Halv to natten til mandag begyndte veerne endelig og da morfar ankom ved fire-tiden tog vi på sygehuset, hvor jeg tilbragte et par timer i et dejligt 'afslappende' badekar. Det kan virkelig anbefales - sidst nåede jeg det ikke - men hold da op hvor er det meget nemmere at arbejde med veerne i badet. Halv otte kom jeg op igen og så var der lige de sidste tre anstrengende presseveer igen før han var ude. En helt ukompliceret fødsel på ialt 6½ time, så ved middagstid sad vi hjemme ved eget bord og spiste frokost.
Lige nu nyder vi nogle langsomme dage hvor vi lærer Andreas at kende og prøver at finde os selv igen med nye rutiner, hvor bleskift, amning, natteroderi osv. også skal passes ind. Far er hjemme i tre uger, så vi tager den tid der skal til. Kristine er glad, men indimellem lidt overvældet, når hun ikke helt ved hvordan hun skal forholde sig.
Andreas er forundret over sin nye verden og tilbringer det meste af tiden sovende eller spisende i favn. Sådan skal det være og når han bliver størrere eller jeg er alene er der indkøbt en slynge, så vi kan få al den kropskontakt der skal til. Han sutter fint og jeg ligner allerede Nora malkeko.
Jeg er også overvældet. Som mange andengangsmødre har jeg også tænkt på, om det virkelig kan lade sig gøre at elske nummer to lige så meget som den første - hvor skal al den kærlighed komme fra? Og som alle andre har jeg opdaget, at det da overhovedet ikke er noget problem! Hvordan kan man andet end elske vidunderet!