekt til mig selv havde jeg egentlig også tænkt mig skulle have lidt mindre 'ease', men nu ved jeg ikke, heller ikke selvom jeg ikke havde tænkt mig at ændre på længden. Hmm... Jeg må hellere i tænkeboks mens jeg venter på postbuddet med garnet:-)